22. august 2019
Her kan du læse er uddrag af døgnrapporten fra trosdag den 22. august 2019
TRYG SKOLESTART
Torsdag var politiet igen ved en lang række af skolerne i politikredsen for at sikre, at morgenens leverancer af nye og mindre nye skolelever blev afviklet fredeligt og sikkert.
Politiet var ved Eskilstrup skole, Sundskolen i Sundby, Ll. Næstved skole på Karrebækvej, Nr. Alslev skole, Præstø skole, Tårnborg skole i Korsør, Østre skole i Nykøbing, Helms skole i Korsør og ved Møllevangsskolen i Rønnede. Det blev kun til ganske få sigtelser for overtrædelse af færdselsloven.
NÆSTVED: Smadrede spejl i vejvrede
Uenighed om, hvem der skulle køre frem først, førte torsdag eftermiddag til, at en 47-årig mand, der kom kørende på Præstøvej i Næstved, fik slået det ene spejl på bilen i stykker. Uenigheden opstod ved en vejindsnævring, hvor det var skiltet, hvem der skulle køre først, og en passager i en modkørende bil steg ud og løb hen til den 47-åriges bil, hvor han slog på spejlet. Det var en 31-årig mand fra Langebæk, og da politiet kom frem til stedet, blev han sigtet for hærværk.
DALMOSE: Standset på ulovlig knallert
Politiet standsede torsdag klokken 17.38 en 39-årig mand fra Dalmose, der kom kørende på knallert ad Hovedgaden i Dalmose. Det gik lidt vel hurtigt, og et tjek af knallerten på politiets rullefelt viste da også, at den kunne køre væsentligt hurtigere end tilladt. Knallerten blev taget med til nærmere undersøgelse, og den 39-årige blev sigtet for at køre på en ulovlig knallert.
KORSØR: 17-årig sigtet for røveri
En 17-årig fyr fra lokalområdet blev torsdag klokken 11.20 anholdt og sigtet for det røveri, der blev begået fredag den 16. august mod Rema1000 på Tårnborgvej i Korsør. Røveren har været efterlyst af politiet, og anholdelsen skete da også på baggrund af vidneforklaringer, der pegede i retning af den 17-årige. Han blev taget med til afhøring på politistationen i Slagelse, og blev løsladt igen klokken 17.25. Han er fortsat sigtet i sagen.
HASLEV: Audi udbrændt
Politi og brandvæsen fik fredag klokken 0.39 en anmeldelse om, at en Audi S4, der holdt på en p-plads på Rødebrovej mellem Fensmark og Skuderløse, var brudt i brand. Bilen, der ikke var indregistreret, udbrændte totalt, og brandvæsenet forlod stedet igen klokken 1.30. Politiet hører gerne fra evt. vidner, der har bemærket noget usædvanligt i området.
INDBRUD
Politiet har i det seneste døgn modtaget en enkelt anmeldelse om indbrud i privat beboelse:
By | Vej | Type | Tidsrum | Udbytte |
Haslev | Johansgade | Villa | Mellem mandag kl. 09.30 og torsdag kl. 20.20 | Intet stjålet |
HASTIGHEDSKONTROLLER
Politiet har i det forgangne døgn haft følgende hastighedskontroller:
By | Vej | Tid | Type | Kontrollerede | Fartbilister | Tilladt | Hurtigste | Klip |
Maribo | Blæsenborg Allé | Torsdag kl. 11.50 – 13.20 | ATK – Skolevej | 67 | 3 | 50 km/t | 66 km/t | Ingen klip |
Nakskov | Maribovej | Torsdag kl. 08.50 – 10.05 | ATK – Skolevej | 83 | 3 | 50 km/t | 65 km/t | Ingen klip |
Rude | Næstved Landevej | Torsdag kl. 06.21 – 12.21 | ATK | 532 | 4 | 60 km/t | 90 km/t | Et klip |
Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.
Pressekontakt
Kommunikation:
E-mail: ssj-kommunikation@politi.dk
Inden for alm. kontortid: Tlf. 4133 1515 (modtager ikke sms)
Anne Dorte Hoppe Søe
E-mail: aso021@politi.dk
Tlf.: 2276 3593
Palle O. Hansen
E-mail: pha010@politi.dk
Tlf.: 4132 8267
Vagtcentralen:
E-mail: ssj@politi.dk
Pressetelefon: 4132 8718