Bornholms Politi: Uddrag af døgnrapporten den 4. november 2026
Uddrag af døgnrapporten fra tirsdag den 3. november kl. 07.00 til onsdag den 4. november kl. 07.00.
Passager skabte utryghed
Bornholms Politi fik tirsdag aften kl. 19.13 en anmeldelse om, at en mand havde skabt utryghed på bussen mellem København og Ystad, og at vedkommende nu var på vej til Bornholm med færgen. En patrulje kørte til færgeterminalen og sikrede, at alle passagerer kom videre i god ro og orden.
Hastighedskontrol med ATK-bilen
Bornholms Politi foretog tirsdag hastighedsmålinger med ATK-bilen på Storegade i Svaneke, hvor 40 km/t er tilladt. Her blev ni trafikanter taget i at køre for hurtigt. To af bilisterne får et klip i kørekortet, og den højeste hastighed blev målt til 58 km/t.
Derudover blev der målt hastighed på Store Torvegade i Rønne. Her blev en bilist målt til at køre 50 km/t, hvor 40 km/t er tilladt.
Der blev også målt hastighed på Svanekevej i Østermarie. Her overholdt alle trafikanter hastighedsgrænsen.
Øvrige færdselssager
Tre bilister fik tirsdag hver en bøde på 1.500 kr. samt et klip i kørekortet for at benytte håndholdt mobiltelefon under kørslen i Rønne. De skal derudover hver betale et bidrag på 1.000 kr. til Offerfonden.En 62-årig mand fra Rønne fik tirsdag formiddag en bøde på 1.000 kr. for at køre frem for rødt lys på cykel i krydset mellem Sagavej og Åkirkebyvej i Rønne.
En 65-årig kvinde fra Svaneke fik tirsdag eftermiddag en bøde på 3.600 kr. samt et klip i kørekortet for at køre 56 km/t på Søndergade i Svaneke, hvor 40 km/t er tilladt. Kvinden skal derudover betale et bidrag på 1.000 kr. til Offerfonden.
Bornholms Politi foretog tirsdag kontrol med køretøjer, der kom med færgen fra Ystad kl. 09.50. To udenlandske køretøjer blev kontrolleret. Kontrollen gav ikke anledning til nogen anmærkninger.