Spring til hovedindhold

Forslag

Midt- og Vestsjællands Politi

Døgnrapport

2. september 2024 11:20

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 02. september 2024

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 30. august 2024 kl. 07.00 til 02. september 2024 kl. 07.00.

Døgnets anmeldelser vedrørende:

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Ingen

 

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Havfruens kvarter, Solrød
Søager, Gørlev, Kalundborg
Poppelvej, Vipperød, