Bornholms Politi: Uddrag af døgnrapporten den 11. juni 2026
Uddrag af døgnrapporten fra onsdag den 10. juni kl. 07.00 til torsdag den 11. juni kl. 07.00.
Spirituskørsel
Onsdag kl. 19.51 blev en 45-årig mand fra Gudhjem standset på knallert på Tejnvej i Allinge. Den 45-årige blev målt til at have en alkoholpromille over det tilladte og blev derfor sigtet for spirituskørsel.
Færdselsuheld
Kl. 17.46 fik Bornholms Politi en anmeldelse om et færdselsuheld i krydset mellem Brogade og Smallegade i Nexø. En varebil ført af en 54-årig kvinde fra Aakirkeby kørte ud for ubetinget vigepligt og stødte i den forbindelse sammen med en lastbil ført af en 50-årig mand fra Rønne. Den 54-årige kvinde blev sigtet for overtrædelse af vigepligten. Ingen kom til skade i forbindelse med uheldet.
Ulovlig parkering i Allinge
Politiet kunne onsdag aften konstatere, at der fortsat var mange biler, der holdt ulovligt parkeret i dele af Allinge. En del af bilerne er i løbet af aftenen og natten blevet fjernet af ejerne, men vi minder fortsat om, at det midlertidige parkeringsforbud skal respekteres. Reglerne vil blive håndhævet alle dage.
Øvrige færdselssager
En 22-årig mand fra Sjælland forsøgte onsdag aften at stikke af fra politiet på knallert i Pilegade i Allinge. Den 22-årige blev efter kort tid standset af politiet, hvorefter han blev sigtet for ikke at efterkomme politiets anvisninger, for at køre hvor der var indkørsel forbudt, samt for overtrædelse af udstyrsbekendtgørelsen.
Derudover fik en 23-årig mand fra København fik onsdag eftermiddag en bøde for at køre mod færdselsretningen i Pilegade i Allinge.
Bevillingskontrol
Bornholms Politi foretog onsdag aften bevillingskontrol af udskænkningssteder på Folkemødet, hvor det blandt andet blev kontrolleret om de pågældende steder havde lejlighedstilladelse, samt at der ikke blev udskænket til mindreårige. Kontrollen gav ikke anledning til nogen sager.