Spring til hovedindhold

Forslag

Københavns Politi

Nyhed

7. januar 2021 11:08

Opholdsforbud indføres i et område på Christiania

Fra den 7. januar 2021 til og med den 13. januar 2021 vil det være midlertidigt forbudt at tage ophold i Pusher Street og Green Light District på Christiania i tidsrummet mellem kl. 10-24. Torsdag den 7. januar 2021 dog fra kl. 12-24. Opholdsforbuddet indføres som et led i indsatsen mod Covid-19, særligt for at bekæmpe den mere smitsomme, britiske virusvariant.

Opholdsforbuddet træder i kraft i dag, torsdag den 7. januar 2021 kl. 12.00. Det gælder foreløbigt i følgende tidsrum:

 

  • Torsdag den 7. januar 2021 fra kl. 12.00 til kl. 24.00.
  • Fredag den 8. januar 2021 fra kl. 10.00 til kl. 24.00.
  • Lørdag den 9. januar 2021 fra kl. 10.00 til kl. 24.00.
  • Søndag den 10. januar 2021 fra kl. 10.00 til kl. 24.00.
  • Mandag den 11. januar 2021 kl. 10.00 til kl. 24.00.
  • Tirsdag den 12. januar 2021 kl. 10.00 til kl. 24.00.
  • Onsdag den 13. januar 2021 kl. 10.00 til kl. 24.00.

Perioden kan forlænges, hvis politiet skønner det nødvendigt. 

Københavns Politi har vurderet, at et midlertidigt opholdsforbud er nødvendigt for at forhindre smittespredning med Covid-19 i området. 

Politiet har i nogen tid kunnet konstatere, at der dagligt har været mange mennesker samlet i navnlig Pusher Street og Green Light District på Christiania. Det er sket på en måde og i et sådant antal, at vi skønner, at det er i strid med sundhedsmyndighedernes generelle anbefalinger vedrørende en nedbringelse af smitterisikoen for covid-19. 

Konkret har vi i flere dage set mange grupper af personer, som har opholdt sig i området på samme tid. Det har betydet, at der samlet set har befundet sig mange mennesker på stedet uden at dette på forhånd var planlagt. Derfor har Københavns Politi samlet set vurderet, at mindre indgribende foranstaltninger ikke er tilstrækkelige i den nuværende situation. Forbuddet nedlægges i erkendelse af Covid-19-situationen efter god dialog med Fonden Fristaden Christiania.

»Vi står i en rigtig alvorlig situation, hvor smitten er alt for høj. Derfor skal vi nu til at holde ekstra god afstand for at undgå yderligere smittespredning. Det har der været udfordringer med i området på Christiania, hvor vi flere gange har set for mange mennesker samlet for tæt. Derfor har vi vurderet, at det er nødvendigt med et midlertidigt opholdsforbud,« siger politidirektør Anne Tønnes. 

Opholdsforbuddet skal også ses i lyset af de skærpede restriktioner for at begrænse smittespredningen med covid-19, som er indført fra den 6. januar 2021. De betyder, at forsamlingsforbuddet nu er skærpet fra ti til fem personer og at sundhedsmyndighederne nu anbefaler, at man holder to meters afstand til andre, når man færdes i det offentlige rum, i stedet for en. 

Opholdsforbuddet betyder, at der ikke må tages ophold i det pågældende område mellem kl. 10-24. I dag, torsdag, dog mellem kl. 12-24. Almindelig færden, dvs. gå- og løbeture, hundeluftning osv., er dog fortsat tilladt. 

Hvis forbuddet ikke overholdes, risikerer man en bøde på 2.500 kr. 

Københavns Politi vil i den kommende tid være til stede på og omkring Christiania i de nævnte tidsrum.  

Kort over opholdsforbudsområdet i Pusher Street og Green Light District

For opfølgende spørgsmål om politiets tilstedeværelse på Christiania kan medier kontakte politiinspektør Tommy Laursen på tlf. 9350 0200.  

 

Pressekontakt

Telefon: 35219260

1. april 2025

Københavns Politi

17-årig svensk dreng idømt otte års fængsel for drabsforsøg på Blågårds Plads

Københavns Byret har idømt en ung svensker otte års fængsel for at have ladet sig hverve til at begå drab på Nørrebro. Ingen blev ramt, da han affyrede et enkelt skud på Blågårds Plads den 31. juli 2024.

1. april 2025

Københavns Politi

Tre mænd tiltalt for skuddrab på åben gade i København

En 20-årig svensk statsborger er tiltalt for at have dræbt en 37-årig mand med flere skud på hjørnet af Nyropsgade og Herholdtsgade i Indre By den 19. oktober 2023. To danske statsborgere er tiltalt for at have deltaget i planlægningen af drabet.

20. marts 2025

Københavns Politi

To mænd dømt i stor sag om hvidvask - yderligere to sigtet

Efterforskningen af et større hvidvasknetværk har i denne uge både ført til domme til bagmænd og nye sigtelser i sagen.