Spring til hovedindhold

Forslag

Fyns Politi

Nyhed

20. januar 2025 08:30

Fyns Politi har rejst tiltale mod fire mænd i alderen 18 til 20 år i forbindelse med forsøg på at sprænge 4,4 kg sprængstof i en opgang på Nyborgvej i Odense

Den planlagte sprængning blev forsøgt udført hhv. den 28. og den 30. december 2023. Strafferammen er fængsel på livstid.

De fire tiltalte er unge mænd på hhv. 18, 19, 20 og 20 år.

 

Alle fire er tiltalt for at have forsøgt at forvolde en sprængning på offentligt sted under sådanne omstændigheder, at andres liv derved blev udsat for overhængende fare, idet de den 30. december 2023, ca. kl. 03.30 forsøgte at sprænge ca. 4,4 kg plastisk sprængstof i en opgang til en ejendom på Nyborgvej i Odense.  På det pågældende tidspunkt opholdt sig 25 personer i lejlighederne i opgangen, hvorfor en sprængning ville medføre at deres liv blev udsat for alvorlig fare. Det lykkedes ikke for de 4 unge mænd at komme ind i opgangen, og i stedet blev sprængstoffet klargjort til sprængning ved montering af et kanonslag ude foran opgangen. Sprængning mislykkedes dog, idet de tiltalte blev opdaget og forstyrret af en politibil, der ankom til adressen, hvorfor de forlod stedet.

 

Tre af mændene er ydermere tiltalt for at forsøge at gennemføre sprængningen dagen før, omkring midnat mellem den 28. og 29. december. Her måtte de dog opgive, fordi de ikke kunne få adgang til opgangen.

 

Alle fire mænd er tiltalt for at have været involveret i transporten af sprængstoffet.

 

Alle fire tiltalte har siddet varetægtsfængslet

To af de fire tiltalte mænd har siddet varetægtsfængslet siden deres anholdelse umiddelbart efter det sidste sprængningsforsøg den 30. december 2023. De sidste to af de tiltalte blev anholdt hhv. den 9. september 2024 og den 1. oktober 2024 og har siddet varetægtsfængslet siden.

 

Specialanklager ved Fyns Politi Daniel Dokkedahl siger: "Det er en meget alvorlig sag, hvor mange menneskers liv har været bragt i alvorlig fare. Sagen har krævet en intensiv efterforskning, og det er på baggrund af dens resultater, at vi nu ser frem til at bringe sagen for retten."

 

Sprængningsforsøg var sandsynligvis bestillingsjob

Det er politiets opfattelse, at den yngste af de tiltalte personer, der er svensk statsborger, var hyret til at indføre de 4,4 kg. sprængstof fra Sverige til Danmark den 28. december 2023. Det er herefter politiets vurdering, at sprængstoffet blev opbevaret forskellige steder på Fyn, inden gruppen af gerningsmænd over flere omgange forsøgte at anvende sprængstoffet til en bombesprængning på Nyborgvej i Odense.

 

Som beskrevet i tidligere pressemeddelelse, så er det Fyns Politis vurdering, at sprængstoffet blev placeret som led i en konflikt mellem enkeltpersoner, der færdes i det kriminelle bandemiljø i Odense. Det er dog ikke Fyns Politis vurdering, at sprængstoffet blev placeret som led i en egentlig bandekonflikt.

 

Hovedforhandlingen er planlagt til at begynde ved Retten i Odense den 24. februar 2025, og der er afsat 8 retsdage til behandling af sagen frem til den 4. april 2025, hvor der ventes afsagt dom i sagen.

Læs første pressemedddelelse udsendt om sagen

Pressekontakt 

Kommunikationsrådgiver Sunniva Pedersen-Reng
Kommunikationsrådgiver Mads Boel
Pressetelefon: 9135 7902
E-mail: fyn-kommunikation@politi.dk

 

Læs mere om pressekontakt

5. oktober 2026

Fyns Politi

52-årig mand idømt 14 års fængsel for drab

Manden er dømt for at have skudt og dræbt sin 54-årige ekskæreste den 1. september 2025 i Sanderum i Odense. Den dømte har udbedt sig betænkningstid i forhold til evt. anke. ​

30. september 2026

Fyns Politi

18 årig mand fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Odense

Den 18-årige blev sammen med en 15-årig ung mand anholdt den 29. september 2026. De er begge sigtet for omfattende kontaktbedrageri begået mod ældre borgere.

22. september 2026

Fyns Politi

Fyns Politi har tirsdag foretaget anholdelse af tre mænd i efterforskningen mod LS Busser ApS og øvrige selskaber

Anholdelserne sker efter en længere efterforskning mod ejere, ledere og medarbejdere i selskaberne. Ved dagens aktion blev der foretaget flere ransagninger både på Fyn og i Jylland.