Bornholms Politi: Uddrag af døgnrapporten den 25. februar 2026
Uddrag af døgnrapporten fra tirsdag den 24. februar kl. 07.00 til onsdag den 25. februar kl. 07.00.
Færdsel
Bornholms Politi afholdt tirsdag målrettet færdselskontrol, hvilket førte til en række sigtelser:
- Tre bilister blev standset, efter at de hver især var blevet målt til at køre så hurtigt, at det udløste et klip i kørekortet. Den højeste hastighed blev målt til 75 km/t i en 50 km/t-zone i Rønne.
- En 60-årig mand fra Allinge og en 64-årig mand fra Rønne fik hver en bøde på 1.500 kr. samt et klip i kørekortet for at benytte håndholdt mobiltelefon under kørslen. Derudover skal de hver betale et bidrag på 1.000 kr. til Offerfonden.
- En 65-årig mand fra Gudhjem blev sigtet for spirituskørsel, efter at han blev standset i bil på Snorrebakken i Rønne.
- En 32-årig mand fra Nexø blev sigtet for narkokørsel samt for kørsel uden førerret, da han ikke havde kørekort til det pågældende køretøj. Han blev standset på Store Torv i Rønne.
Derudover blev der med ATK-bilen målt hastighed på Grammegårdsvej i Aakirkeby. Her blev en bil målt til at køre 93 km/t i en 80 km/t-zone.