Bornholms Politi: Uddrag af døgnrapporten den 28. januar 2026
Uddrag af døgnrapporten fra tirsdag den 27. januar kl. 07.00 til onsdag den 28. januar kl. 07.00.
Opbakning til øens skolepatruljer
Bornholms Politi er i denne uge til stede ved flere af øens skoler for at give skolepatruljerne et klap på skulderen for deres indsats og for at øge færdselssikkerheden omkring skolerne. Det sker i forbindelse med den årlige kampagne fra Rådet for Sikker Trafik, "Den Sureste Uge". Indtil videre har Bornholms Politi i denne uge været til stede ved Søndermarksskolen, Åvangskolen, Kongeskærskolen, Paradisbakkeskolen, Bornholms Frie Idrætsskole og Hans Rømer Skolen. Indsatsen fortsætter ugen ud.