Spring til hovedindhold

Forslag

Midt- og Vestjyllands Politi

Nyhed

15. juni 2022 11:20

Politiet: Kør i god tid, hvis du skal til Danish Air Show

Danish Air Show er en af landets absolut største endagsbegivenheder, og arrangørerne forventer flere end 100.000 gæster, når arrangementet på søndag den 19. juni 2022 løber af stablen i Karup. Titusindvis af biler vil sætte kurs mod flyvestationen, og politiet opfordrer derfor til at tage hjemmefra i god tid og huske at tage vand og en god portion tålmodighed med i bilen.

Danish Airshow 2022 - til- og frakørselsruter

Foto: Vejdirektoratet

På søndag, den 19. juni 2022, vil der hele dagen være ekstraordinært stort pres på vejene omkring Karup. Flyvevåbnet åbner portene til Flyvestation Karup og inviterer til Danish Air Show med udstillinger på jorden og fly-opvisningshold på himlen. Noget, der erfaringsmæssigt trækker mange mennesker til.

 

Følg skiltene og sæt god tid af til køreturen

Da arrangementet er gratis og altså ikke noget, man skal købe billet til på forhånd, er det vanskeligt at sige, hvor mange mennesker der kommer, men flyvevåbnet forventer flere end 100.000 besøgende. Derfor opfordrer Midt- og Vestjyllands Politi til, at man tager cyklen, hvis man bor i cykelafstand, og ellers sætter god tid af til køreturen.

Flyvevåbnet åbner portene allerede klokken 7 og lukker dem først igen klokken 19. Pladsen er altså åben tre timer før og efter selve flyshowet.

 

”Det, håber vi jo meget, kan være med til at fordele trafikken til og fra flyvestationen over et større tidsrum. Det er jo det, vi i politiet har fokus på - at få trafikken til at glide bedst muligt og undgå unødig kødannelse i forbindelse med arrangementet”, forklarer politikommissær Anders Hansen fra Midt- og Vestjyllands Politi.

 

”Vi har forberedt os meget grundigt og gjort, hvad vi kan, for at minimere de trafikale udfordringer på dagen, men der ér kun de veje, der er, så vi bilder os ikke ind, at vi kan undgå kø. Men hvis folk kører i god tid og husker at tage lidt mad og rigeligt med vand med i bilen og i øvrigt følger skiltene og vores anvisninger, så er det i hvert fald en god start”, lyder det fra politikommissæren.

 

Hele området vil være påvirket

Beboere i lokalområdet vil hele ugen kunne opleve gener. Der vil være ekstra mange tunge køretøjer på vejene til og fra flyvestationen, og der vil være en del støj i luften, når fly ankommer fredag og lørdag. Det samme vil der naturligvis være under Air Showet søndag, og når showet er slut, og flyene hen over søndag eftermiddag og aften flyver hjem igen.
Også trafikanter, der ikke skal til Danish Air Show, må søndag den 19. juni forberede sig på omkørsler og forlænget rejsetid i området omkring Karup og på strækningen mellem Herning og Viborg. Skal man ikke til Danish Air Show, men blot fra Herning til Viborg eller omvendt, skal man anvende hovedvej 13 og Herning-motorvejen. Og uanset hvad, bør trafikanter i det midtjyske den dag sætte ekstra god tid af til rejsen.
”Vi har taget kontakt til Arla, Midtjyllands Lufthavn, kirker, kommuner og andre aktører, så for eksempel flypassagerer, hjemmepleje og madudbringning til ældre borgere er forberedt på en situation ud over det sædvanlige”, fortæller politikommissær Anders Hansen, Midt- og Vestjyllands Politi.

 

 

Gode råd til dig, der skal til Danish Air Show

 

  • Tag hjemmefra i god tid.
  • Tag cyklen, hvis muligt. Der er cykelparkering ved hovedindgangen. Man kan fx cykle ad Alhedestien.
  • Slå GPS’en fra og følg de gule Air Show-skilte og anvisningerne fra hjemmeværnet.
  • Tag vand med i bilen.
  • Hunden skal blive derhjemme.
  • Find aktuel trafikinformation på www.trafikinfo.dk, inden du kører hjemmefra.
  • Tænd for radioen, så du modtager aktuelle trafikmeldinger.
  • Forbered dit besøg ved at læse Forsvarets information om trafik og praktik. 
  • Husk tålmodighed. Selv om vi forbereder os godt, kan vi ikke undgå kø.

 

Til- og frakørselskort

Klik på linket for at se, hvilken rute du skal følge til Danish Airshow, alt afhængigt af hvor du kommer fra.

Der vil være ni forskellige parkeringsområder på og omkring flyvestationen. Følg skilte og hjemmeværnets anvisninger. Flyvevåbnet indsætter shuttlebusser til/fra udstillingsområdet.
Grafik: Vejdirektoratet

 

Omkørselskort

Klik på linket, hvis du skal fra Herning til Viborg (eller omvendt) søndag den 19. juni 2022. Så kan du se, hvilken omkørselsrute, du skal ud på.

Grafik: Vejdirektoratet


Pressekontakt

Telefon: 51731906
 

9. oktober 2026

Midt- og Vestjyllands Politi

Fængselsstraf til 11 personer for frihedsberøvelse og grov vold mod 17årig dreng

11 personer mellem 18 og 31 år er i dag blevet idømt lange fængselsstraffe for i foråret 2025 at have frihedsberøvet en 17-årig dreng og udsat ham for grov vold.

30. september 2026

Midt- og Vestjyllands Politi

Drabssag: Endnu en rumæner fremstilles i grundlovsforhør i Viborg

Den anden af de i alt fire mænd, der er mistænkt for drabet på en 37-årig rumænsk mand er blevet udleveret til Danmark og vil onsdag klokken 13.00 blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Viborg.

24. september 2026

Midt- og Vestjyllands Politi

Drabssag: Rumæner fremstilles torsdag i grundlovsforhør i Viborg

En af de fire mænd, der er mistænkt for drabet på en 37-årig rumænsk mand, er nu tilbage på dansk jord. Han vil klokken 13:00 torsdag blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Viborg.