Spring til hovedindhold

Forslag

Københavns Vestegns Politi

Nyhed

4. februar 2025 09:14

Påkørte cykelryttere: Udsigt til fængsel

Anklagemyndigheden har nu rejst tiltale mod føreren af et kraftigt tohjulet elektrisk køretøj, som påkørte cykelryttere i et cykelløb i Hvidovre. To af rytterne kom alvorligt til skade, og anklagemyndigheden lægger op til en lang fængselsstraf.

To betjente motorcykel og bil

Den 7. september kl. 16.45 blev et felt på 33 cykelryttere påkørt af føreren af et modkørende tohjulet kraftigt elektrisk køretøj, hvorved to ryttere kom alvorligt til skade, og flere andre væltede.

Føreren af det elektriske køretøj, en 24-årig mand fra Hvidovre, kom selv alvorligt til skade ved uheldet. Han blev varetægtsfængslet dagen efter, og det er han fortsat.

Nu har anklagemyndigheden rejst tiltale mod ham for en række overtrædelser af færdselsloven, for grov vold mod de to tilskadekomne cykelryttere og for at forvolde nærliggende fare for de øvrige i cykelfeltet. Tiltalerne falder ind under skærpelserne for vanvidskørsel, og anklagemyndigheden lægger op til en længere fængselsstraf.

På ulykkesdagen blev der afviklet et cykelløb i Hvidovre på en midlertidig ’cykelbane,’ hvor flere veje var lukket og afspærret for andre end cyklister og fodgængere. 

Men ifølge anklageskriftet kørte den tiltalte direkte forbi de skilte og poster med røde flag, som ellers skulle spærre adgangsvejene til cykelløbsområdet.

I krydset ved Hvidovrevej og Vestkær Allé fortsatte han med ikke under 40 kilometer i timen frontalt ind i cykelfeltet, som modgående kørte med omkring 50 kilometer i timen. 

Fordi tiltaltes køretøj kunne køre over 40 kilometer i timen skulle det ifølge anklagemyndigheden være kategoriseret som en stor knallert, selvom det i udseende minder om en kraftig cykel.
En stor knallert skal være registreret med nummerplade og forsikret, og føreren skal have kørekort til personbil, men køretøjet var uregistreret, uden forsikring og tiltalte havde ikke kørekort.

Tiltalte blev oprindelig også sigtet for narkokørsel, men den sigtelse er siden frafaldet som grundløs.  

Han har indtil videre nægtet sin skyld. 

Retten afgjorde onsdag den 29. januar, at tiltalte skal forblive varetægtsfængslet, indtil sagen afgøres i retten i slutningen af marts.

Pressekontakt

Telefon: 4026 3704
E-mail: kbhv-presse@politi.dk

22. juli 2026

Københavns Vestegns Politi

Tre anholdt for bedrageri mod ældre kvinde

To mænd og en kvinde er onsdag anholdt efter en koordineret politiaktion i Københavnsområdet. De er mistænkt for at stå bag et bedrageri, hvor en kvinde sidst i 70'erne blev franarret guldsmykker for omkring 200.000 kroner.

17. juli 2026

Københavns Vestegns Politi

Endnu en mistænkt fængslet for drabsforsøg

Retten i Glostrup har i dag varetægtsfængslet en 28-årig tysk statsborger for drabsforsøg ved at afskyde en panserværnsraket mod et rækkehus med to voksne og fire børn på Rødkælkevej i Glostrup natten til 23. april. Dermed er tre mistænkte varetægtsfængslet i sagen.

17. juli 2026

Københavns Vestegns Politi

To mænd idømt fængsel for at arrangere ulovlige gaderæs

To unge mænd skal nu i fængsel for deres roller i at afvikle ulovlige gaderæs i Høje-Taastrup. Dommen gentager et klart signal: Man risikerer fængsel for at arrangere ulovlige gaderæs på offentlige veje.