Fyns Politi beslaglæger fire paller ulovligt fyrværkeri
Fredag den 12. december beslaglagde Fyns Politi fire palle med ulovligt fyrværkeri i en lagerhal i Assens Kommune. To personer er sigtede i sagen.
Det var et anonymt tip, der fredag førte Fyns Politi til en adresse i Assens Kommune, hvor man fandt fire paller med i alt – lige under 1 ton – fyrværkeri.
Fyrværkeriet var pakket i 40 mindre papkasser og så ydermere ud til at være ompakket. Den samlede N.E.M. værdi for alle kasser er blevet udregnet til ikke under 148 kg. Rundt om kasserne var der placeret andre kasser af træ og pap.
Politikommissær Jesper Kjær fra Fyns Politi siger: ”Det er af helt åbenlyse grunde en meget alvorlig sag. Uforsvarlig opbevaring af så meget fyrværkeri er naturligvis både meget farligt og ulovligt.”
To mænd fra Assens Kommune sigtet i sagen
På adressen traf Fyns Politi en 40-årig mand, som på stedet blev sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven. Yderligere er en person - en 49-årig mand med tilknytning til sagen - blevet sigtet efterfølgende.
Det ulovlige fyrværkeri er blevet afhentet af Forsvaret og transporteret til destruktion, og efterforskning i sagen pågår.
”Man skal kun købe fyrværkeri af autoriserede forhandlere, og så skal man følge de sikkerhedsregler og anbefalinger der er, når man opbevarer og håndterer fyrværkeri, både for sin egen og andres skyld", siger Jesper Kjær.
Strafferammen i sager vedrørende ulovligt fyrværkeri er fra bøde og op til fængsel.
Fyns Politi anbefaler, at man anmelder eller tipper politiet via politi.dk, hvis man har viden om personer der opbevarer eller sælger ulovligt fyrværkeri. Dels fordi fyrværkeri kun må forhandles af autoriserede forhandlere og dels af sikkerhedshensyn, , da det kan være en meget risikabel affære at håndtere ulovligt fyrværkeri eller være uvidende nabo til et fyrværkerilager.
Fyns Politi minder samtidigt om, at det kun er lovligt at fyre fyrværkeri af fra den 31. december 2025 til og med den 1. januar 2026, og at man naturligvis kun må affyre lovligt fyrværkeri, og at det skal ske på en forsvarlig måde.
Pressekontakt
Kommunikationsrådgiver Sunniva Pedersen-Reng
Kommunikationsrådgiver Mads Boel
Pressetelefon: 9135 7902
E-mail: fyn-kommunikation@politi.dk