Spring til hovedindhold

Forslag

Københavns Politi

Nyhed

13. marts 2026 08:28

Bryllupstyve anholdt

I en koordineret aktion anholdt Københavns Politi onsdag tre personer, der mistænkes for målrettet at have begået indbrud i boliger, mens beboerne har deltaget i bryllupsfester.

Siden december har Københavns Politi efterforsket en række indbrud, hvor gerningsmændene tilsyneladende er gået efter boliger, hvor beboerne ikke har været hjemme, da de har været gæster til bryllupsfester.

Ved en koordineret aktion onsdag morgen slog politiet til på tre adresser i Rødovre, på Frederiksberg og i Københavns Sydhavn, hvor tre mænd på henholdsvis 26, 33 og 35 år blev anholdt. I forbindelse med anholdelserne blev der ransaget på adresserne, hvor der blev fundet forskellige effekter og værdigenstande, der formodes at være blevet stjålet ved indbruddene.

De anholdte mistænkes for i forskellige konstellationer at have begået fire indbrud samt et forsøg på indbrud. De fem forhold blev begået i december og januar – blandt andet på adresser på Amager og på den københavnske vestegn.

Den 26-årige og den 33-årige blev torsdag formiddag fremstillet i grundlovsforhør. Her blev den 33-årige varetægtsfængslet i 14 dage, mens den 26-årige overgik direkte til afsoning i en anden sag.

”Vi kan se, at gerningsmændene er gået målrettet efter steder, hvor de har vidst, at beboerne har deltaget i bryllupsfester og dermed ikke har været hjemme. Den videre efterforskning i sagen skal nu klarlægge, hvordan gerningsmændene har haft den viden, så det er på nuværende tidspunkt ikke noget, jeg kan udtale mig nærmere om,” siger politikommissær Bilal Hassan fra Københavns Politi.

Den 33-årige mand er ud over indbrud og forsøg på indbrud også sigtet for besiddelse af knap to kg hash, der blev fundet i forbindelse med politiets ransagninger.

Pressekontakt

Telefon: 35219260

27. marts 2026

Københavns Politi

Røveri på Vesterbro - kan du genkende gerningsmanden?

Københavns Politi efterforsker et røveri begået i 7-Eleven på Vesterbrogade og har brug for borgernes hjælp til at identificere den mistænkte gerningsmand.

26. marts 2026

Københavns Politi

Forlængelse af midlertidigt militært område i Nordhavn

Københavns Politi har givet samtykke til, at Forsvaret forlænger et midlertidigt militært område på Levantkaj ved Skagerakvej 4 i Nordhavn.

24. marts 2026

Københavns Politi

23-årig mand dømt i sag om omfattende kontaktbedrageri

En 23-årig dansk mand er i dag ved Retten på Frederiksberg blevet idømt en behandlingsdom for medvirken i en sag, hvor adskillige borgere blev udsat for omfattende og grov svindel.