Spring til hovedindhold

Forslag

Forløbet efter anmeldelse

Sådan behandler politiet, anklagemyndigheden og retten din sag, efter at du har anmeldt en forbrydelse.

Som borger kan det i situationen være svært at overskue, hvad der sker, når man anmelder en forbrydelse. 

 

Ofte går der også lidt tid, før man er klar til at sætte sig nærmere ind i det videre forløb.

 

Læs om forløbet lige fra anmeldelse til retssag og dom, find links til mere nyttig information og se videoen nederst på siden.

Forløbet efter du har anmeldt en forbrydelse

Du modtager en kvittering for anmeldelsen i din e-Boks og på borger.dk. Hvis du er fritaget for digital post, får du kvitteringen med almindeligt brev.

 

På kvitteringen kan du se politiets journalnummer på sagen. Det kan du altid henvise til, hvis du skal i kontakt med politiet om sagen.

 

Kvitteringen kan du også bruge som dokumentation til dit forsikringsselskab.

 

På kvitteringen bliver du betegnet som "forurettet" i sagen.

 

Næste skridt i sagen vil være, at sagen skal efterforskes. Hvis vi imidlertid ikke har fundet grundlag for at starte en efterforskning og derfor afslutter sagen, får du besked om, at den er afsluttet.

Under efterforskningen indsamler politiet beviser og afhører de personer, der er relevante for sagen.

 

Hvis der ikke er grundlag for en sigtelse, får du besked om, at sagen er afsluttet.

 

Hvis der er tilstrækkelig mistanke til en person, bliver denne person sigtet. Sagen bliver givet videre til anklagemyndigheden, når efterforskningen er færdig.

 

Anklagemyndigheden vurderer derefter sagen.

 

Hvis der ikke er tilstrækkeligt med beviser i sagen, får du besked om, at den er afsluttet.

 

I mindre alvorlige tilfælde vil sagen kunne ende med en bøde uden en retssag.

 

 Ellers vil sagen typisk skulle afgøres i retten.

Hvis sagen skal i retten, er det domstolene, der afgør, om den tiltalte er skyldig eller ej, og hvilken straf den tiltalte eventuelt skal have.

 

Hvis du skal afgive forklaring i retten, får du et brev, hvor du bliver indkaldt som "vidne". Hvis du ikke skal vidne, har du stadig mulighed for at få besked om, hvor og hvornår sagen behandles i retten.

 

Når din sag er afsluttet, kan du bede retten eller anklagemyndigheden om en kopi af dommen.