Spring til hovedindhold

Forslag

Fyns Politi

Nyhed

29. september 2022 09:59

Fyns Politi holder torsdag øvelse tre steder i politikredsen

Der foregår lige nu og resten af torsdag den 29. september en række uvarslede øvelser, der både kan ses og høres af borgerne i de berørte områder. Desuden vil der i forbindelse med øvelserne blive kørt udrykningskørsel.

Her kort efter klokken 10, torsdag gik en øvelse i gang på Sprogø i Storebælt, sidst på eftermiddagen starter en øvelse i og omkring Odense Tekniske Gymnasium på Munkebjergvej i Odense og samtidig afvikles en øvelse i og omkring TV2, Kvægtorvet på Rugaardsvej i Odense. De tre øvelser har været planlagt gennem længere tid. 

 

Det kan borgerne forvente

Borgerne i de berørte områder skal forvente, at de vil kunne høre både lyden af skud samt eksplosioner. Det er vigtigt at understrege, at der selvfølgelig bliver anvendt løse skud og løst sprængstof. Der vil også indgå personer forklædt som gerningsmænd. De kan blandt andet være maskerede og bevæbnede. 
Der vil under alle tre øvelsesscenarier blive kørt udrykningskørsel med både blå blink og udrykningshorn. 

”Vores vigtigste opgave i en virkelig situation er hurtigst muligt at stoppe ulykken, redde liv – og selvfølgelig fange gerningsmanden, hvis der er tale om en kriminel handling. For at kunne det, så kræver det, at vi øver os, så ingen er i tvivl om, hvordan de skal gøre i en skarp situation. Vi beklager, hvis øvelserne er til gene for nogen, men håber på forståelse for, at vi øver os for at kunne være så skarpe som muligt, når det virkelig gælder”, siger politikommissær Ehm Christensen, der er ansvarlig for dagens øvelser.

 

Øvelsen på Sprogø

På Sprogø vil det primært være bilister og togpassagerer på vej over Storebæltsforbindelsen, der bliver berørt. Fra klokken ca. 10:15 vil der kunne høres både skud og eksplosioner på øen, og derefter vil der blive indsat bevæbnet politi til at håndtere hændelsen, der altså bare er en øvelse!
Efterfølgende vil flere efterforskere ankomme til øen for at øve sporsikring og en række andre efterforskningsopgaver. Øvelsen på Sprogø slutter omkring klokken 13.

 

De to øvelser i Odense

Sidst på torsdag eftermiddag vil yderligere to øvelser udspille sig i Odense:
Fra Odense Tekniske Gymnasium på Munkebjergvej 130 indløber der omkring klokken 17 en anmeldelse til politiet om skyderi på skolen med flere dræbte og tilskadekomne. Under øvelsen træner politi og sundhedsmyndighederne håndteringen af et voldsomt skyderi med mange sårede og omkomne. Også under denne øvelse vil der være bevæbnet politi til stede. 
I øvelsen indgår også flere end 100 af skolens elever og flere politifolk som figuranter. 

Et kvarter efter øvelsen på Odense Tekniske Gymnasium er gået i gang, indløber endnu en alvorlig melding. Klokken 17:15 modtager de involverede i øvelsen en anmeldelse om, at der er taget gidsler på TV2 på Rugaardsvej i Odense. Det betyder, at der også i og omkring TV2 vil være bevæbnet politi og sundhedsmyndigheder til stede. 

”Øvelserne skal helst være så virkelighedsnære som overhovedet muligt, så vi er helt skarpe, hvis vi for alvor skal rykke ud. Derfor melder først ud om øvelserne her meget tæt på, at de går i gang. På den måde sikrer vi, at deltagerne ikke kan forberede sig på det, de skal arbejde med under øvelserne, men skal bruge deres viden og erfaring til at løse opgaven”, siger politikommissær Ehm Christensen.

Begge øvelser i Odense forventes at blive afblæst omkring klokken 20.
 

Pressekontakt 

Kommunikationsrådgiver Sunniva Pedersen-Reng
Kommunikationsrådgiver Mads Boel
Pressetelefon: 9135 7902
E-mail: fyn-kommunikation@politi.dk

 

Læs mere om pressekontakt

15. marts 2024

Fyns Politi

Sortebrødre Torv bliver fanzone før OB-FCK kamp søndag

Når OB søndag spiller superligakamp på hjemmebane mod FCK vil området omkring Sortebrødre Torv i Odense fra klokken ca. 12.000 til 15.00 blive omdannet til fanzone for de mange tilrejsende fans.

7. marts 2024

Fyns Politi

Fyns Politi forlænger lukningen af to rockerklubhuse

Fyns Politi forlænger lukningen af to rockerklubhuse i henholdsvis Odense og Nyborg. Opholdsforbuddet gælder frem til den 21. marts 2024, klokken 18.00.

1. marts 2024

Fyns Politi

Fyns Politi er klar til at byde politikadetter velkommen

Fyns Politi kan sidst på sommeren føje 8 politikadetter til styrken. De nye kadetter skal bidrage til opgaveløsningen i politiet, hvor det bl.a. vil være opgaver som transporter, bevogtning og tilsyn, som de nye kolleger skal bistå med.