Spring til hovedindhold

Forslag

Københavns Vestegns Politi

Nyhed

23. april 2024 15:46

Uorden i skærpet strafzone udløste forhøjet straf

En 29-årig mand fra Skovlunde blev tirsdag formiddag kendt skyldig i grov uorden ved Brøndby Stadion. Fordi politiet havde indført en skærpet strafzone på stedet, forhøjede Retten i Glostrup straffen til en frihedsstraf på tre måneder.

Skiltet foran retten i Glostrup

Retten dømte den 29-årige tiltalte mand for grov uorden ved at have tiltvunget sig adgang til stadion sammen med andre under et ’stormløb’ på en indgang, hvor stadionvagter blev skubbet til side.

For at hindre uro, vold og ballade i forbindelse med kampen havde politiet indført en skærpet strafzone omkring stadion. Det var første gang, politiet indførte en skærpet strafzone ved en fodboldkamp. Det skete, da Brøndby IF mødte FC Basel den 4. august 2022.

I en skærpet strafzone kan visse typer af kriminalitet – fx vold, hærværk og grov forstyrrelse af den offentlige orden – straffes med op til dobbelt straf. Anklagemyndigheden havde lagt op til en dobbelt straf på i alt fire måneders frihedsstraf til den tiltalte, som i forvejen var dømt lignende kriminalitet:

”Retten fulgte anklagemyndighedens indstilling og forhøjede straffen, fordi det voldsomme stormløb skete i en skærpet strafzone,” siger anklager Mathias Johannsen, anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi. 

Retten bestemte, at den 29-åriges straf skulle forhøjes til en frihedsstraf på i alt tre måneder. Heraf blev en måned gjort ubetinget og to måneder betinget. Desuden fik den tiltalte 80 timers samfundstjeneste.

Den dømte tog betænkningstid med hensyn til anke.

Tre tiltalt i skærpet strafzone

Efter kampen rejste anklagemyndigheden tiltaler mod to andre mænd for at have deltaget i stormløbet på stadion efter et større efterforskningsarbejde. Den ene blev frikendt i Retten i Glostrup den 18. april, mens den andens sag skal for retten senere.

 

Relateret omtale

Grov uorden i skærpet strafzone: Fodboldfans tiltalt (18-10-2023)
Politiet indfører skærpet strafzone omkring Brøndby Stadion (03-08-2022)

 

Pressekontakt

Telefon: 4026 3704
E-mail: kbhv-presse@politi.dk

17. juli 2026

Københavns Vestegns Politi

Endnu en mistænkt fængslet for drabsforsøg

Retten i Glostrup har i dag varetægtsfængslet en 28-årig tysk statsborger for drabsforsøg ved at afskyde en panserværnsraket mod et rækkehus med to voksne og fire børn på Rødkælkevej i Glostrup natten til 23. april. Dermed er tre mistænkte varetægtsfængslet i sagen.

17. juli 2026

Københavns Vestegns Politi

To mænd idømt fængsel for at arrangere ulovlige gaderæs

To unge mænd skal nu i fængsel for deres roller i at afvikle ulovlige gaderæs i Høje-Taastrup. Dommen gentager et klart signal: Man risikerer fængsel for at arrangere ulovlige gaderæs på offentlige veje.

8. juli 2026

Københavns Vestegns Politi

Anholdt for voldtægt begået i Rødovre i 2024

Politiet har anholdt en 33-årig mand, der er mistænkt for en voldtægt begået i Rødovre i marts 2024.