Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi: uddrag af døgnrapporten fra mandag den 25. september
Blotter, bordtennis og butikstyveri - se uddrag fra mandagens døgnrapport
RØDBY: Blottede sig for to piger
Mandag formiddag fik politiet en anmeldelse om, at en mand havde blottet sig for to piger i Havnegade i Rødby. Et vidne, som så optrinet, stillede sin bil imellem manden og de to piger og tilbageholdt manden, indtil politiet kort efter ankom til stedet. De to piger, der er 14 og 15 år, forklarede, at manden havde ligget på fortovet, og at de lidt bekymret ville tjekke, om han var ok. Det var han så, for han rejste sig, åbnede bukserne og gav sig til at tisse i retning af pigerne. Da han var færdig, gik han efter dem, stadig med bukserne vidt åbne. Det var en 39-årig udenlandsk mand, der blev anholdt klokken 9.52 og sigtet for blufærdighedskrænkelse. Han blev taget med til politistationen i Rødbyhavn, hvor han blev afhørt med tolk, inden han blev løsladt igen klokken 16.35, men han afviste at give nogen forklaring på sin adfærd.
DALBY: To sigtet for butikstyverier
Det blev til en hel stribe sigtelser, efter politiet mandag eftermiddag fik en anmeldelse om, at to mænd havde stjålet 16 rammer sodavand og to bordgriller i et supermarked i Dalby. Der var varer for over 6.000 kroner. Efter at have set overvågningsbillederne, mente politibetjente at genkende gerningsmændene, og der var også gode billeder af den bil, de var kørende i. Klokken 14.37 standsede politiet bilen, hvor en 47-årig mand fra Herlufmagle sad ved rattet. Han havde ikke noget kørekort, så han blev sigtet for både butikstyveri og for kørsel uden førerret. Da den 47-årige flere gange tidligere var sigtet for at køre uden kørekort, blev den bil, han kørte i, beslaglagt på stedet. Ejeren af bilen, en 24-årig kvinde, blev sigtet for at overlade bilen til en person uden kørekort. Klokken 20.57 blev den anden formodede gerningsmand, en 28-årig mand fra Næstved, anholdt og sigtet for butikstyveriet. Han var i forvejen eftersøgt i forbindelse med en stribe andre sager, så det overvejes i øjeblikket, om den 28-årige skal fremstilles i grundlovsforhør.
NYSTED: Indsats mod larmende og ulovlige knallerter
Flere borgere i Kettinge og Nysted har anmeldt til politiet, at der jævnligt bliver kørt hurtigt på knallert i lokalområdet, og mandag aften havde lokalpolitiet derfor en indsats mod utryghedsskabende knallertkørsel. I Nysted tjekkede politibetjentene seks knallerter ved Netto, og de kom alle sammen en tur på rullefeltet. En knallert, som tilhørte en 17-årig fyr fra Rønnede, kunne køre noget hurtigere end tilladt, og desuden havde den 17-årige ikke den lovpligtige ansvarsforsikring i orden. Han blev sigtet i sagen. Men der var god stemning, og betjentene fik en god snak med de tilstedeværende. Lidt senere fortsatte kontrollen i Kettinge. Her kom en 16-årig fyr fra Øster-Ulslev og en 15-årig dreng fra Humlebæk på knallert, og efter en kontrol blev de begge to sigtet for at køre på ulovlige knallerter. Aftenen sluttede med et besøg i Nysted Ungdomsklub, hvor betjentene fik et gensyn med mange af de unge, de tidligere havde talt med. Det blev endda til en omgang bordtennis, men det fremgår ikke, hvem der vandt …
RØDBYHAVN: Rejste på en andens ID-kort
Politiets udlændingekontrolafdeling havde mandag aften en indrejsekontrol, hvor en bus, der kom fra færgen i Rødbyhavn, blev standset. En passager i bussen legitimerede sig med et ID-kort, men han lignede ikke rigtig personen på ID-kortet. Det var en 26-årig udenlandsk mand, der blev anholdt klokken 19.35 og sigtet for overtrædelse af udlændingeloven og for misbrug af et ægte dokument. Han forklarede, han havde købt ID-kortet i Tyskland for at kunne komme til Sverige. Den 26-årige er fortsat anholdt, mens udlændingekontrolafdelingen undersøger hans forhold nærmere.
NÆSTVED: Anholdt efter larm på restaurant
Mandag klokken 21.32 fik politiet en anmeldelse fra en restaurant på Banegårdspladsen i Næstved om, at en gæst var utilfreds, højtråbende og ikke ville forlade stedet. Det var en 26-årig mand fra Køge, og for at får ro på stedet blev han anholdt klokken 22.00 og sigtet for overtrædelse af restaurationsloven. Han blev taget med til politistationen i Næstved, hvor han blev afhørt og kølede lidt af. Den 26-årige står til en bøde på 1.500 kroner, og han fik et forbud mod at komme på restauranten fremover.
Offerrådgivningen yder støtte til ofre, vidner og pårørende til ofre for kriminalitet og ulykke. I Danmark er der 12 lokale offerrådgivninger – én i hver politikreds. Hver af disse yder støtte telefonisk og ved fysisk møde.
Ring på tlf. 116 006 eller se Offerrådgivningens hjemmeside.
