Spring til hovedindhold

Forslag

Midt- og Vestjyllands Politi

Nyhed

17. december 2024 08:27

Undgå indbrud i juleferien - og resten af året

Midt- og Vestjyllands Politi opfordrer borgerne til at gennemgå de gode forebyggende råd, inden juleferien sætter ind.

Juletid er rejsetid i mange familier.

 

Ikke bare juleaften, men også de følgende dages julearrangementer efterlader tomme huse i byer og på landet. Midt- og Vestjyllands Politi opfordrer borgerne til at følge de gode råd til forebyggelse af indbrud.

"Sidste år lå antallet af indbrud i julen relativt lavt. Det glæder vi os selvfølgelig over, men der er desværre ingen garanti for en gentagelse. Heldigvis er der en del ting, man selv kan gøre for at minimere risikoen for indbrud", siger Erik Hykkelbjerg fra forebyggelsesafdelingen ved Midt- og Vestjyllands Politi.

De seneste år har antallet af anmeldte indbrud i beboelse imellem den 19. december og den 1. januar været faldende. I 2022 var der 66 i Midt- og Vestjyllands Politikreds og i 2023 faldt antallet til 41.

"Det er supergodt. Man skal nok ikke være alt for skråsikker og pege på en entydig forklaring, men det kan jo blandt andet være fordi, at folk er mere opmærksomme i juledagene. Man ved måske, at naboen er udenbys, og derfor går man en ekstra tur med hunden eller sørger på anden måde for at holde et vågent øje med nabolaget", siger Erik Hykkelbjerg.

Så med opfordringen til igen i år at følge de gode forebyggende råd i juleferien følger også en opfordring til fastholde de gode vaner.

"Nabohjælp er en god ide hele året. Vi opfordrer til, at man melder sig som nabohjælper på www.nabohjaelp.dk. Det samme gælder de øvrige forebyggende råd. Lad os sprede den positive juletendens ud til resten af året", siger Erik Hykkelbjerg.

Brancheorganisationen Forsikring & Pension har lavet hjemmesiden www.stopindbrud.dk, hvor man kan få uvildig rådgivning om indbrudsforebyggelse. Hos det Kriminalpræventive råd www.drk.dk/indbrud kan man også finde flere god råd til at forebygge indbrud.

 

Følg de gode råd

  • Hils på andre i nabolaget og ønsk dem en glædelig jul - også dem du ikke kender. Det bedste værn mod indbrud er mennesker. Tyven vil hverken ses eller genkendes, og et simpelt "hej" kan være nok.
  • Monter lamper med bevægelsessensor uden for ved dit hus, så lyset tænder, når en tyv nærmer sig. Få huset til at se beboet ud, når du ikke er hjemme. Tænd lys i et par værelser. Lad lyset og radioen tænde og slukke ved hjælp af et tænd-og-sluk-ur. Du skal ikke lade lyset være tændt konstant - det afslører, at du ikke er hjemme. Hvis man tror der er nogen hjemme, er risikoen for indbrud mindre.
  • Overvej at klippe hækken, så tyven ikke kan arbejde i skjul i din have.
  • Lås døre og vinduer forsvarligt og sørg for at værdifulde ting ikke kan ses ude fra.
  • Hjælp naboen. Hold et vågent øje med naboens hus. Parkér evt. din bil i naboens indkørsel, hvis naboen ikke er hjemme. Du kan også smide affald i naboens skraldespand, tømme postkassen og rydde sne hvis naboen er udenbys.
  • Lås skuret og ryd op i haven, så der ikke ligger redskaber fremme. Nogle indbrudstyve medbringer ikke værktøj, men finder det på gerningsstedet.

 

Tilmeld dig Nabohjælp på nabohjælp.dk. Nabohjælp forebygger op til hvert fjerde indbrud, og det tager blot 5 minutter at tilmelde sig.

Pressekontakt

Telefon: 51731906
 

17. december 2024

Midt- og Vestjyllands Politi

Fængselsdomme til tre unge mænd i sag om voldeligt opgør i Herning

Tre mænd idømt lange fængselsstraffe i sag om grov vold og forsøg på manddrab.

16. december 2024

Midt- og Vestjyllands Politi

24-årig dømt for bankbuds-bedragerier til 700.000 kroner

24-årig mand dømt i sag om omfattende bedrageri. 19-årig formodet medgerningsmand desuden tiltalt for røveri.

11. december 2024

Midt- og Vestjyllands Politi

Fire mænd anholdt i forbindelse med alvorlig narkokriminalitet

Midt- og Vestjyllands Politi har i dag anholdt fire mænd i en større aktion rettet mod alvorlig narkokriminalitet med relation til bandegruppering.