Spring til hovedindhold

Forslag

To personer fremstilles i grundlovsforhør i sagen fra Herning Banegård fredag aften

Midt- og Vestjyllands Politi fik fredag aften en anmeldelse om et mistænkeligt forhold i et tog på vej til Herning Banegård. Politiet iværksatte en større aktion og anholdt indledningsvist tre personer i toget, hvoraf den ene er løsladt igen.

En anmeldelse om et mistænkeligt forhold i et tog på vej til Herning Banegård fredag aften fik Midt- og Vestjyllands Politi til at iværksætte en større aktion ved togets ankomst til Herning. I den forbindelse blev togdriften til og fra Herning indstillet.

Toget blev kortvarigt tilbageholdt inden ankomst til perronen, hvor flere patruljer gik ombord. Tre personer, der alle var ombord på toget blev anholdt. To af de tre - to piger på 15 og 17 år - bliver senere i dag fremstillet i grundlovsforhør, sigtet for at forsøge at komme i besiddelse af en håndgranat med henblik på at kaste den mod en ukendt adresse i Herning-området. Det er politiets formodning, at det har relation til den igangværende konflikt i Herning-området. Den tredje anholdte fra toget - en mand - viste sig ikke at have relation til hverken gårsdagens hændelse eller den igangværende konflikt mellem grupperinger i Herning-området og er derfor blevet løsladt igen.

De øvrige passagerer i toget blev evakueret og kørt til politistationen i Herning, hvor de blev afhørt som vidner og derefter ført sammen med deres bagage, der i forbindelse med evakueringen blev efterladt i toget.

Der har umiddelbart ikke været fare for nogen i forbindelse med hændelsen på banegården i Herning.

"Når vi alligevel iværksætter så omfattende en indsats, som det var tilfældet i dag, skyldes det den igangværende konflikt mellem grupperinger i Herning-området sammenholdt med den anmeldelse, der løb ind til os. Der er en massiv efterforskning omkring Af hensyn til vores efterforskning, kan jeg ikke komme nærmere ind på anmeldelsens karakter," siger politiinspektør Hans Roost om aftenens indsats.

Midt- og Vestjyllands Politi har iværksat en intensiv efterforskning på baggrund af anmeldelsen og foretog fredag aften omfattende undersøgelser på og omkring banegården i Herning. Efterforskningen skal ikke mindst også gøre politiet klogere på, hvem der skulle hjælpe de to piger i besiddelse af håndgranaten.

 

Tryghedsskabende indsats i Herning

Midt- og Vestjyllands Politi er lørdag til stede på Banegårdspladsen i Herning med den mobile politistation frem til ca. kl. 14.00. Hvis du som borger har brug for at tale med politiet om hændelserne, er du velkommen til at komme forbi.

"Det er vores erfaring, at der både kommer borgere forbi, som har brug for at få en snak med os om konkrete hændelser, men også borgere, som vil tale om andre ting. Det skal man endelig bare gøre. Vi er der netop, fordi vi ønsker at nå de borgere i området, som kan være påvirket af hændelserne, og som føler, de har brug for at tale med politiet om det", siger politiinspektør Hans Roost.

Har man som borger været vidne til noget voldsomt, eller er man som pårørende til nogen eller på anden måde påvirket af hændelserne, opfordrer politiet til, at man kontakter Offerrådgivningen, der døgnet rundt yder anonym rådgivning og støtte. Nummeret er 116 006.

Pressekontakt

Telefon: 51731906
 

22. maj 2026

Midt- og Vestjyllands Politi

Politi og kommune gør fælles front mod kriminelle grupperinger

Midt- og Vestjyllands Politi og Herning Kommune ser med stor alvor på den igangværende situation i Herning. Myndighederne har øget samarbejdet med særligt fokus på de kriminelle grupperinger.

22. maj 2026

Midt- og Vestjyllands Politi

60-årig mand dømt i sag om momssvig for millioner

En 60-årig mand fra Viborg får fængselsstraf for momssvig af særlig grov karakter.

21. maj 2026

Midt- og Vestjyllands Politi

Fund af genstand i Herning: Efterforskning fortsætter

Midt- og Vestjyllands Politi efterforsker ny hændelse i Herning og mulig sammenhæng med lignende hændelser tidligere på ugen. Endnu en person anholdt i sag om brandstiftelse.