Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 25. juni 2024
Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 24. juni 2024 kl. 07.00 til 25. juni 2024 kl. 07.00.
Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Hersegade, Roskilde (2 adresser)
Schmeltz Plads, Roskilde
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Stenaldervej, Køge
Hersegade, Roskilde
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Ingen
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Ingen
Tyveri fra køretøjer:
Lindenborgvej, Roskilde
Boserupvej, Roskilde
Lyngageren, Roskilde
Bifaldet, Roskilde
Birkevænget, Solrød Strand
Ledreborg Alle, Lejre
Solrød Center, Solrød Strand
Poppelhegnet, Solrød Strand
Hastighedsovertrædelse – Stensbjergvej, Køge
Kl. 11.45 blev en personbil ført af en 38-årig mand fra Roskilde målt med politiets lasermåler, der viste en hastighed på 86 km/t, til trods for, at hastighedsbegrænsningen på stedet er 50 km/t, da det er byzone. Der nedlægges påstand om frakendelse af kørekortet.
Færdselsuheld – Algade, Gørlev Sj., Kalundborg
Kl. 11.52 skete et sammenstød mellem to biler, da en 38-årig mand fra Slagelse, der kom kørende i en personbil i nordlig retning, påkørte en personbil, der holdt stille, men som havde en 77-årig mand fra Kalundborg siddende bad rattet. Ved påkørslen blev airbaggen udløst i den 38-åriges køretøj, mens den 77-årig kom lettere til skade i forbindelse med påkørslen af hans bil. Begge parter blev tilset af ambulancepersonale på stedet. Sagen vil blive behandlet af parternes forsikringsselskaber.
Knallert beslaglagt – Radiovej, Kalundborg
Kl. 12.22 beslaglagde en patrulje en knallert med henblik på undersøgelse, da knallerten blev set køre væsentligt hurtigere end de tilladte 30 km/t. En 16-årig ung mand fra Kalundborg er sigtet i sagen.
Overtrædelse af brandlovgivningen – Højmarken, Gevninge, Roskilde – Lejre
Kl. 14.11 modtog politiet en anmeldelse fra en 73-årig kvinde, der havde brugt en ukrudtsbrænder i sin have på et område, der lå ca. 20 cm fra en hæk. Kvinden opdagede, at noget af hækken var antændt og hældte noget vand på ilden. Hun gik derfor efter mere vand, og da hun kom tilbage til hækken, var der store flammer i den.
Ca. to meter hæk blev afbrændt, inden brandvæsnet fik slukket branden. Der skete ikke skade på fast ejendom ved branden. Kvinden er nu sigtet for overtrædelse af beredskabsloven og kan forvente at høre mere fra politiet i den forbindelse.
Færdselsuheld – Jyderupvej, Ruds-Vedby – Kalundborg
Kl. 14.49 påkørte en 20-årig mand, der kom kørende ad Jyderupvej mod nord, et køretøj med ca. 80 km/t. Det påkørte køretøj havde en påmonteret trailer, hvorpå der stod en personbil, der blev kastet af traileren ved påkørslen og landende på kølerhjelmen af en bil, ført af en 43-årig mand fra Høng. 3 biler blev totalskadet ved uheldet. Ingen personer kom til skade.
Færdselsuheld – Frederiksborgvej, Roskilde
Kl. 17.34 påkørte en 60-årig kvinde fra Ballerup, som befandt sig på en motorcykel og var på vej i sydgående retning, en personbil, ført af en 57-årig mand fra Roskilde med trailer, som holdt stille for modkørende trafik, da han skulle foretage et venstresving. Den 60-årige kvinde påkørte traileren med ca. 70 km/t, hvorved dæk og skærm røg af hendes motorcykel, og den påkørte trailer blev skubbet frem og fik skader i den forbindelse.
Den 60-årige kvinde var lettere tilskadekommen efter sammenstødet og blev behandlet på sygehuset. Politiet regulerede trafikken på stedet i forbindelse med redningsindsats og oprydning efter uheldet.
Beruset mand frihedsberøvet – Jernbanegade, Roskilde
Kl. 21.19 blev en 52-årig mand fra Ringsted frihedsberøvet, da han var meget beruset og skabte uro på stationen. En patrulje vurderede, at manden ikke var i stand til at tage vare på sig selv, og han blev derfor frihedsberøvet og blev løsladt til gaden efter ca. fire timer i politiets varetægt.
Vold – Birkevænget, Solrød Strand – Solrød
Kl. 23.10 blev en 18-årig mand fra Solrød Strand antastet af fire ukendte mænd og derpå overfaldet af en af disse på parkeringspladsen ved Jersie Station. Voldsmanden (A) tildelte umotiveret den 18-årige et slag i ansigtet. Den 18-årige og hans kammerat løb fra stedet og alarmerede politiet.
De fire ukendte mænd beskrives således:
A: Mand, Dansk af udseende, 18 år, 180-185 cm, Kropsbygning: Fedladen, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Lys, Hårlængde: Kort, Iført: Sort kasket, hvid T-shirt, mørke stramme bukser.
B: Mand, Dansk af udseende, 18 år, 180-185 cm, Hudfarve: Hvid, Iført: Sort kasket, Camojakke, blå/grå stramme bukser, bæltetaske.
C: Mand, Ikke etnisk dansker af udseende, 16 år, 170-175 cm, Hudfarve: Brun, Iført: Kasket, helt sort tøj, Gucci taske.
D: Mand, Ikke etnisk dansker af udseende, 16 år, 170-175 cm, Hudfarve: Brun, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Mellemlangt, Yderligere kendetegn: Krøllet hår, Iført: Sort tøj, sorte sko.
Politiet vil gerne i kontakt med personer, der har oplysninger i sagen. Kontakt os på telefon 114.
Påvirket bilist – Hesteskoen, Ringsted
Kl. 01.27 blev en 25-årig kvinde fra Ringsted sigtet for narkokørsel. Kvinden blev anholdt og fik udtaget en blodprøve til sagen og derefter løsladt. Sagen afgøres på et senere tidspunkt.
Indbrudstyv taget på fersk gerning – Hersegade, Roskilde
Kl. 02.46 anmeldte en 48-årig kvinde fra Roskilde, at en mandsperson gik rundt i et kontorlokale og havde gjort det i ca. 10 minutter. En patrulje kom frem til stedet, og kvinden viste dem det sted, hvor manden var gået ind i kontorlokalet.
Indenfor træf politiet en 49-årig mand fra Roskilde, der straks erkendte, at han var i gang med at lave et indbrud. Han var i besiddelse af en pengekasse med et mindre kontantbeløb samt et femcifret kontantbeløb i sin bukselomme. Desuden fandt politiet et koben og en hammer på stedet, som blev sat i forbindelse med indbruddet. Manden havde opbrudt en dør til en anden virksomhed, ud over den virksomhed, han blev fundet i.
Manden blev sigtet for indbrud og anholdt. Han blev afhørt på politistationen, og han er nu løsladt. Politiet beslaglagde de kontanter, manden var i besiddelse af. Han kan forvente at høre mere på et senere tidspunkt.
Påvirket bilist – Roskildevej, Holbæk
Kl. 03.55 blev en 32-årig mand fra Holbæk sigtet for spirituskørsel. Manden blev anholdt og fik udtaget en blodprøve til sagen og derefter løsladt. Sagen afgøres på et senere tidspunkt.
Pressekontakt
|
Kommunikationschef Thomas Kristensen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk |
Maria Sander Hansen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |
Charlotte Tornquist E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |