Spring til hovedindhold

Forslag

Fyns Politi

Nyhed

28. december 2020 10:49

Fyns Politi: Der skal mindre knald på nytårsaften i år

Fyns Politi opfordrer alle borgere i politikredsen til at begrænse festlighederne nytårsaften, for selvom smittetrykket ser ud til at gå den rigtige vej igen på Fyn og i resten af DK, så skal vi stadig være påpasselige og vise ekstra hensyn et godt stykke tid endnu.

En noget anderledes nytårsaften venter fynboerne og resten af den danske befolkning. Store dele af landet er lukket ned til og med den 3. januar 2021, og forsamlingsforbuddet på max 10 personer er fortsat gældende. 

- Vi vil selvfølgelig have patruljer på gaden og være synlige, som vi plejer. Og selvom vi stadig vil have fokus på sikkerhed og orden, så kommer vi i år også til at kigge særligt efter, om folk forsamler sig mere end ti personer på pladser og torve og andre steder, siger chefpolitiinspektør Lars Bræmhøj fra Fyns Politi.

 

Fokus på forsamlingsforbud og forbud mod salg af alkohol efter kl 22

Ud over forsamlingsforbuddet er der nytårsaften indført forbud mod salg af alkohol fra kl. 22.00 til kl. 09.00 Nytårsdag, den 1. januar 2021 fra serveringssteder, butikker og andre lokaler og lokaliteter, hvilket derfor vil være et fokuspunkt for de betjente, som er på gaden. De forskellige restriktioner har til formål at forhindre unødig smittespredning.

- Vi har jo haft et par episoder her på Fyn, hvor forskellige former for serveringssteder har holdt åbent, selvom det ikke har været lovligt, så det kigger vi naturligvis også efter her på årets sidste aften, fortæller Lars Bræmhøj.

 

Håber på en rolig aften med mindre ballade og færre skader

Myndighederne henstiller generelt til, at alle i Danmark holder en mere rolig og afdæmpet nytårsaften end normalt.

- Jeg forventer at fynborene lytter og afholder en mere dæmpet nytårsaften, hvor man kun er sammen med de allernærmeste. Der skal simpelthen mindre knald på, siger Lars Bræmhøj og fortsætter:

- Hvis man skal prøve at se positivt på de her begrænsninger, som vi alle er underlagt i år, så kunne man jo håbe, at vi generelt vil se en mere rolig aften i år - med færre fyrværkeriskader på både mennesker, biler og postkasser, men nu må vi se. Vi er som altid forberedt på lidt af hvert, det er vi også nytårsaften, afslutter chefpolitiinspektøren.

Sundhedsmyndighederne anbefalinger til en mere Coronasikker nytårsaften: 

- Bliv hjemme hvis du har symptomer, er testet positiv eller er nær kontakt.
- Hold dig til dit eget nytårsselskab hele aftenen, også hvis I går udendørs. 
- Undgå steder, hvor mange mennesker typisk går hen nytårsaften. 
- Find alternative måder at ønske godt nytår til dine naboer, hils f.eks. hen over hækken, på hver sin altan eller over telefonen. 
- Aflys fælles fyrværkeriarrangementer eller –opvisninger, hvor flere mennesker fra nabolaget samles samme sted. 
- Lav aftaler for virtuelle nytårshilsner med venner og familie som du gerne ville have fejret nytåret med. 
- Uden for private boliger og haver i tilknytning hertil gælder forsamlingsfor-buddet på 10 personer.

Pressekontakt 

Kommunikationsrådgiver Sunniva Pedersen-Reng
Kommunikationsrådgiver Mads Boel
Pressetelefon: 9135 7902
E-mail: fyn-kommunikation@politi.dk

 

Læs mere om pressekontakt

14. februar 2026

Fyns Politi

Fyns Politi har i samarbejde med NSK udarbejdet et konfliktnotat omkring den aktuelle situation i Odense

Gennem en rum tid har der været utryghedsskabende hændelser i og omkring Odense. Det omfatter blandt andet bevidste påkørsler mellem biler i trafikken, voldelige hændelser samt eksplosionsbranden i Korsløkkeparken.

5. februar 2026

Fyns Politi

En 56-årig mand og en 64-årig mand dømt for bedrageri i millionklassen

Den 64-årige mand blev ved en straksdom i dag idømt et år og tre måneders fængsel. Mandag den 2. februar 2026 blev den 56-årige idømt halvandet års fængsel.

2. februar 2026

Fyns Politi

Status på hændelse i Korsløkkeparken natten til søndag

Fyns Politi efterforsker fortsat sagen fra søndag nat, hvor der skete en eksplosionsbrand i en beboelsesopgang i Korsløkkeparken.