Bornholms Politi: Uddrag af døgnrapporten den 1. december 2025
Uddrag af døgnrapporten fra fredag den 28. november kl. 07.00 til mandag den 1. december kl. 07.00.
Berusede personer
Bornholms Politi fik fredag kl. 13.43 en anmeldelse om, at tre berusede og højtråbende personer skabte uro i færgeterminalen. En patrulje kom til stedet, hvor den ene, en 34-årig mand bosiddende i Jylland, fik besked på at forlade stedet, da han af Bornholmslinjen blev vurderet til at være beruset i en grad, at det ikke var sikkerhedsmæssigt forsvarligt at lade ham sejle med. De to øvrige, en 36-årig kvinde og en 38-årig mand, begge fra Polen, fik besked på at dæmpe sig og undlade at indtage yderligere alkohol. Derefter fik de lov til at tage med færgen.
Fredag kl. 22.21 blev Bornholms Politi kontaktet af personalet på Folkehuset Hodda, som oplyste, at en meget beruset mand var kommet ind i caféen og havde taget ophold. En patrulje kørte til stedet og fik kontakt til den pågældende, en 42-årig mand fra Rønne, som havde været til julefrokost. Den 42-årige fandt på patruljens opfordring herefter et passende sted, hvor han kunne sove rusen ud.
Musik til ulempe
Fredag kl. 23.43 fik politiet en anmeldelse om, at der blev spillet høj musik på et værtshus i Nexø, hvilket var til gene for de omkringboende. En patrulje kom til stedet og fik personale på beværtningen til at dæmpe musikken.
Euforiserende stoffer
En mand i 20’erne fra Klemensker blev natten til lørdag kl. 01.15 fundet i besiddelse af en mindre mængde kokain, da han blev stoppet af politiet på Store Torvegade i Rønne.
Ødelagt campingvogn
Søndag kl. 18.53 fik politiet en anmeldelse fra en borger, som havde set nogle unge mænd hoppe rundt oven på en campingvogn på en privat parkeringsplads i Rønne. En patrulje kørte til stedet, hvor de fik kontakt til tre unge mænd, som kunne fremvise dokumentation for, at de havde ejerens tilladelse til at ødelægge og bortskaffe campingvognen.
Spiritus- og narkokørsel
Natten til søndag kl. 00.41 blev en 30-årig mand fra Hasle stoppet i bil på Østre Ringvej i Rønne. En narkometertest viste, at manden var påvirket af kokain, og han blev derfor sigtet for at køre bil under påvirkning af euforiserende stoffer.
Senere på natten kl. 01.40 blev en 43-årig polsk mand, som ikke har fast bopæl på Bornholm, kl. 01.40 stoppet på Haslevej uden for Rønne. Han blev målt til at have en alkoholpromille over det tilladte, og han blev derfor sigtet for spirituskørsel.
Ulovlig knallertkørsel
Søndag kl. 19.52 fik Bornholms Politi en anmeldelse om, at flere larmende knallerter kørte rundt i området omkring Natur Bornholm i Aakirkeby, blandt andet på et græsareal samt en boldbane. En patrulje kom til stedet, hvor to drenge, en 14-årig fra Østermarie og en 15-årig fra Aakirkeby, på knallert blev truffet. Derudover var en 14-årig fra Aakirkeby passager på den ene knallert. Moderen til den 14-årige fra Østermarie fik en bøde for at overlade førerretten til sin søn, som ikke var gammel nok til lovligt at føre knallerten.