Bornholms Politi: Uddrag af døgnrapporten den 4. juni 2026
Uddrag af døgnrapporten fra onsdag den 3. juni kl. 07.00 til torsdag den 4. juni kl. 07.00.
Færdselsuheld
Onsdag kl. 12.55 fik Bornholms Politi en anmeldelse om, at en kvinde var blevet påkørt på Zahrtmannsvej i Rønne. Kvinden var blevet ramt af en parkeret bil, som holdt på en hældning og begyndte at trille baglæns, efter at føreren steg ud af bilen. Kvinden blev ramt af bilens dør og faldt i den forbindelse. Efterfølgende fortsatte den trillende bil ind i en lygtepæl. Kvinden blev kørt til kontrol på Bornholms Hospital.
Kl. 14.40 kom endnu en anmeldelse af et færdselsuheld i krydset mellem Toftelunden og Hasselvej i Hasle. En bil, ført af en 74-årig mand fra Hasle-området, foretog en overhaling af en venstresvingende bil, ført af en 82-årig kvinde fra Hasle. I den forbindelse kørte de to biler sammen. Den 74-årige mand blev sigtet for at foretage en overhaling, uagtet at den forankørende havde påbegyndt et venstresving. Det udløser en bøde og et klip i kørekortet. Ingen kom til skade ved uheldet.