Bornholms Politi: Uddrag af døgnrapporten den 10. september 2026
Uddrag af døgnrapporten fra onsdag den 9. september kl. 07.00 til torsdag den 10. september kl. 07.00.
Overtrædelse af knivloven
En 19-årig mand fra Rønne blev onsdag sigtet for overtrædelse af knivloven, efter at han tirsdag havde trænet i Vikings træningscenter i Rønne iført militært udstyr med blandt andet en påmonteret kampkniv.
Unge stak af på el-løbehjul
Kl. 20.00 observerede en patrulje to 12-årige drenge på hver deres el-løbehjul på Elisabetvej i Rønne. Den ene stak af, da han fik øje på politiet. Hans identitet blev dog senere fastslået. Drengenes forældre blev orienteret om hændelsen, og om at det er ulovligt for unge under 15 år at køre på el-løbehjul, hvis de ikke er i følgeskab med en voksen.
Kl. 20.45 fik en patrulje øje på en 15-årig dreng på et el-løbehjul, som blev skønnet til at kunne køre hurtigere end de 20 km/t, der er tilladt. Da patruljen henvendte sig til den 15-årige på en parkeringsplads på Zahrtmannsvej i Rønne, kørte han fra stedet på el-løbehjulet. Han blev kort efter standset af politiet på en parkeringsplads på Almindingsvej, hvor han blandt andet blev sigtet for ikke at efterkomme politiets anvisninger. Derudover blev el-løbehjulet beslaglagt.
Bornholms Politi opfordrer til at forældre sætter sig godt ind i de gældende regler for el-løbehjul og el-cykler og tager en snak med deres børn, såfremt de benytter sådanne transportmidler.
Narkokørsel og besiddelse af euforiserende stoffer
Torsdag kl. 02.53 blev en personbil standset på Rønnevej i Nylars. Føreren af bilen, en 34-årig mand fra Hasle, viste sig at være påvirket af euforiserende stoffer og blev derfor sigtet for narkokørsel. En 26-årig mand fra Rønne, som var passager i bilen, blev fundet i besiddelse af otte oxycodon-piller uden at kunne fremvise en gyldig recept. Han blev derfor sigtet for at være i besiddelse af euforiserende stoffer.
Ulovlig håndtering af affald
Bornholms Politi har modtaget en anmeldelse om en mand havde smidt beholdere med batterier og elskrot på pladsen ved Rabækkevej 17 i Rønne, hvilket er et brud på reglerne om håndtering af miljøfarligt affald.
Øvrige færdselssager
Onsdag eftermiddag kl. 14.16 blev en 63-årig mand fra Rønne sigtet for at køre på en knallert, som kunne køre hurtigere end tilladt. Derudover fik han en bøde for ikke at have styrthjelm på. Den 63-årige blev standset af politiet i Rønne.Bornholms Politi foretog onsdag hastighedskontrol med ATK-bilen på Fælledvej i Hasle. Her blev en bil målt til at køre 60 km/t, hvor 50 km/t er tilladt.
Derudover blev der målt hastighed på Gl. Rønnevej i Nexø samt Sdr. Landevej ved Balka. Her overholdt alle trafikanter hastighedsgrænsen.