Bornholms Politi: Uddrag af døgnrapporten den 6. juli 2026
Uddrag af døgnrapporten fra fredag den 3. juli kl. 07.00 til mandag den 6. juli kl. 07.00.
Beruset mand sigtet flere gange
En mand fra Nexø blev i løbet af weekenden sigtet for flere tilfælde af husfredskrænkelse samt indbrud i skure og garager i Rønne og Nexø. Derudover blev han sigtet for tyveri fra en personbil, hvori han havde taget ophold og var faldet i søvn. Politiet måtte yderligere rykke ud flere gange efter, at manden blev fundet i beruset tilstand forskellige steder, blandt andet ved Lidl i Rønne samt Lidl i Nexø. Det førte til, at han blev frihedsberøvet fredag aften og søndag formiddag. Han blev desuden sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen to gange.
Væltede træer
I forbindelse med fredagens blæsevejr fik Bornholms Politi flere henvendelser om væltede træer rundt omkring på øen, blandt andet på Sdr. Strandvej i Gudhjem, Haslevej i Rønne og ved Vestre Sømarksvej i Poulsker.
Musik til ulempe
Lørdag kl. 19.20 fik Bornholms Politi en anmeldelse om, at der blev spillet høj musik i området omkring Safirsøen ved Nyker Strandvej i nærheden af Sorthat. En patrulje kørte til stedet og fik kontakt til ejeren af en Soundbox, en 20-årig mand fra Aakirkeby, som indvilligede i at skrue gevaldigt ned for musikken.