Spring til hovedindhold

Forslag

Københavns Vestegns Politi

Nyhed

21. februar 2025 17:42

Lange fængselsstraffe til søskende

Retten i Glostrup har i dag dømt fire søskende for at holde deres bror indespærret i 35 døgn under grove omstændigheder. Retten skærpede en af søstrenes straf, fordi hendes rolle i frihedsberøvelsen var motiveret af offerets seksuelle orientering – og dermed er sagen er den første af sin art i dansk retshistorie.

Retslogo Glostrup

Fredag eftermiddag afsagde Retten i Glostrup dom i en usædvanlig sag, hvor fire søskende – tre søstre på 21, 25 og 27 år samt en bror på 26 år – blev fundet skyldige i langvarig frihedsberøvelse, grov vold og vold mod deres bror. 

Sagen startede den 11. september 2023, hvor politiet rykkede ud til en adresse i Brøndby efter en anmeldelse fra en nabo, der hørte en mand råbe om hjælp. På stedet fandt politiet en svækket og underernæret mand indespærret i et lille rum, som målte 2,20 meter i længden, 1,20 meter i bredden og 2,16 meter i højden, uden lys, vinduer eller adgang til sanitære forhold.

Han blev befriet og straks indlagt på hospitalet, mens de fire mistænkte søskende blev varetægtsfængslet dagen efter.

 

Politiets efterforskning afdækkede, at offeret havde været indespærret i de forudgående 35 døgn, og at han under frihedsberøvelsen blev udsat for vold, ignoreret og nægtet basal omsorg, herunder mad og drikke i perioder.

 

I forhold til den 25-årige søster lagde retten vægt på, at hendes rolle var motiveret af en modvilje mod offerets seksuelle orientering. Dette førte til, at retten skærpede hendes straf i medfør af straffelovens § 81, stk. 1, nr. 6. 

 

"Dommen markerer klart, at alle har friheden til at leve det liv, man vil, og elske dem, man vil – det skal ingen andre gennemtvinge, styre eller kontrollere," siger senioranklager Caroline Sophia Tarrow fra anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi.

 

Søsteren på 25 år blev således idømt en skærpet straf på tre år og seks måneders fængsel. De to andre på 21 og 27 år blev idømt henholdsvis et år og seks måneders fængsel samt to år og seks måneders fængsel for deres roller.

 

Alle fire søskende er italienske statsborgere, og den 21-årige søster blev derfor udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år, mens de to andre blev udvist for bestandigt.

 

Den 26-årige bror blev idømt en behandlingsdom uden længstetid på en psykiatrisk afdeling og skal udvises for bestandigt. 

Søstrene på 25 og 27 år modtog dommen, og den 21-årige ankede på stedet. Broren tog betænkningstid mht. anke.

Alle er fortsat fængslet efter dommen.

Pressekontakt

Telefon: 4026 3704
E-mail: kbhv-presse@politi.dk

13. august 2025

Københavns Vestegns Politi

Vis små elever ekstra hensyn ved skolestart

Skolestarten betyder, at mange mindre børn nu igen færdes til og fra skole – nogle endda for første gang. De yngste elever mangler rutine i at færdes i trafikken, og derfor opfordrer Københavns Vestegns Politi alle trafikanter til at være ekstra opmærksomme ved skolerne.

30. juli 2025

Københavns Vestegns Politi

Glostrup: Efterlyser en mand i mørkt tøj med hovedbeklædning

Efter skud mod en mand i 30’erne tirsdag aften i Glostrup efterlyser Københavns Vestegns Politi oplysninger om en mand i mørkt tøj, som løb fra gerningsstedet.

30. juli 2025

Københavns Vestegns Politi

Vidner efterlyses efter skudepisode i Glostrup

Københavns Vestegns Politi efterforsker en skudepisode tirsdag aften på Grankoglen i Glostrup og efterlyser vidner eller andre med oplysninger i sagen.