Julen er hjerternes fest: Undgå, at den også bliver indbrudstyvens
Det er ikke sjovt at komme hjem fra juleferie og opdage, at man har haft indbrud. Midt- og Vestjyllands Politi opfordrer borgerne til at følge gode råd, der kan forebygge indbrud.
Julen står for døren, og for mange borgere betyder det nogle dages hyggeligt samvær med venner og familie. Desværre ved vi også, at der over juledagene er en risiko for, at nogle borgere efter juelferien kommer tilbage til et hjem, hvor der har været ubudne gæster.
I sommeren 2023 ramte en bølge af indbrud flere steder lokalt i Midt- og Vestjyllands Politikreds. Politiet har efterforsket sagerne og har i mange tilfælde rejst sigtelser mod indbrudstyvene.
"Vi vil gerne undgå en gentagelse. For selv om politiet lykkes med at retsforfølge indbrudstyvene, så ændrer det jo ikke på, at en del borgere har fået en rigtig ærgerlig oplevelse ved at have indbrud i hjemmet", siger Erik Hykkelbjerg fra forebyggelsesafdelingen ved Midt- og Vestjyllands Politi.
2022 | Uge 48: 23 | Uge 49: 31 | Uge 50: 23 | Uge 51: 28 | Uge 52: 18 |
2023 | Uge 48: 9 | Uge 49: 30 | Uge 50: 28 | Uge 51: | Uge 52: |
(Antallet af anmeldelser om indbrud i private boliger uge 48-52 2022 og uge 48-50 2023 - opgjort 18.12.2023)
Ud over at følge de gode råd om indbrudsforebyggelse opfordrer Erik Hykkelbjerg borgerne til at kontakte politiet, hvis de bemærker noget anderledes eller mistænkeligt i nabolaget.
"Der kan måske være en lidt tilbageholdende tilgang hos nogle borgere, hvor man tænker, at dét man har set og studset over, nok ikke er relevant for politiet at vide. Men ring hellere en gang for meget end en gang for lidt," siger Erik Hykkelbjerg.
Mistænkelige observationer kunne eksempelvis være ukendte personer, der går rundt i villakvarteret eller ukendte biler i gadebilledet, som ikke rigtigt har noget formål med at køre rundt i kvarteret.
"I en del af de sager fra sommerferien, hvor vi har fået fat på gerningsmænd, skyldes det, at borgere i nabolaget har været kvikke til at komme med tip, når de har oplevet noget anderledes. Så det kan både gøre en forskel at følge de gode råd, og så hjælper det også helt konkret i opklaringen, når borgerne er gode til at holde et vågent øje med, hvad der foregår, siger Erik Hykkelbjerg.
Husk de gode råd:
- Hils på andre i nabolaget og ønsk dem en glædelig jul - også dem du ikke kender. Det bedste værn mod indbrud er mennesker. Tyven vil hverken ses eller genkendes, og et simpelt "hej" kan være nok. Monter lamper med bevægelsessensor uden for ved dit hus, så lyset tænder, når en tyv nærmer sig.
- Få huset til at se beboet ud, når du ikke er hjemme. Tænd lys i et par værelser. Lad lyset og radioen tænde og slukke ved hjælp af et tænd-og-sluk-ur. Du skal ikke lade lyset være tændt konstant - det afslører, at du ikke er hjemme.
- Overvej at klippe hækken, så tyven ikke kan arbejde i skjul i din have.
- Lås døre og vinduer forsvarligt og sørg for at værdifulde ting ikke kan ses ude fra.
- Hjælp naboen. Hold et vågent øje med naboens hus og parkér din bil i deres indkørsel, hvis ikke de er hjemme. Du kan også smide affald i deres skraldespand og tømme deres postkasse, hvis de er udenbys.
- Lås skuret og ryd op i haven, så der ikke ligger redskaber fremme. Nogle indbrudstyve medbringer ikke værktøj, men finder det på gerningsstedet.
- Tilmeld dig Nabohjælp på nabohjælp.dk. Nabohjælp forebygger op til hvert fjerde indbrud, og det tager blot 5 minutter at tilmelde sig.
Pressens kontaktperson
Erik Hykkelbjerg
Forebyggelse, Nærhed og Tryghed, Midt- og Vestjyllands Politi
Teelefon: 29797609
Kommune | Antal husstande tilmeldt nabohjælp (01.12.2023) |
Herning |
3430 |
Holstebro | 2895 |
Ikast-Brande | 1486 |
Lemvig | 314 |
Morsø | 353 |
Ringkøbing-Skjern | 1309 |
Silkeborg | 4573 |
Skive | 1136 |
Struer | 956 |
Thisted | 912 |
Viborg | 3858 |