Spring til hovedindhold

Forslag

Brøndbytilskuere kan blive tilbageholdt efter søndagens kamp på MCH Arena

For at forebygge uro skal FC Midtjylland søndag aften den 5. maj sikre, at tilskuerne på udebaneafsnittet tilbageholdes efter superligakampen mellem FC Midtjylland og Brøndby IF, indtil politiet vurderer, at de berørte tilskuere kan forlade stadion. Sådan lyder et påbud, Midt- og Vestjyllands Politi i dag har givet den midtjyske klub.

Når slutfløjtet søndag aften lyder i Herning, skal cirka 12.000 tilskuere ud fra stadion efter at have set superligakampen mellem FC Midtjylland og Brøndby IF. Men udeholdets fans skal regne med at blive lidt længere på stadion end normalt.

Midt- og Vestjyllands Politi har nemlig givet FC Midtjylland et påbud om at tilbageholde tilskuerne på udebaneafsnittet (sektion U via indgang 3) i op til en time efter kampen. Det er dermed FC Midtjyllands ansvar at foretage de foranstaltninger, der skal til for at sikre, at tilskuerne på det berørte afsnit bliver på stadion efter kampen, men fortsat har adgang til fx læ og toiletter.

"Det skal være trygt at gå til fodbold, og når vi har valgt at bede værtsklubben holde tilskuerne fra udebaneafsnittet tilbage, når de øvrige tilskuere forlader stadion, så er det netop for at sikre tryghed og forebygge uroligheder mellem de to klubbers fangrupper", forklarer politiinspektør Martin Løye, der er linjechef for beredskabet i Midt- og Vestjyllands Politi.

Brøndby IF og FC Midtjylland ligger begge i tabellens top tre, så der er meget på spil for de to hold, og politiet er derfor forberedt på et højt spændingsniveau mellem de to holds fans.

"Vi håber naturligvis på en fredelig aften, men vi har vurderet - blandt andet på baggrund af vores erfaring fra tidligere kampe mellem de to hold - at risikoen for uroligheder blandt fansene vil være højere på søndag end normalt. Vi håber, at vores forebyggende tiltag kan være med til at give alle de fredelige fodboldfans en god aften", siger politiinspektør Martin Løye og understreger, at udeholdets fans naturligvis ikke vil blive tilbageholdt længere tid, end politiet finder det nødvendigt.

Kampen mellem FC Midtjylland og Brøndby IF begynder kl. 18.00 på MCH Arena.

Pressekontakt

Telefon: 51731906
 

21. april 2026

Midt- og Vestjyllands Politi

Knivstikkeri: Politiet leder fortsat efter 20-årig mand

En 19-årig mand fra Ikast-området blev natten til søndag stukket med kniv i Smallegade i Herning. Politiet offentliggjorde mandag navn og billede på den mistænkte, men det har endnu ikke ledt til anholdelse.

20. april 2026

Midt- og Vestjyllands Politi

Dom i sag om svindel med corona-hjælpepakker og dokumentfalsk

Fængselsstraffe og bøder til dømte i sag om svig med offentlige midler og dokumentfalsk.

26. marts 2026

Midt- og Vestjyllands Politi

17-årig svensk pige dømt for drabsforsøg

En svensk pige er i dag blevet fundet skyldig i drabsforsøg. Som 15-årig var hun sammen med en 14-årig svensk pige hyret til at dræbe en mand i Lind nær Herning.