Vil du vide mere om at arbejde med AI i Rigspolitiet?
Tag vores quiz her og udfyld med dine kontaktoplysninger. Så kontakter vi dig, hvis vi finder et match til en af vores stillinger.Et arbejdsområde i udvikling og en enormt meningsfuld opgave
I Rigspolitiet er vi i gang med at udvide vores AI-udviklingsenhed markant. Enheden leverer digitale redskaber, der understøtter politiets opgaver. Vi er i gang med at forme både organisering, metoder og samarbejdsformer. Du bliver altså en del af noget, der kun lige er begyndt - og får dermed mulighed for både indflydelse og ansvar. Der er kort fra idé til handling, da vi skal levere løsninger kontinuerligt, og du får mulighed for at påvirke, hvordan politiet arbejder med teknologi, data og AI fremover.
Du kan være med til at udvikle, drive og modne brugen af kunstig intelligens i politiets hverdag, både generelle generative AI-løsninger til alle, samt helt praktiske værktøjer, som letter sagsbehandlingen og frigør tid til kerneopgaven hos politiets operative personale - uanset om du er udvikler med en full-stack tankegang, eller jurist med styr på privacy by design.
Vi er ved at bygge en enhed, der sammen skal lykkes om at bygge nogle gode, forsvarlige løsninger, som kan bruges både af det administrative og det operative personale i politiet. Det er en enormt meningsfuld opgave.
- Ludvig Warrer, sektionsleder i Center for Digital Udvikling & AI

En rolle med faglig udfordring, udvikling og drøngode kolleger
Du vil indgå i tværfaglige teams, der arbejder på alt fra at få data og systemer til at spille bedre sammen, til at udvikle AI-modeller, automatiseringer og digitale assistenter. Vi arbejder agilt, eksperimenterende og tæt på praksis - og du vil få mulighed for at sætte dit præg på, hvordan AI bliver tænkt, bygget og anvendt i politiet. Det er korte projekter, minimumsprodukter og et fokus på kontinuerlig forbedring og løbende værdiskabelse.
Når du træder ind i Rigspolitiet, bliver du en del af en organisation, hvor faglighed, samarbejde og formål går hånd i hånd. Vi løser komplekse opgaver på tværs af enheder og fagligheder, og vi hjælper hinanden, når det gælder. Kulturen er præget af høj faglighed, tillid og et stærkt fællesskab, hvor man kan være sig selv også selvom tempoet til tider er højt.
Man bliver en del af et Rigspoliti, hvor der er masser af IT-faglig kompetence, men også masser af politikompetencer. Der er en god blanding af folk i t-shirts og skjorter. Og det giver en fed arbejdskultur og stemning.
- Stig Lundbech, IT-direktør
Hos os er det vigtigt, at du trives både professionelt og personligt. I den nye enhed er der særligt fokus på læring, udvikling og på at skabe et miljø, hvor man kan eksperimentere og tænke nyt. Samtidig er vi bevidste om, at vores arbejde har reel betydning for samfundet, hvilket er en drivkraft, som mærkes i hverdagen.

Som AI-specialist i Rigspolitiet ser du dit arbejde få liv ude i virkeligheden
I Rigspolitiet ser du tydeligt resultaterne af det, du laver. Når du bidrager til tilblivelsen af en AI-løsning, kan du se, hvordan den bruges af efterforskere, sagsbehandlere eller patruljer - og hvordan den frigør tid og skaber overblik og kvalitet.
Vi arbejder tæt på praksis og i tæt dialog med brugerne. Det betyder, at du hurtigt mærker, at dit arbejde gør en forskel - ikke bare på et systemniveau, men i politikollegaernes virkelighed.
Hvis man gerne vil se betydningen af sit arbejde, når man arbejder i politiet, så skal man bare følge med i nyhederne. Så har man et ret godt billede af, hvad ens arbejde betyder hver eneste dag.
- Mads Møldrup, afdelingschef for Operativ Teknologi
Som en del af teamet vil du opleve…
- En plads i et tværfagligt arbejdsområde i rivende udvikling, hvor du er med til at bygge området op
- Mulighed for at påvirke, hvordan Rigspolitiet arbejder med AI og data fremover
- En hverdag med både stor faglig frihed og tydeligt samfundsmæssigt formål
- Et arbejdsmiljø præget af tværfagligt samarbejde, tillid, nysgerrighed og eksperimenterende udvikling
- Gode vilkår for fleksibilitet og balance - med mulighed for hjemmearbejde og hybridarbejde
- Et job, hvor du ser teknologi blive til virkelighed - og gør en forskel for samfundet.