Bornholms Politi: Uddrag af døgnrapporten den 27. august 2026
Uddrag af døgnrapporten fra onsdag den 26. august kl. 07.00 til torsdag den 27. august kl. 07.00.
Færdsel
Onsdag kl. 21.43 blev en 19-årig ung mand fra Aakirkeby standset i sit køretøj på Gl. Rønnevej i Nexø. Manden blev herefter sigtet for overtrædelse af færdselsloven, da han førte sit køretøj hvortil højre forreste nærlys- samt begge forreste positionslyspærer var ude af funktion.
Torsdag kl. 00.04 blev en 27-årig mand fra Rønne stoppet på et motoriseret løbehjul på Østre Ringvej i Rønne. Manden blev herefter sigtet for at føre motoriseret løbehjul uden brug af cykelhjelm og fik en bøde på 1.500 kr.
Brand
Bornholms Politi fik onsdag kl. 20.18 en anmeldelse om brand på Pilevangen i Nexø. Her var der opstået ild i et parcelhus med kraftige flammer. Flere mennesker fra nærliggende huse blev evakueret mens slukningsarbejdet stod på af Bornholms Brandvæsen, samtidig blev der foretaget en afspærring grundet asbest fra taget. Ejeren af huset blev kørt til Bornholms Hospital til kontrol.
Dyr
Søndag den 16. august kl. 15.49 fik vi en anmeldelse om, at der var observeret to heste iført dækken i 20 graders varme i Åkirkeby på en mark. Politiet og en dyresagsbehandler kunne dog konstatere at der var tale om fluenet.