Spring til hovedindhold

Forslag

Københavns Politi

Nyhed

27. maj 2025 12:52

Tre mænd dømt for hadmotiveret overfald

To mænd på 18 år og en mand på 20 år er idømt fængselsstraffe for vold mod to mænd på Rådhuspladsen nytårsnat 2023-24. Retten har fundet, at overfaldet var en hadforbrydelse med baggrund i de forurettedes seksuelle orientering.

Nytårsnat 2023-24 traf gerningsmændene de to forurettede mænd på Rådhuspladsen. De kom med homofobiske tilråb mod mændene og overfaldt dem derefter med adskillige slag, spark og tramp på kroppen og i hovedet.

 

Tirsdag har Københavns Byret kendt de tre mænd skyldige i grov vold mod den ene forurettede og vold mod den anden.

 

Den ene af de dømte, en 18-årig mand, filmede overfaldet og delte det efterfølgende på et socialt medie. Han er derfor kendt skyldig i overtrædelse af straffelovens § 264 d, som gør det strafbart at dele billeder eller video af personer under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget en bredere kreds – i dette tilfælde personer, der bliver udsat for vold.

 

”Det var et særdeles groft overfald, og vi har i retten fremlagt dokumentation for, at det skyldtes de forurettedes seksuelle orientering. Derfor er jeg tilfreds med, at retten på den baggrund har skærpet fængselsstraffene til de tre dømte,” siger anklager Sebrina Blaaberg.

 

Københavns Politi blev bekendt med videoen af overfaldet i forbindelse med efterforskningen af en anden sag. I klippet ser man to af gerningsmændene, og de blev derfor offentligt efterlyst i april 2024 og anholdt samme dag. Få dage senere blev den tredje mistænkte, der filmede overfaldet, anholdt.

 

Den 20-årige mand er desuden blevet dømt for at have tildelt en ukendt person et slag i ansigtet i et S-tog samme nytårsaften kort før overfaldet på Rådhuspladsen. Han er blevet idømt 10 måneders fængsel, og da han er pakistansk statsborger, har han fået en advarsel om udvisning. Han modtog dommen.

 

Den 18-årige mand, der deltog i volden og optog hændelsen, er blevet idømt otte måneders fængsel samt et forbud mod at opholde sig i nattelivet gældende i seks måneder. Han modtog ligeledes dommen.

 

Den anden 18-årige blev idømt seks måneders fængsel. Han udbad sig betænkningstid i forhold til en eventuel anke.

Pressekontakt

Telefon: 35219260

28. maj 2025

Københavns Politi

Mand anholdt for medvirken til kontaktbedragerier for flere millioner

Københavns Politi forventer, at der vil ske flere anholdelser i sagen

27. maj 2025

Københavns Politi

Mand anholdt efter dna-match i otte år gammel voldtægtssag

En 42-årig mand fremstilles tirsdag i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling for at have voldtaget en kvinde på Amager i 2017.

16. maj 2025

Københavns Politi

Nattelivszonerne i København forlænges

Københavns Politi forlænger fire nattelivszoner, så alle nattelivszoner i politikredsen nu gælder til og med den 31. maj 2027.