INDBRUD
Politiet har i det seneste døgn modtaget følgende anmeldelser om indbrud i privat beboelse:
By | Vej | Tidsrum | Udbytte |
Dianalund | Leandersvej | Torsdag den 21. september klokken 16.45 – mandag den 25. september klokken 22.20 | Endnu ikke opgjort |
HASTIGHEDSKONTROLLER
Politiet har i det forgangne døgn haft følgende hastighedskontroller:
By | Vej | Tid | Type | Kontrollerede | Fartbilister | Tilladt | Hurtigste | Klip |
Borre | Klintevej | Mandag klokken 16.33-19.03 | Bestilt ATK | 135 | 5 | 50 km/t | 70 km/t | 1 |
Holeby | Nystedvej | Mandag klokken 15.46-18.16 | ATK | 240 | 7 | 70 km/t | 97 km/t | 1 |
Maribo | Rødbyvej | Mandag klokken 19.01-22.01 | ATK | 228 | 12 | 60 km/t | 84 km/t | 2 |
Nakskov | Maribovej | Mandag klokken 05.33-07.33 | ATK | 244 | 3 | 50 km/t | 74 km/t | 1 |
Nakskov | Løjtoftevej | Mandag kokken 08.40-12.30 | ATK | 358 | 13 | 50 km/t | 92 km/t | 1 |
Slagelse | Sorøvej | Mandag klokken 13.32-19.25 | ATK | 1657 | 26 | 80 km/t | 109 km/t | 1 |
Sorø | Slagelsevej | Mandag klokken 11.01-16.30 | ATK | 1476 | 30 | 70 km/t | 103 km/t | 2 |
Stege | Grønsundvej | Mandag klokken 19.57-21.57 | Bestilt ATK | 34 | 5 | 50 km/t | 68 km/t | - |
FÆRDSELSKONTROLLER
I det seneste døgn har politiet haft følgende færdselskontroller:
By | Vej | Tidspunkt | |
Nykøbing Falster | - | Mandag klokken 11.30-13.30 | En trafikant blev sigtet for at køre uden sele, en kørte med to nedslidte dæk, en fører af en lille knallert kørte uden styrthjelm, og to billister blev sigtet for at bruge håndholdt mobiltelefon under kørslen. Brug af håndholdt mobiltelefon udløser et klip i kørekortet, og for den ene billist betød klippet en betinget frakendelse af kørekortet |
Bogø By | Grønsundvej | Mandag klokken 08.10-0.40 | En billist blev sigtet for at bruge håndholdt mobiltelefon under kørslen, en blev sigtet for at køre uden lovpligtigt cvr-nummer, og en billist blev målt til at køre 128 km/t på en strækning, hvor det kun er tilladt at køre 80 km/t |
Sakskøbing | Nykøbingvej | Mandag klokken 10.10-11.15 | To blev sigtet for at bruge håndholdt mobiltelefon under kørslen |
Slagelse | - | Mandag klokken 20.30-21.40 | I alt blev 24 køretøjer målt. En billist blev målt til at køre 78 km/t hvor der kun var tilladt at køre 50 km/t. Hastighedsoverskridelsen udløste et klip |
Slagelse | Valbyvej | Mandag klokken 19.43-20.28 | 30 køretøjer blev målt og to kørte så hurtigt, at det gav klip i kørekortet |
Nykøbing Falster | Engboulevarden | Mandag klokken 18.00-18.45 | En billist blev sigtet for at bruge håndholdt mobiltelefon under kørslen og en varebil blev undersøgt for manglende partikelfilter og EGR-ventil |
Slagelse | Sorøvej | Mandag klokken 20.06-21.36 | En billist fik et klip i kørekortet for at køre for hurtigt |
Fuglebjerg | Slagelsevej | Mandag klokken 21.46-00.15 | En fører blev sigtet for at have ændret ved knallerten, så den kunne køre hurtigere end det tilladte og for at køre uden lys, en blev sigtet for spirituskørsel, fem trafikanter fik klip i kørekortet for at køre for hurtigt og det ene klip udløste en betinget frakendelse af kørekortet |
Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.
PÅVIRKEDE TRAFIKANTER
I det seneste døgn har politiet standset følgende påvirkede trafikanter:
By | Vej | Tidspunkt | Person | Sigtet for |
Fuglebjerg | Torvet | Mandag klokken 22.25 | 36-årig mand fra Fuglebjerg | Spirituskørsel |
Gedser | Jernbanevejen | Mandag klokken 13.15 | 21-årig udenlandsk mand | Narkokørsel. I bilen fandt politiet 2,2 gram skunk og 0,032 gram methamfetamin og den 21-årige mand blev derfor også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer |
Mern | Gl. Præstøvej | Mandag klokken 16.01 | 28-årig mand fra Vordingborg | Narkokørsel. Ejeren af bilen blev sigtet for at overlade køretøjet til en person uden førerret |
Næstved | Parkvej | Mandag klokken 04.15 | 36-årig kvinde fra Herlufmagle | Spirituskørsel |
Næstved | Vestre Ringvej | Mandag klokken 14.04 | 47-årig mand fra Tappernøje | Narkokørsel |
Nørre Alslev | Stubbekøbingvej | Mandag klokken 03.15 | 47-årig mand fra Eskilstrup | Narkokørsel |
Rødby | Indrejsefeltet | Mandag klokken 09.30 | 40-årig udenlandsk mand | Narkokørsel |
Pressekontakt
Kommunikation:
E-mail: ssj-kommunikation@politi.dk
Inden for alm. kontortid: Tlf. 4133 1515 (modtager ikke sms)
Anne Dorte Hoppe Søe
E-mail: aso021@politi.dk
Tlf.: 2276 3593
Palle O. Hansen
E-mail: pha010@politi.dk
Tlf.: 4132 8267
Vagtcentralen:
E-mail: ssj@politi.dk
Pressetelefon: 4132 8718