Spring til hovedindhold

Forslag

Københavns Politi

Nyhed

19. september 2022 16:12

29-årig mand sigtet for over 200 tilfælde af økonomisk bedrageri

Efter en omfattende efterforskning anholdt Københavns Politi i dag en 29-årig mand og sigtede ham for i alt 237 forhold af bedrageri og databedrageri for ca. 700.000 kroner.

Ved at udgive sig for at være ansat ved et rekrutteringsfirma er det lykkes en gerningsmand at franarre adskillige borgere deres personlige oplysninger. Efterfølgende er oplysningerne blevet misbrugt til at foretage onlinekøb på kredit i webshops med levering af varerne i udvalgte pakkeshops.

Efter en omfattende efterforskning af sagen slog Københavns Politi i dag til på en adresse på Amager og anholdt en 29-årig mand. Han er mistænkt og sigtet for 237 forhold af bedrageri og databedrageri for i alt ca. 700.000 kr.

Svindlen er foregået via de sociale medier, hvor jobsøgende borgere er blevet tilbudt rengøringsjobs. Her har de skulle udfylde en udvidet ansøgning, hvorved gerningsmanden har fået de nødvendige oplysninger. 

Den anholdte er også blevet sigtet i en række forhold, hvor han på DBA foregav at sælge trådløse høretelefoner og spillekonsoller. Her narrede han køberne til at overføre penge uden at sende varerne. Han er også mistænkt for i flere tilfælde via DBA selv at have købt computere, ure og smykker. Varerne er handlet mod forevisning af en ugyldig bankoverførsel, og sælgerne har derfor aldrig modtaget betaling.

”Det er en kynisk form for kriminalitet, hvor man udnytter den tillid, som andre mennesker viser. Det understreger, hvor vigtigt det er, at vi er meget påpasselige med at udlevere personlige oplysninger. Hvis man har den mindste fornemmelse af, der foregår noget tvivlsomt, så er det en god idé at få undersøgt nærmere, hvem man er i dialog med og måske helt afbryde kontakten,” siger vicepolitiinspektør Peter Reisz.

Find flere gode råd til at forebygge at blive udsat for økonomisk kriminalitet her.

Den 29-årige mand vil tirsdag blive fremstillet i grundlovsforhør i dommervagten i Københavns Byret med henblik på varetægtsfængsling. 

Til medier: For yderligere spørgsmål kontakt vicepolitiinspektør Peter Reisz på tlf. 51212986

Pressekontakt

Telefon: 35219260

29. oktober 2026

Københavns Politi

Københavns Politi opretter visitationszone på dele af Østerbro

Som en del af den tryghedsskabende indsats ved den kommende fodboldkamp mellem F.C. København og Brøndby IF opretter Københavns Politi en visitationszone, der dækker et område omkring Parken på Østerbro.

28. oktober 2026

Københavns Politi

Omfattende tyveri og hæleri af cykler udløser et år og tre måneders fængsel

En 39-årig mand blev tirsdag ved Københavns Byret dømt for en lang række tilfælde af tyveri og hæleri af cykler. Københavns Politi arbejder målrettet på at bekæmpe de organiserede cykeltyverier og det hæleri, der holder kriminaliteten i live.

23. oktober 2026

Københavns Politi

Efterlysning af mand for hæleri af værdifuldt armbånd

****OPDATERING 26/10-26: Den efterlyste mand er nu identificeret, og vi har derfor fjernet billeder og signalement fra efterlysningen.**** Københavns Politi deler billeder af en mand, som er mistænkt for hæleri af et meget dyrt armbånd, som tidligere på året er blevet meldt stjålet.