Spring til hovedindhold

Forslag

Københavns Vestegns Politi

Nyhed

10. juni 2026 11:22

Syv anholdt efter panserværnsraket-affyring i Glostrup

Et tæt samarbejde mellem dansk, svensk og tysk politi har ført til anholdelsen af syv personer, der mistænkes for forskellige roller i sagen om en panserværnsraket-affyring mod et hus i Glostrup i april.

Politilogo på patruljebil

Foto: Niclas Jessen

Københavns Vestegns Politi har i tæt samarbejde med svensk og tysk politi gennemført en koordineret anholdelsesaktion i Danmark, Sverige og Tyskland.

 

Målet med aktionen har været at anholde personer, som mistænkes for at have haft forskellige roller i forbindelse med panserværnsraket-affyringen mod et hus på Rødkælkevej i Glostrup den 23. april. Ifølge politiets efterforskning skete angrebet som led i et opgør i det kriminelle miljø.

 

Ingen personer kom til skade ved angrebet, men der skete omfattende materielle skader.

 

Dagens anholdelser er resultatet af en omfattende efterforskning, som Københavns Vestegns Politi har gennemført i samarbejde med svenske og tyske myndigheder samt Europol.

 

Politiet mistænker de syv anholdte for at have haft forskellige roller i forbindelse med attentatforsøget.

De anholdte er seks mænd i alderen 23 til 28 år samt en 21-årig kvinde.

 

Efterforskningen peger på, at fire af de anholdte har haft centrale roller i sagen. Det drejer sig om to mænd, der er anholdt i hovedstadsområdet, en mand anholdt i Stockholm og en mand anholdt i Köln.

 

Tæt europæisk samarbejde

”Der er grund til at rose det tætte og rigtig gode samarbejde, vi har haft med svensk og tysk politi samt Europol i forbindelse med sagen. Det tætte europæiske samarbejde har været afgørende for dagens aktion,” siger vicepolitiinspektør Morten Rosendal, Københavns Vestegns Politi.

 

Fremstilles senere i dag

To af de anholdte personer bliver senere i dag fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Glostrup.

 

To af de anholdte i Sverige og Tyskland vil blive fremstillet for en dommer i de respektive lande med henblik på udlevering til Danmark.

I forbindelse med grundlovsforhøret vil anklagemyndigheden anmode om lukkede døre.

 

”Efterforskningen fortsætter, og vi kan ikke udelukke, at der kan komme yderligere anholdelser i sagen,” siger Morten Rosendal.

 

Af hensyn til den videre efterforskning og det kommende grundlovsforhør har Københavns Vestegns Politi ikke yderligere kommentarer til sagen på nuværende tidspunkt.


Pressekontakt

Telefon: 4026 3704
E-mail: kbhv-presse@politi.dk

18. september 2026

Københavns Vestegns Politi

Dømt for flere voldtægter

En 43-årig mand fra Brøndby Strand er idømt fem års fængsel for gentagne voldtægter af sin daværende hustru og voldtægt af en kvinde, som han kørte som taxachauffør. Han blev samtidig udvist af Danmark i 12 år.

17. september 2026

Københavns Vestegns Politi

Lattergas-screener: Tre bilister dømt for lattergaskørsel

Retten i Glostrup har nu dømt tre bilister for at køre med lattergas i blodet. I alle tre sager indikerede et screeningsapparat, som politiet aktuelt tester, lattergas i førernes udåndingsluft. Efterfølgende blodprøver påviste lattergas i blodet.

16. september 2026

Københavns Vestegns Politi

Fængselsstraf til lattergaspusher

En 33-årig mand fra Brønshøj skal tre måneder i fængsel for 18 handler med i alt 470 flasker lattergas forskellige steder på Vestegnen.