Spring til hovedindhold

Forslag

Københavns Vestegns Politi

Nyhed

7. december 2021 10:28

Status tirsdag formiddag vedr. skudepisode i Herlev

Københavns Vestegns Politi efterforsker en skudepisode, hvor to mænd er skudt natten til tirsdag. Den ene er afgået ved døden, mens den andens tilstand betegnes som stabil og uden for livsfare. Politiet forbinder en sort stjålet Skoda Roomster med episoden og søger vidner, som har set den.

Københavns Vestegns Politi

Københavns Vestegns Politi modtog klokken 01.04 natten til tirsdag en anmeldelse om, at en mand med en skudlæsion var indbragt til et hospital fra Ring 4 ved Krebsdammen i Herlev.

Der er tale om en 25-årig mand, som var ramt af skud i hovedet. Han bliver aktuelt hospitalsbehandlet. Hans tilstand betegnes lige nu som stabil og uden for livsfare.

Københavns Vestegns Politi har siden været talstærkt i området omkring Krebsdammen og koncentreret sin indledende efterforskning her.  

En hundepatrulje fandt ved 3-tiden i nat på et grønt område ved Krebsdammen en yngre mand, der var dræbt med skud. Han er tirsdag formiddag identificeret som en mand i 20'erne, og de pårørende er endnu ikke underrettet.

I nærheden på Krebsdammen holdt en sort Skoda Roomster personbil, som politiet forbinder med sagen.

Bilen er stjålet med rette nøgle nær Roskilde den 1. december og Københavns Vestegns Politi søger vidner, der måtte have set bilen siden – fx parkeret et sted – eller op til hændelsen i nat.

”Vi arbejder lige nu intensivt på at klarlægge hændelsesforløbet, og derfor hører vi gerne høre fra vidner, som har bemærket noget omkring Krebsdammen omkring 1-tiden. Vi er også interesseret i oplysninger om den sorte Skoda, som kan være set i Herlev-området efter midnat eller være set et andet sted i løbet af den sidste uges tid,” siger efterforskningschef og politiinspektør Michael Hellensberg, Københavns Vestegns Politi.

Politiinspektøren tilføjer, at hændelsen bliver efterforsket ud fra, at der meget vel kan være en sammenhæng med de seneste skyderier i Storkøbenhavn. Han understreger dog samtidig, at der efterforskes bredt for at klarlægge det præcise hændelsesforløb og motiverne bag.

I gang hele natten
Københavns Vestegns Politis undersøgelser i området i løbet af natten og morgentimerne medførte forstyrrelse af morgentrafikken til omkring klokken 6.30, hvor Ring 4 blev åbnet efter en afspærring. 
I løbet af dagen vil politiets efterforskning fortsætte i området, og Københavns Vestegns Politi vil i øvrigt have skærpet sit operative fokus i kvarteret.

Mobil politistation ude
Københavns Vestegns Politi kan kontaktes døgnet rundt på telefon 4386 1448.
Lokalpolitiet i Herlev vil være til stede i Hækmosen foreløbig til ud på eftermiddagen, og borgere i kvarteret er meget velkomne til at komme forbi og tale med deres lokalbetjent.
 
Til pressen
Ved interesse vil der via pressetelefon 4026 3704 og pressemail kbhv-presse@politi.dk være mulighed for at aftale et kortere interview med politiinspektør Michael Hellensberg om den konkrete hændelse fra klokken 10.30 og 11.15. 

 

 

Pressekontakt

Telefon: 4026 3704
E-mail: kbhv-presse@politi.dk

10. juli 2024

Københavns Vestegns Politi

Politiet råder: Hjælp dine forældre og bedsteforældre mod svindlere

For tiden lokker svindlere kreditkort og PIN-koder ud af ældre eller overtaler dem til at overføre penge for at lænse deres konto. Tal med dine ældre familiemedlemmer, så de ikke mister store beløb, opfordrer efterforskningsleder.

4. juli 2024

Københavns Vestegns Politi

Tre narkohandlere fik i alt 38 års fængsel

Retten i Glostrup har idømt tre mænd henholdsvis 11, 13 og 14 års fængsel for salg af store mængder amfetamin og kokain i 2023.

21. juni 2024

Københavns Vestegns Politi

Rocker dømt for skyderi

26-årig medlem af rockerklub idømt 5 års fængsel i forbindelse med skudepisode i Brøndby Strand