10. januar 2019
Her kan du læse et uddrag fra døgnrapporten for torsdag den 10. januar 2019.
SKOLEVEJSKONTROL
Den landsdækkende kampagne for sikre skoleveje fortsætter ugen ud, og torsdag var betjente fra politikredsen igen ude ved en række skoler i løbet af morgenen. Politiet var ved Marievangsskolen, Antvorskov skole og Stillinge skole ved Slaglese, Rolloskolen i Faxe, Sundskolen i Nykøbing, Blæsenborg skole i Maribo, Kildemarksskolen i Næstved, Gåsetornsskolen i Vordingborg og Holeby skole. I Slagelse var der desværre en del unge, der ikke havde tjek på cykellygterne, og det fik de en påtale for. Det samme var tilfældet i Faxe, hvor tre kørte uden lys på cyklen.
RØDBYHAVN: 37-årig uden rejselegitimation
Ved en kontrol af et tog, der ankom til Rødbyhavn fra Tyskland traf politiets udlændingekontrolafdeling torsdag klokken 12.15 en 37-årig udenlandsk mand, som ikke havde nogen gyldig rejselegitimation. Den 37-årige havde tidligere forsøgt at rejse ind i Danmark uden legitimation, og han blev derfor tilbageholdt og sigtet for overtrædelse af udlændingeloven. På den baggrund afgjorde Udlændingestyrelsen, at den 37-årige skulle have et forbud mod at rejse ind i Danmark, og han blev herefter udvist med den næste færge. Forbuddet gælder de næste to år.
SORØ: Ramte jernbaneviadukt – sigtet for spritkørsel
En 52-årig mand fra Holbæk kom torsdag omkring klokken 20.30 kørende ad Rødengvej lidt syd for Sorø. Ved en viadukt under jernbanelinjen overså den 52-årige tilsyneladende advarselsskiltene om lav højde, og han kørte derfor på viadukten, og hans varebil satte sig fast. Da politiet kort efter ankom til stedet, blev føreren rutinemæssigt tjekket med et alkometer, og prøven bekræftede mistanken om, at han havde en promille, der var højere end det tilladte. Derfor blev den 52-årige anholdt og sigtet for spirituskørsel.
NYKØBING: Vrede gik ud over cykler
Torsdag aften kom en 54-årig mand for sent til en togafgang fra Nykøbing. Det bragte ham så meget ud af fatning, at han i raseri smed med en cykel og noget skrald på banegården i Nykøbing. Politiet ankom til stedet klokken 21.30, og den 54-årige, der er fra København, blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, og politibetjentene opfordrede ham til at rydde op, hvilket han efterkom.
LUNDBY: Kørte ud på marken – sigtet for spritkørsel
Politiet blev torsdag klokken 23.17 kaldt til et færdselsuheld, der netop var sket ved Ringvej på Vordingborg Landevej ved Lundby. Forbipasserende havde set en bil ude på marken, og da føreren af bilen virkede fuld, blev politiet tilkaldt. Det var en 23-årig mand fra Præstø, og en alkometertest viste da også, at han havde en promille, der var et stykke over det tilladte. Derfor blev den 23-årige anholdt og sigtet for spirituskørsel. Politibetjentene fandt et kanonslag uden for bilen, og den 23-årige indrømmede, at det var hans. Derfor blev han også sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven.
MARIBO: Narkokørsel og cola
Fredag klokken 1.10 standsede politiet en varebil med to mænd i på Ved Åen i Maribo. Føreren var en 28-årig mand fra Valby, og en narkometertest gav udslag for cannabis. Derfor blev han anholdt og sigtet for kørsel i påvirket tilstand. I varerummet i bilen var der 200 flasker 1½ liters colaer, og de to mænd i bilen havde ikke nogen plausibel forklaring på, hvor de mange drikkevarer kom fra, og derfor blev colaerne beslaglagt. Politiet skal nu undersøge nærmere, hvor colaerne kan stamme fra.
INDBRUD
Politiet har i det seneste døgn modtaget følgende anmeldelser om indbrud i privat beboelse:
By | Vej | Type | Tidsrum | Udbytte |
Slagelse | Nørreås | Hus | Torsdag kl. 13.00 – 18.00 | Endnu ikke opgjort |
Stubbekøbing | Vestergade | Hus | Onsdag kl. 00.00 – torsdag kl. 10.30 | Træstige og lommelygte |
PÅVIRKEDE TRAFIKANTER
I det seneste døgn har politiet standset følgende påvirkede trafikanter:
By | Vej | Tidspunkt | Person | Sigtet for |
Maribo | Ved Åen | Fredag kl. 01.10 | 28-årig mand fra Valby | Narkokørsel |
Stenlille | Sorøvej | Torsdag kl. 14.50 | 45-årig mand fra Vallensbæk Strand | Spirituskørsel |
FÆRDSELSKONTROLLER
I det forløbne døgn har politiet haft følgende færdselskontroller:
By | Vej | Tidspunkt | |
Maribo | Blæsenborg Allé | Torsdag kl. 7.20 – 8.25 | Skolevejskontrol – 4 påtaler om lygtefejl – ingen sager |
Nykøbing Falster | Gedser Landevej | Torsdag kl. 13.05 – 13.25 | 8 køretøjer kontrolleret – ingen sager |
Næstved | Kildemarksvej | Torsdag kl. 7.00 - 8.30 | Skolevejskontrol – 3 p-afgifter, 4 påtaler, 1 kontakt til værge grundet manglende lys på cyklen. Derudover manglede der en fuldt fungerende skolepatrulje. |
Slagelse | Sejerøvej | Torsdag kl. 7.34 – 8.05 | Skolevejskontrol – Ingen sager |
Slagelse | Holmstrupvej | Torsdag kl. 7.30 – 8.15 | Skolevejskontrol – 2 påtaler og vejledning i ukorrekt anvendelse af tågeforlygter – ingen sager |
Slagelse | Bildsøvej | Torsdag kl. 7.45 – 8.45 | Skolevejskontrol – kontrol af cykellister på separat gang. 30 cykler kontrolleret, 10 påtaler om manglende lygter, idet der var tale om 8-13 årige. |
Vordingborg | Chr. Richardtsvej | Torsdag kl. 7.16 – 8.12 | Skolevejskontrol – ingen sager |
Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.
HASTIGHEDSKONTROLLER
Politiet har i det forløbne døgn haft følgende hastighedskontroller:
By | Vej | Tid | Type | Kontrollerede | Fartbilister | Tilladt | Hurtigste | Klip |
Dianalund | Holbergvej | Torsdag kl. 7.00 – 12.45 | ATK | 385 | 16 | 50 km/t | 78 km/t | 2 klip |
Dannemare | Bygaden | Torsdag kl. 10.25 – 12.25 | ATK | 46 | 0 | 50 km/t | 53 km/t | - |
Vesterborg | Maribovej | Torsdag kl. 14.10 – 17.05 | ATK | 267 | 14 | 80 km/t | 105 km/t | - |
Korsør | Vestmotorvejen | Torsdag kl. 5.32 – 11.35 | ATK | 5549 | 268 | 110 km/t | 163 km/t | 3 klip |
Pressekontakt
Kommunikation:
E-mail: ssj-kommunikation@politi.dk
Inden for alm. kontortid: Tlf. 4133 1515 (modtager ikke sms)
Anne Dorte Hoppe Søe
E-mail: aso021@politi.dk
Tlf.: 2276 3593
Palle O. Hansen
E-mail: pha010@politi.dk
Tlf.: 4132 8267
Vagtcentralen:
E-mail: ssj@politi.dk
Pressetelefon: 4132 8718