Spring til hovedindhold

Forslag

Midt- og Vestjyllands Politi

Nyhed

22. marts 2024 09:10

Fem mænd tiltalt for drab og frihedsberøvelse på kutter

Anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi har netop rejst tiltale mod fem mænd i alderen 29 til 42 år. Mændene er tiltalt for i januar sidste år at have dræbt en 41-årig mand ombord på en kutter i Nordsøen.

En 41-årig mand mistede i januar 2023 livet på en kutter cirka 60 sømil vest for Thyborøn. Nu er fem mænd tiltalt for i forening og efter forudgående aftale eller fælles forståelse at have dræbt den 41-årige vestjyde. Ifølge anklageskriftet har de fem mænd i perioden fra den 26. til den 30. januar 2023 frihedsberøvet manden ved at binde hans arme og ben sammen og derefter dræbt ham ved blandt andet at tage kvælertag og halsgreb og have begået omfattende stump vold mod mandens hoved og krop.

Finder retten ikke de fem mænd skyldige i drab, mener anklagemyndigheden, at de bør dømmes for legemsangreb af særligt rå, brutal eller farlig karakter under særdeles skærpende omstændigheder og med døden til følge.

Mændene er henholdsvis 29, 29, 31, 40 og 42 år.

Sagen vil køre ved Retten i Holstebro med første retsdag den 26. april 2024 klokken 9-15. Der er sat i alt 12 dage af til sagen, og dommen ventes at falde midt i juni.

 

Særligt til pressen

Der vil være mulighed for interview med sagens anklager efter første og sidste retsdag. Indtil da har Midt- og Vestjyllands Politi ikke yderligere kommentarer til sagen.
Anmodning om aktindsigt i anklageskriftet sendes til MVJYL-Aktindsigt@politi.dk.
Oplys gerne journalnummer 4100-73111-00002-23 for at lette sagsbehandlingen. Angiv også gerne en sikker mail for at sikre hurtigst mulig besvarelse.

Pressekontakt

Telefon: 51731906
 

2. maj 2026

Midt- og Vestjyllands Politi

En 47-årig mand anholdt på villavej i Skive

Siden omkring klokken 14.45 har Midt- og Vestjyllands Politi været til stede på en adresse i Skive. Indsatsen er nu afsluttet, og en 47-årig mand er anholdt.

1. maj 2026

Midt- og Vestjyllands Politi

Over 100 års fængsel i kæmpestor narkosag

I denne uge faldt den endelige dom ved landsretten i sidste del af en sag om indsmugling af i alt 381 kilo amfetamin. En hollandsk mand blev idømt ti års fængsel for sin rolle, og i sagskomplekset som helhed er der afsagt domme på i alt 118 års fængsel.

28. april 2026

Midt- og Vestjyllands Politi

38-årig dømt for knivoverfald på asylant

En 38-årig mand er fundet skyldig i grov vold med døden til følge. Den 12. juli 2025 stak han en 32-årig mand med kniv på Holstebro Asylcenter.