Bornholms Politi: Uddrag af døgnrapporten den 9. februar 2026
Uddrag af døgnrapporten fra fredag den 6. februar kl. 07.00 til mandag den 9. februar kl. 07.00.
Bytur førte til diverse sigtelser
En 25-årig mand fra Rønne blev fredag og lørdag sigtet for adskillige forhold. Den første sigtelse fik han, efter at han fredag kl. 16.36 blev truffet af en patrulje, mens han stod på kørebanen på Snellemark. Patruljen skønnede, at han var påvirket af euforiserende stoffer og i forbindelse med en visitation blev han fundet i besiddelse af to klumper hash. Han blev derfor sigtet for at være i besiddelse af euforiserende stoffer.
Natten til lørdag kl. 04.34 blev samme 25-årige mand stoppet på knallert på Krystalgade i Rønne. En narkotest viste, at han var påvirket af euforiserende stoffer, og derudover havde han en alkoholpromille over det tilladte. Han blev derfor sigtet for narko- samt spirituskørsel.
Lørdag kl. 09.10 modtog Bornholms Politi en anmeldelse om forsøg på tyveri fra en bil. Ejeren af bilen havde fundet den 25-årige sovende i bilen på Egeløkken i Rønne. Bilen var blevet gennemrodet, men umiddelbart var der ikke stjålet noget. Der blev ligeledes anmeldt et forsøg på tyveri fra en ulåst garage, også på Egeløkken i Rønne, hvor skabe og reoler var blevet gennemrodet.
Kl. 09.35 kom der en anmeldelse om, at den 25-årige mand i nattens løb også havde begået indbrud i et hus på Smallesund i Rønne, hvor beboeren havde fundet den unge mand sovende på sit badeværelse lørdag morgen. Her var der blandt andet blevet stjålet et par briller.
Tyveri af skilt
Bornholms Regionskommune anmeldte fredag eftermiddag, at der var blevet stjålet et skilt med teksten ”Færdsel på isen er tilladt”, som netop var blevet sat op af Bornholms Brandvæsen ved Zahrtmannssøen i Rønne. Man kan orientere sig om, hvor færdsel på isen er tilladt på Bornholms Regionskommunes hjemmeside.
Urinering på offentlig gade
En 19-årig mand fra Allinge fik lørdag kl. 00.40 en bøde på 1.000 kr. for at urinere på offentlig gade på Store Torv i Rønne.
Cykeltyveri
Lørdag eftermiddag blev der anmeldt et tyveri af en rød el-mountainbike af mærket Trek fra Nørregade i Rønne. Søndag eftermiddag blev Bornholms Politi kontaktet af en borger, som havde fundet en cykel af samme beskrivelse med opbrudt lås på Sveasvej i Rønne. Politiet kunne konstatere at der var tale om den samme cykel, og en glad ejer blev herefter genforenet med sin cykel.
Brand
Bornholms Politi var søndag aften til stede på Dalegårdsvej i Olsker efter at der kl. 19.25 kom en anmeldelse om brand i en transformerstation. Flere husstande var i den forbindelse uden strøm i en kortere periode.
Færdsel
Politiets ATK-bil foretog fredag hastighedsmålinger på Munch Petersens Vej i Rønne. Her blev fem biler målt til at køre hurtigere end de tilladte 50 km/t. Den højeste hastighed blev målt til 72 km/t, hvilket giver et klip i kørekortet.Lørdag blev der målt hastighed på Torneværksvej i Rønne. Her blev fem biler målt til at køre hurtigere end de 40 km/t, som er tilladt. Den højeste hastighed var 52 km/t.