Spring til hovedindhold

Forslag

Københavns Politi

Nyhed

15. december 2020 09:01

Ny kampagne sætter fokus på ansvarlig brug af fyrværkeri

En bred og fælles indsats skal være med til at sikre, at unge anvender fyrværkeri på ansvarlig vis. Samtidig er straffene for at affyre fyrværkeri mod borgere, politi og brandvæsen netop blevet skærpet.

Fra i dag og frem til den 31. december er det muligt at købe romerlys, raketter og heksehyl til nytårsaften. Desværre viser erfaringen, at det ikke er alle, der anvender fyrværkeri på ansvarlig vis, og derfor lancerer Københavns Politi, Københavns Kommune og Hovedstadens Beredskab nu en fælles kampagne med fokus på sikker brug af fyrværkeri.
 
Samtidig med kampagnen træder også ny lovgivning i kraft. Det betyder, at straffene for at rette fyrværkeri mod borgere, politi eller brandvæsen er øget med en tredjedel. 
 
»De fleste kan godt finde ud af at holde afstand, passe på og tage hensyn til hinanden, når der affyres fyrværkeri. Men sidste år så vi desværre, at der var nogle, som slet ikke kunne finde ud af det og derfor var til fare for omgivelserne. Derfor igangsætter vi nu en kampagne om forsvarlig brug af fyrværkeri, som både er rettet mod de unge og mod deres forældre for at inspirere til en snak med børnene om, at fyrværkeri skal bruges med omtanke. Alle københavnere skal kunne føle sig trygge i deres by – også omkring nytår,« siger Københavns overborgmester Lars Weiss (S). 
 
Den nye kampagne søsættes under sloganet ”Fyrværkeri er flot, men farligt – brug det ansvarligt”. Som led i kampagnen vil både gadeplansmedarbejdere fra Københavns Kommune og medarbejderne i de boligsociale helhedsplaner være opsøgende og uddele materiale til beboerne i flere boligområder, ligesom der via sociale medier og Aula vil komme materiale ud til skoleelever og deres forældre. Derudover vil politiet være synligt til stede og have ekstra fokus på handel med og brug af ulovligt fyrværkeri.
 
»Nu sætter vi sammen ind med denne kampagne, så vi forhåbentligt ikke ser episoder, som dem vi så sidste år, hvor fyrværkeri helt tankeløst blev rettet mod tilfældige borgere og politiet. Samtidig er de nye, skærpede straffe med til at understrege, at det kan have alvorlige strafmæssige konsekvenser, hvis man affyrer fyrværkeri mod andre,« siger politidirektør i Københavns Politi Anne Tønnes.

Som led i kampagnen har betjente fra Københavns Politis Forebyggelsessektion sammen med repræsentanter fra Hovedstadens Beredskab været på besøg i flere københavnske ungdomsklubber. Her er det blevet understreget, at de unge skal holde sig fra ulovligt fyrværkeri og kun anvende effekter, der er godkendt med et CE-mærke.
 
»Vi opfordrer de unge til at tænke sig om. Ikke alene af hensyn til vores mandskabs sikkerhed, men også de mennesker i nød, som vi rykker ud for at redde. Fyrværkeri er flot, men det kan blive de unge selv, der får brug for vores hjælp, hvis ikke de bruger fyrværkeriet ansvarligt og passer på sig selv og andre,« siger Jakob Vedsted Andersen, beredskabsdirektør i Hovedstadens Beredskab.
 
Det er kun tilladt at affyre fyrværkeri i perioden fra den 27. december til og med den 1. januar 2021.

 

Fakta:

Den nye strafskærpelse på en tredjedel ligger sig oven i dette strafniveau:

  • Straffen for at angribe personer i offentlig tjeneste er typisk i niveauet fra fængsel i 4 måneder til fængsel i 9 måneder.
  • Straffen for forsætlig fareforvoldelse ved affyring af fyrværkeri mv. er typisk i niveauet fængsel i 10-60 dage.

 

For yderligere pressespørgsmål kontakt:

Københavns Politi, pressetelefonen: 3521 9260
Københavns Kommune, pressetelefonen: 2125 1524
Hovedstadens Beredskab: 2912 5490 eller 3052 8219 

Pressekontakt

Telefon: 35219260

19. maj 2026

Københavns Politi

Mand efterlyses for vold og røveri

****OPDATERING 19/5-26**** Vi har nu identificeret den efterlyste mand. Vi har derfor fjernet billederne fra efterlysningen, og opfordrer medier og andre, der har delt billederne, til at gøre det samme. Københavns Politi beder om hjælp til at identificere en mand, der er mistænkt for vold og røveri begået den 19. april ved Tivoli og Københavns Hovedbanegård.

16. april 2026

Københavns Politi

Mistænkt i sag om drab i parkeringskælder fremstilles i grundlovsforhør

En 28-årig mand bliver i dag fremstillet i grundlovsforhør sigtet for et drab, der blev begået den 30. marts 2024. Den mistænkte blev i weekenden anholdt i Tyrkiet efter godt samarbejde mellem danske og tyrkiske myndigheder.

16. april 2026

Københavns Politi

Syv personer anholdt i politiaktion mod narkocentral

Syv personer i alderen 19-47 år er onsdag blevet anholdt og sigtet for at drive en narkocentral og for at stå bag flere end 200 handler med kokain og MDMA.