Spring til hovedindhold

Forslag

Fornyet samarbejde med lokale borgere omkring Kærshovedgård

Regeringens beslutning om at flytte udvisningsdømte udlændinge og udlændinge på tålt ophold fra Udrejsecenter Kærshovedgård til et nyt center på Langeland får ikke Midt- og Vestjyllands Politi til at mindske indsatsen i området. Politikredsen fortsætter sit arbejde på og omkring Kærshovedgård. Og efter et møde i går med lokale repræsentanter øges patruljeringen i området.

Midt- og Vestjyllands Politi har konstant et skarpt øje på Udrejsecenter Kærshovedgård. Politikredsens efterretnings- og analyseenhed følger udviklingen på og omkring udrejsecentret nøje, der er politifolk på centret døgnet rundt, og kredsens narko- og patruljehunde træner løbende i skovene omkring centret. Derudover laver Midt- og Vestjyllands Politi jævnligt færdselskontroller på tilkørselsvejene til udrejsecentret, og så samarbejder politiet også med de forskellige faggrupper, der arbejder på Kærshovedgård. Når der for eksempel er mistanke om narko, gennemfører politiet en razzia på udrejsecentret.

 

Fornyet samarbejde med tryghedsambassadører

Midt- og Vestjyllands Politi har gennem syv år samarbejdet med lokale tryghedsambassadører - en gruppe borgere i området omkring Udrejsecenter Kærshovedgård. Samarbejdet blev sat på vågeblus i 2019, da der var indført en permanent tryghedsskabende indsats. Efter det for nylig viste sig, at flere personer ikke nødvendigvis bruger centrets hovedindgang, men går gennem et hul i hegnet i stedet og dermed undgår registrering, besluttede Midt- og Vestjyllands Politi at genaktivere netværket af tryghedsambassadører for at sikre, at borgerne i lokalområdet fortsat kan være trygge. Første møde blev holdt i går, onsdag den 19. maj.

”Det var et rigtig godt møde og viste endnu engang, hvor vigtigt det er at have en tæt dialog, for der kom da også ting frem på det møde, som vi ikke var opmærksomme på, og som vi absolut skal have kigget nærmere på”, lyder det fra chefpolitiinspektør Claus Hilborg.

Det kom blandt andet frem på mødet, at flere borgere i Isenvad føler sig utrygge, blandt andet fordi de oplever at blive råbt ad af beboere fra Kærshovedgård.

”Vi har fået præciseret en udfordring i Isenvad, som vi ikke var obs på, og det skal vi have taget hånd om. I første omgang har vi brug for mere information fra borgerne i Isenvad, så vi kan planlægge vores indsats bedst muligt. Vi har allerede aftalt et møde med en repræsentant fra Isenvad den kommende uge, og uanset hvad vil vi komme til at patruljere mere i Isenvad fremover”, siger chefpolitiinspektør Claus Hilborg.

Også på Bording Station er der udfordringer. Her ligger der ofte henkastede cykler, og erhvervsdrivende og rejsende oplever en utryghedsskabende adfærd fra Kærshovedgård-beboerne. Midt- og Vestjyllands Politi har aftalt et møde i næste uge med en af de erhvervsdrivende og tager også kontakt til Arriva og Ikast-Brande Kommune for at samarbejde om at få løst problemerne. Også i Bording vil politiet patruljere mere fremover – særligt i forbindelse med togankomster og –afgange.

 

Vigtigt at anmelde ting til politiet

På mødet onsdag blev der også fortalt om strafbare forhold som tyveri og trusler, der ikke er blevet anmeldt, og det er ikke noget, chefpolitiinspektøren bryder sig om at høre. Han opfordrer folk til at anmelde enhver form for kriminalitet.
”Foregår der noget, vi ikke har kendskab til, jamen så kan vi heller ikke handle på det. Vi handler på alt, hvad vi får at vide, og selvfølgelig det, vi selv observerer. Og det er meget, meget vigtigt, at man kontakter politiet, hvis man oplever noget ulovligt”, slår chefpolitiinspektøren fast. Han erkender, at der fortsat kan opstå situationer, der skaber utryghed, men han understreger, at politiet aldrig er langt væk, og at man ikke skal være bange for at ringe 114 eller 112 i akutte tilfælde.

 

Fast kontaktperson hos politiet

Borgere og erhvervsdrivende i lokalområdet omkring Kærshovedgård har fortsat en fast kontaktperson hos politiet. Det er dermed en velkendt, lokal politibetjent, der håndterer borgernes henvendelser. Han har sin daglige arbejdsgang i politivagten på Kærshovedgård, han deltager i det forebyggende arbejde i området og opsøger jævnligt de erhvervsdrivende i Bording og også de nærmeste naboer til udrejsecentret for at sikre, at politikredsen kender den virkelighed, borgerne og de erhvervsdrivende oplever.

 

FAKTA OM KÆRSHOVEDGÅRD

Det er Kriminalforsorgen, der driver Udrejsecenter Kærshovedgård.

 

Midt- og Vestjyllands Politi har en politivagt på Kærshovedgård. Her er politiet til stede døgnet rundt.

 

På Kærshovedgård bor der tre grupper af mennesker:

  • Afviste asylansøgere, der ikke vil/kan sendes hjem.
  • Udlændinge, der er dømt til udvisning af Danmark, men som ikke kan sendes ud.
  • Udlændinge på tålt ophold – dvs. personer, der risikerer forfølgelse i hjemlandet og derfor ikke kan udsendes.

Beboerne på Kærshovedgård er ikke frihedsberøvet. De må altså gerne forlade Kærshovedgård, men skal opfylde nogle forskellige kontrolforpligtelser og skal opholde sig på centret om natten.

 

Beboerne skal logge ind og ud ved hovedindgangen, når de ankommer til/forlader centret.

Pressekontakt

Telefon: 51731906
 

8. juni 2025

Midt- og Vestjyllands Politi

Spor af farligt stof hos 16-årige festivalgæster kan have en naturlig forklaring

I fredags advarede Midt- og Vestjyllands Politi om, at det farlige stof fentanyl var i omløb, efter to 16-årige festivalgæster måtte akut på hospitalet med symptomer på en overdosis. Nye oplysninger i sagen peger dog på, at sporene af stoffet kan have en helt naturlig forklaring.

6. juni 2025

Midt- og Vestjyllands Politi

Advarsel: Fentanyl fundet i stof i omløb ved Skive Festival

Midt- og Vestjyllands Politi advarer nu unge om farligt stof, efter to 16-årige festivalgæster torsdag måtte akut på hospitalet efter at have indtaget et stof, der viste sig at indeholde fentanyl.

4. juni 2025

Midt- og Vestjyllands Politi

Fem mænd er dømt i stor narkosag

Ved retten i Viborg er der i dag faldet dom i en større narkosag. Fem mænd er idømt samlet set 27 års fængsel for besiddelse og videresalg af 3,5 kilo kokain.