Spring til hovedindhold

Forslag

Københavns Vestegns Politi

Nyhed

23. marts 2021 12:51

Tesla konfiskeret efter gaderæs

Retten i Glostrup har konfiskeret en værdifuld Tesla og idømt ejeren betinget fængsel, bøde og frakendt ham kørekortet.

Lasermåling

”Thi kendes for ret: Hos tiltalte konfiskeres personbil, Tesla Model S.” 

Sådan lød Retten i Glostrups dom i går. 

Dommen blev afsagt efter en straffesag i sidste uge, hvor to mænd på 22 og 35 år var tiltalt for særlig hensynsløs kørsel.

Retten fandt dem skyldige i at have kørt om kap mod hinanden dør-om-dør i en VW Golf R og en Tesla model S med op mod 145 kilometer i timen på en strækning i byzone med tilladt 50 kilometer i timen.

Kapkørslen skete under ulovligt gaderæs på Baldersbuen i Hedehusene fredag den 1. maj 2020 kl. 22.15 med tilskuere i nærheden.

Færdselsbetjente i aktion mod netop ulovligt gaderæs fik efter en fartmåling standset de to biler og rejst sigtelse mod de to førere. 

Tesla’en blev siden beslaglagt af politiet i juni med en retskendelse på grund af den grove forseelse.

Fordi en anden var ejer af Golf’en, kunne denne ikke beslaglægges.

Frihedsstraf, bøde og mistet kørekort

Retten afgjorde, at begge straffes med fængsel i 30 dage, som blev gjort betinget, hvis de ikke begår strafbart forhold i en prøvetid på et år, udfører 40 timers samfundstjeneste og er under tilsyn af Kriminalforsorgen i prøvetiden.

De fik hver en tillægsbøde på en nettomånedsløn, hvilket kostede den 22-årige 18.500 kroner og den 35-årige 12.500 kroner, og blev frakendt førerretten i seks måneder.

Dertil konfiskerede retten så den 35-åriges Tesla. Den er anslået flere hundredetusinde værd, bliver nu solgt, og et eventuelt overskud tilfalder staten.

”Jeg synes, at retssystemet sender en meget tydelig besked til dem, der kører ræs på offentlige gader og veje: Det her kan koste fængsel, kørekort, bøde og bil. Da vi oplever, at straffen nogen gange overrasker tiltalte i de her sager, håber jeg, en dom som denne sætter tanker i gang hos andre,” siger specialanklager Charlotte Møgelhøj, anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi.

De dømte har nu mulighed for at anke inden for to uger. 

 

 

Relateret nyhed

Tesla beslaglagt efter gaderæs (05-06-2020)

Pressekontakt

Telefon: 4026 3704
E-mail: kbhv-presse@politi.dk

15. september 2026

Københavns Vestegns Politi

Politiet indfører visitationszone ved Brøndby-FCK kamp

Københavns Vestegns Politi indfører visitationszone i forbindelse med søndagens fodboldkamp mellem Brøndby IF og FCK.

3. september 2026

Københavns Vestegns Politi

Politiet søger vidner efter muligt stenkast fra motorvejsbro

En bil blev i går aftes ramt på Amagermotorvejen ved afkørslen til Avedøre Holme. Ingen personer kom til skade. Københavns Vestegns Politi søger vidner, som kan have set noget mistænkeligt.

27. august 2026

Københavns Vestegns Politi

Politiet søger vidner til voldsepisode på Damhustorvet

Københavns Vestegns Politi søger vidner til en voldsepisode, som fandt sted på Damhustorvet i Rødovre omkring klokken 01.10 natten til søndag den 16. august.