Spring til hovedindhold

Forslag

Midt- og Vestjyllands Politi

Nyhed

25. august 2026 15:00

Politiets konklusion: Der er tale om drab

En mand blev sidst på eftermiddagen mandag fundet død i Gudenåen. Midt- og Vestjyllands Politi konkluderer nu, at manden er blevet dræbt.

Hele mandag aften og natten til tirsdag arbejdede politi og andre beredskaber ved Brovejen nord for Svostrup. Her havde en forbipasserende lidt før klokken 16.30 set en mand ligge død i vandet. Hurtigt kom politiet til stedet og fik spærret af og taget de første efterforskningsskridt.
En række specialkompetencer blev tilkaldt, og politiets undersøgelser fortsatte hele natten og et godt stykke op ad dagen tirsdag.

 

Efterforsker nu sagen som drab

Politiets mistanke om, at der var tale om en forbrydelse, voksede, som nattens undersøgelser skred frem, og efter dagens obduktion af den afdøde mand, stod det klart, at manden er blevet dræbt.

"Nu, hvor vi ikke længere er i tvivl om, at vi står med en drabssag, er vi naturligvis tilfredse med, at vi ikke har taget nogen chancer, men gik så grundigt til værks fra start og fik sikret eventuelle spor både i vand og på land", siger politikommissær og efterforskningsleder Kresten Lund Breinhild.

 

Afdøde er endnu ikke identificeret

Det har endnu ikke været muligt at finde frem til, hvem den afdøde mand er. Han beskrives som

  • Omkring 30-40 år
  • 165 cm
  • Slank
  • Kort, mørkt hår
  • Kort skæg/lange skægstubbe
  • Var iført lyse shorts med lodrette striber

"Vi har selvfølgelig nu en vigtig opgave i at finde frem til mandens identitet. Vi vil derfor rigtig gerne høre om det, hvis nogen savner eller har set en mand i området, der passer på signalementet", siger politikommissær Kresten Lund Breinhild.

 

Ring 114, hvis du har været i området ved Brovejen de seneste dage

Midt- og Vestjyllands Politi efterlyste allerede natten til tirsdag vidner, der havde været i det pågældende område mandag. Politiet vil fortsat gerne høre fra dig, hvis du har befundet dig i området mandag eller i løbet af weekenden, eller hvis du har set eller hørt noget mistænkeligt i området.

"Noget, som man måske selv tænker, er ubetydeligt, kan være lige den brik, vi mangler, så hellere ringe til os på 114 én gang for meget end én gang for lidt", slår Kresten Lund Breinhild fast.

Alle afspærringer ved Brovejen blev fjernet først på eftermiddagen tirsdag. Midt- og Vestjyllands Politi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger til offentligheden.

Pressekontakt

Telefon: 51731906
 

9. oktober 2026

Midt- og Vestjyllands Politi

Fængselsstraf til 11 personer for frihedsberøvelse og grov vold mod 17årig dreng

11 personer mellem 18 og 31 år er i dag blevet idømt lange fængselsstraffe for i foråret 2025 at have frihedsberøvet en 17-årig dreng og udsat ham for grov vold.

30. september 2026

Midt- og Vestjyllands Politi

Drabssag: Endnu en rumæner fremstilles i grundlovsforhør i Viborg

Den anden af de i alt fire mænd, der er mistænkt for drabet på en 37-årig rumænsk mand er blevet udleveret til Danmark og vil onsdag klokken 13.00 blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Viborg.

24. september 2026

Midt- og Vestjyllands Politi

Drabssag: Rumæner fremstilles torsdag i grundlovsforhør i Viborg

En af de fire mænd, der er mistænkt for drabet på en 37-årig rumænsk mand, er nu tilbage på dansk jord. Han vil klokken 13:00 torsdag blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Viborg.