Spring til hovedindhold

Forslag

Midt- og Vestjyllands Politi

Nyhed

16. november 2021 09:15

27-årig mand tiltalt i stor hackersag

En 27-årig mand fra Herning er blevet tiltalt for en række internetrelaterede seksualforbrydelser. Manden er blandt andet tiltalt for blufærdighedskrænkelse, ulovlig tvang og voldtægt.

Anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi har netop rejst tiltale mod en 27-årig mand fra Herning. Anklageskriftet beskriver i alt 46 forhold – blandt andet omfattende digitale sexkrænkelser begået over for hundredevis af forurettede.

 

Omfattende efterforskning ligger bag

Tiltalerejsningen mod den 27-årige herningenser kommer som kulminationen på mange måneders efterforskning. I oktober 2019 henvendte en ung kvinde sig til Midt- og Vestjyllands Politi og fortalte, at hun var blevet udsat for hacking og ulovlig tvang. Kvindens anmeldelse blev startskuddet til et langt og omfattende efterforskningsarbejde, hvor politiet også har gennemført flere ransagninger og beslaglagt en række IT-enheder fra den nu tiltalte mand.

”Det har været en særdeles omfattende efterforskning, hvor vi har gennemgået rigtig mange digitale beviser. Vi har i den forbindelse også investeret meget tid i at identificere og kommunikere med de mange forurettede. Vi har fundet et omfattende billedmateriale af intim eller seksuel karakter og har identificeret flere end 500 forurettede i alt”, fortæller politikommissær Tue Nissen, der er leder af afdelingen for personfarlig kriminalitet i den centrale efterforskningsenhed hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Sagen kommer for retten i det nye år

I efteråret 2020 vurderede politiet, at mistanken var stærk nok til at fremstille den mistænkte i grundlovsforhør. Den 4. november 2020 blev manden fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Herning. Han har siden da siddet varetægtsfængslet, og nu har anklagemyndigheden altså rejst tiltale i sagen. Den 27-årige mand er blandt andet tiltalt for ulovlig tvang, blufærdighedskrænkelse, besiddelse af børneporno, uberettiget at skaffe sig adgang til andres datasystem eller data, uberettiget videredeling af billedmateriale og voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje.

”Der er tale om en kompleks og meget omfangsrig sag, og den 27-årige er tiltalt for en lang række grove forbrydelser”, siger senioranklager Linette Lysgaard, der kommer til at føre sagen for anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Sagen kommer til at køre i 2022 over en række retsdage ved retten i Herning. Den endelige berammelse ligger ikke fast endnu.

 

Særligt til pressen

Der vil være mulighed for interview med sagens anklager efter første og sidste retsdag.
Anmodning om aktindsigt i anklageskriftet sendes til MVJYL-Aktindsigt@politi.dk.
Oplys gerne journalnummer 4100-74201-00004-20 for at lette sagsbehandlingen. Angiv også gerne en sikker mail for at sikre hurtigst mulig besvarelse.

Pressekontakt

Telefon: 51731906
 

23. maj 2026

Midt- og Vestjyllands Politi

To personer fremstilles i grundlovsforhør i sagen fra Herning Banegård fredag aften

Midt- og Vestjyllands Politi fik fredag aften en anmeldelse om et mistænkeligt forhold i et tog på vej til Herning Banegård. Politiet iværksatte en større aktion og anholdt indledningsvist tre personer i toget, hvoraf den ene er løsladt igen.

22. maj 2026

Midt- og Vestjyllands Politi

Politi og kommune gør fælles front mod kriminelle grupperinger

Midt- og Vestjyllands Politi og Herning Kommune ser med stor alvor på den igangværende situation i Herning. Myndighederne har øget samarbejdet med særligt fokus på de kriminelle grupperinger.

22. maj 2026

Midt- og Vestjyllands Politi

60-årig mand dømt i sag om momssvig for millioner

En 60-årig mand fra Viborg får fængselsstraf for momssvig af særlig grov karakter.