Bornholms Politi: Uddrag af døgnrapporten den 16. januar 2026
Uddrag af døgnrapporten fra torsdag den 15. januar kl. 07.00 til fredag den 16. januar kl. 07.00.
Indbrud
Torsdag modtog Bornholms Politi en anmeldelse om et indbrud på ungdomsskolen i Klemensker, som var sket i tidsrummet fra onsdag den 14. januar kl. 14.00 til torsdag den 15. januar kl. 10.00. Der var blandt andet blevet stjålet en spillekonsol, tastaturer, en DJ-mixerpult og andet elektronik. Hvis man har hørt eller set noget i den forbindelse, så bedes man kontakte politiet på tlf. 114.
Narkokørsel
En 53-årig mand fra Rutsker blev natten til fredag kl. 01.16 standset i bil af politiet på Haslevej i Rønne. En narkometertest viste, at han var påvirket af euforiserende stoffer, og derfor blev han sigtet for at køre bil under påvirkning af euforiserende stoffer.
Færdsel
En 66-årig mand fra Allinge, en 51-årig kvinde fra Tejn og en 50-årig mand fra Rønne fik torsdag hver en bøde på 1.500 kr. og et klip i kørekortet for at benytte håndholdt mobiltelefon under kørslen i henholdsvis Gudhjem og i Rønne. Derudover skal de betale et bidrag på 500 kr. til Offerfonden.En 63-årig kvinde fik en bøde på 1.500 kr. for at køre uden sikkerhedssele i Nexø.
Derudover fik to bilister, en 33-årig kvinde fra Rønne og en 42-årig mand fra Svaneke, hver en bøde på 3.000 kr. samt et klip i kørekortet for at køre for hurtigt i en 50 km/t-zone i Rønne. De skal derudover betale 500 kr. til Offerfonden.
Politiets ATK-bil foretog torsdag hastighedsmålinger på Torneværksvej i Rønne. Her blev tre biler målt til at køre for hurtigt i en 40 km/t-zone. Den højeste hastighed blev målt til 55 km/t.
Derudover blev der målt hastighed på Rønnevej i Allinge, hvor 14 biler blev målt til at køre for hurtigt. Her blev den højeste hastighed målt til 73 km/t, hvor 50 km/t er tilladt. To af bilisterne får et klip i kørekortet.
På Åkirkebyvej i Rønne blev der også foretaget hastighedsmålinger med ATK-bilen. Her var der ingen, der kørte for hurtigt.