Bornholms Politi: Uddrag af døgnrapporten den 27. april 2026
Uddrag af døgnrapporten fra fredag den 24. april kl. 07.00 til mandag den 27. april kl. 07.00.
Spirituskørsel
Fredag kl. 16.44 fik politiet en anmeldelse om, at en knallert, ført af en 56-årig mand fra Hasle-området, havde påkørt en parkeret bil på Strandvejen i Hasle. Det viste sig, at føreren af knallerten havde en alkoholpromille over det tilladte. Derudover var knallerten afmeldt, hvilket medførte yderligere sigtelser for overtrædelse af registreringsbekendtgørelsen samt manglende forsikring af køretøjet.
Lørdag aften kl. 20.55 modtog Bornholms Politi en anmeldelse fra en borger, som netop havde set en bilist køre ud for fuldt stop i krydset mellem Søndre Landevej og Poulskervej. Bilisten havde derudover kørt i den forkerte side af vejen direkte mod anmelderen, som måtte undvige med sin bil ud i rabatten for at undgå kollision. Politiet traf den pågældende bilist, en 31-årig mand, på sin bopæl i Nexø kl. 21.25, hvor han blev sigtet for spirituskørsel og for at køre bil under påvirkning af euforiserende stoffer.
Uro og uorden
Bornholms Politi var natten til lørdag til stede ved et værtshus i Krystalgade i Rønne. En dørmand havde kl. 04.08 anmeldt, at en mand opholdt sig uden for værtshuset, hvor han optrådte beruset, råbende og utryghedsskabende. En patrulje kom til stedet, hvor den pågældende 28-årige mand fra Sjælland blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Besiddelse af euforiserende stoffer
Tre unge mænd, en 17-årig og to 16-årige, alle fra Rønne, påkaldte sig søndag kl. 21.26 en forbipasserende patruljes opmærksomhed, da en af dem var i færd med at rulle en joint i en kælderskakt på Merkurvej i Rønne. De tre unge mænd blev derfor visiteret. To af dem blev fundet i besiddelse af hash og blev derfor sigtet for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer.
Beruset butikstyv
Natten til mandag kl. 00.11 modtog Bornholms Politi en anmeldelse om, at en beruset kvinde var til fare for trafikken på Almindingsvej i Rønne. En patrulje kørte til stedet og fik kontakt til den pågældende 45-årige kvinde, som blev vurderet til at kunne tage vare på sig selv.
Kl. 00.54 fik politiet en anmeldelse om, at den samme kvinde havde indfundet sig på en tankstation på Zahrtmannsvej i Rønne, hvor hun havde spist af flere is uden at ville betale for dem. Kvinden blev derfor sigtet for butikstyveri og bortvist fra tankstationen.
Hastighedskontrol
Bornholms Politi foretog i løbet af weekenden hastighedsmålinger med laser i og uden for Rønne. Det affødte fem sager om for høj hastighed, hvoraf én fik en betinget frakendelse af kørekortet.
- Fredag aften blev en 27-årig mand fra Hasle-området standset på motorcykel uden for Rønne, efter at han var blevet målt til at køre 110 km/t, hvor 80 km/t er tilladt. Det udløste et klip i kørekortet samt en bøde på 3.000 kr. Derudover skal den 27-årige betale et bidrag på 1.000 kr. til Offerfonden.
- Lørdag blev en 37-årig mand fra Rønne, som førte en personbil, målt til at køre mindst 104 km/t, hvor 80 km/t er tilladt uden for Rønne. Det udløste et klip i kørekortet samt en bøde på 3.000 kr. Derudover skal han betale et bidrag på 1.000 kr. til Offerfonden.
- Søndag blev en 22-årig mand fra Rønne målt til at køre 150 km/t, hvor 80 km/t er tilladt, hvilket udløser en betinget frakendelse af kørekortet.
- Søndag blev en 54-årig mand fra Allinge desuden målt til at køre 104 km/t, hvor 80 km/t er tilladt, og en 25-årig mand fra Rønne blev målt til at køre 71 km/t i en 50 km/t-zone.