Spring til hovedindhold

Forslag

Kåre er med til at udvide de politistuderendes horisont

"Jeg er med til at præge en af de vigtigste søjler i vores retsstat."

Kåre fra Politiskolen

Hvem er du, og hvad laver du i politiet?

Jeg er uddannet cand.mag. i dansk og samfundsfag fra Aalborg Universitet med et udvekslingssemester i statskundskab på Stockholm Universitet. Til daglig arbejder jeg på Politiskolen, hvor jeg underviser, vejleder og eksaminerer de politistuderende i samfundsvidenskabelige emner som demokrati, borgergrupper, forebyggelse og videnskabelig metode.

 

Hvordan hjælper dine kompetencer politiet på gaden?

Politiets arbejde er i større grad defineret ved at virke for borgerens tryghed, og for den enkelte nye betjent kræver det en viden om, hvad tryghed er for en størrelse, og hvordan forskellige borgergrupper opfatter tryghed. Dét hjælper jeg dem med.

Politiets arbejde er også udfordret af et mere komplekst og forandret kriminalitetsbillede, så relevante færdigheder i analysebaseret politiarbejde, som mit fag giver, kan skabe forståelse og motivation hos den enkelte betjent til at medvirke i målrettede indsatser i sit fremtidige arbejde.

 

Hvordan har din vej været ind i politiet?

Mit nuværende job er mit første job, efter jeg blev færdiguddannet. Til gengæld har jeg arbejdet både i Vejle og Brøndby, hvor Politiskolen har uddannelsescentre - og både med uddannelse af nye politifolk og eftervidereuddannelse af politikolleger.

 

Hvornår har du været mest stolt eller gladest i dit arbejde?

Jeg bliver stolt, når samfundets, politikernes og politiets målsætninger går op i en højere enhed i min undervisning, og jeg kan se, at mine studerende forstår forbindelsen og føler sig som en del af det samlede billede. Det viser sig for eksempel i undervisningen om hadforbrydelser, der har fået øget fokus hos alle aktører, og som sender et positivt signal om, at politiet er til for alle.

 

Hvornår begyndte du at overveje at søge job i politiet? Og hvorfor?

Under min studietid underviste jeg både på gymnasiet og universitetet, men efter endt uddannelse blev det tydeligt for mig, at jeg ville have et arbejde, hvor teori og praksis var tættere forbundet. Det får man mulighed for i politiet, hvor tilliden til dine faglige kompetencer er høj.

 

Hvad er det fedeste ved at arbejde i politiet?

At jeg er med til at præge en af de vigtigste søjler i vores retsstat, og at mit fag prioriteres af alle involverede, der ikke kun ønsker et politi, der håndhæver loven, men som også virker for tryghed og orden gennem forebyggende politiarbejde.

 

Du kan også møde Simon, der arbejder med at forebygge kriminalitet hos blandt andre de unge 

Vil du arbejde i politiet?

Jobopslag for ledige stillinger finder du på politiets jobportal. Når du klikker på knappen nedenfor, åbner job.politi.dk i et nyt vindue.

Ledige stillinger