Spring til hovedindhold

Forslag

Københavns Vestegns Politi

Nyhed

20. december 2024 09:55

Dømt skyldig i dødsulykke

En rumænsk mand skal seks år i fængsel og udvises af Danmark efter at have påkørt en kvindelig bilist, som omkom.

Retslogo Glostrup

Retten i Glostrup har idømt en 22-årig rumænsk mand seks års ubetinget fængsel og udvist ham af Danmark for bestandigt efter at have kendt ham skyldig i uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder i forbindelse med en dødsulykke på Roskildevej ved Hallands Boulevard i Taastrup.

 

Ulykken skete søndag aften den 18. februar, fordi den 22-årige, som var stærkt spirituspåvirket, påkørte en kvindelig bilist bagfra i høj fart. Kollisionen var så voldsom, at hun omkom på stedet.

 

I det foregående kryds ved Frøgård Allé kørte tiltalte direkte over for rødt og ramte derved en anden bils sidespejl, hvorefter han påkørte kvinden i det næste kryds.

 

Tiltalte forsøgte at flygte efter ulykken, slog en anden bilist og slog og truede to betjente. Han har siddet varetægtsfængslet siden.

 

Fredag den 13. december dømte retten den 22-årige for kørsel med en promille på 2,18 og særlig hensynsløs kørsel. 

 

"Vores trafikkultur bygger på gensidig tillid og ansvar. Denne frygtelige ulykke kunne være undgået, hvis tiltalte havde taget sit ansvar alvorligt. Men han valgte at køre påvirket, køre for stærkt og køre videre, selvom han ikke havde kontrol over bilen – og det skal vi som samfund ikke acceptere,” sagde senioranklager Mie Schjøtt-Kristensen i sin procedure.

Udover fængsel og udvisning konfiskerede retten tiltaltes bil og frakendte ham førerretten i syv år.

Dømte har taget betænkningstid og er fortsat fængslet efter dom. 

Hjælp og rådgivning til pårørende og vidner

Offerrådgivningen tilbyder gratis, anonym støtte til ofre, vidner og pårørende til voldsomme hændelser. Har du, dine nærmeste eller bekendte behov for at tale med nogen efter en hændelse, så kan Offerrådgivningen på Vestegnen altid fanges på telefon 116 006 og tryk 2 for Sjælland og Bornholm.

 

Pressekontakt

Telefon: 4026 3704
E-mail: kbhv-presse@politi.dk

26. marts 2026

Københavns Vestegns Politi

Far forvoldte sit spædbarns død

En 30-årig mand er ved Retten i Glostrup idømt syv års fængsel for vold af særlig farlig karakter med døden til følge mod sin to måneder gamle søn.

26. marts 2026

Københavns Vestegns Politi

Fængsel til seks personer for frihedsberøvelse og afpresning

En kvinde og fem mænd i alderen 21 til 32 år er alle idømt mellem 6 måneder og 5½ års fængsel for at have medvirket til at frihedsberøve en kvinde i 30’erne og afpresset hende for at få hende til at betale 100.000 kroner.

24. marts 2026

Københavns Vestegns Politi

21-årig idømt anbringelse for drab

En 21-årig mand er ved Retten i Glostrup idømt tidsubestemt anbringelse på en sikret psykiatrisk afdeling for drab på en jævnaldrende mand i Hvidovre