Spring til hovedindhold

Forslag

Københavns Vestegns Politi

Nyhed

16. oktober 2024 14:34

Unge hang ud af bil i fart: Nu er føreren idømt fængselsstraf

En 23-årig kvinde fra Søborg er idømt fængsel og frakendt førerretten for at føre sin bil ad Roskildevej, mens to unge piger sad på bagdørenes vindueskant med hele overkroppen ude af bilen.

Rutinekontrol mellem biler

Kørslen skete en fredag i juni klokken 16.30 med over 40 kilometer i timen i tæt trafik over en strækning på halvanden kilometer i Albertslund og Glostrup.

Ifølge anklageskriftet var den 23-årige fører tiltalt for både at overtræde færdselslovens regler om særlig hensynsløs kørsel og straffelovens bestemmelse om at forvolde nærliggende fare for andres liv eller førlighed.

Kørslen var videofilmet, og tiltalte forklarede, at de var på ud for at fejre nye studenter. Undervejs bad hun flere gange sine to passagerer, der sad på vinduesrammen med overkroppen ude af bilen, om sætte sig ind igen. 

Dommeren slog dog fast, at selvom passagererne havde medvirket ved at hænge ude af bilen, ændrede det ikke ved, at det er førerens ansvar, at en kørsel foregår på sikker og forsvarlig vis.

Retten i Glostrup fandt hende skyldig tirsdag formiddag og fordi anklagepunkterne falder ind under stramningerne for vanvidskørsel, udmålte retten en straf på 60 dages ubetinget fængsel, et års ubetinget frakendelse af førerretten og konfiskation af bilen.

”Det er potentielt livsfarligt for passagerer, der helt uden sikkerhed sidder udvendigt på en bil med god fart i tæt trafik. Sker der pludselig noget, eller falder de af, kunne de være kommet slemt til skade,” siger specialanklager Charlotte Møgelhøj, anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi.

Dømte tog betænkningstid med hensyn til eventuel anke.

 

Fokus fra færdselspolitiet

Det var en betjent fra Københavns Vestegns Politi, som blev opmærksom på den trafikfarlige kørsel, og ifølge lederen af færdselsafdelingen vil der være fokus på denne type kørsel fremadrettet:

”Vi arbejder for sikkerhed i trafikken hver eneste dag, og vi vil selvfølgelig skride ind, hvis vi møder biler med passagerer hængende ud af vinduerne,” siger politikommissær Claus Stoltenberg.
 

Pressekontakt

Telefon: 4026 3704
E-mail: kbhv-presse@politi.dk

29. juli 2026

Københavns Vestegns Politi

Efterlyser vidner efter skud i Ishøj

Efter fund af et skudhul i et glas til en etageadskillelse efterlyser Københavns Vestegns Politi vidner, som måtte have set eller hørt noget mistænkeligt på Ishøj Boulevard i den seneste tid.

24. juli 2026

Københavns Vestegns Politi

Efterforskningsleder: Tal med dine ældre familiemedlemmer om svindel

Københavns Vestegns Politi har på to dage sigtet fem personer i to uafhængige sager om kontaktbedrageri mod foreløbig seks ældre medborgere. Politiet prioriterer sagerne højt og opfordrer pårørende til at advare de ældre mod svindlernes metoder.

22. juli 2026

Københavns Vestegns Politi

Tre anholdt for bedrageri mod ældre kvinde

To mænd og en kvinde er onsdag anholdt efter en koordineret politiaktion i Københavnsområdet. De er mistænkt for at stå bag et bedrageri, hvor en kvinde sidst i 70'erne blev franarret guldsmykker for omkring 200.000 kroner.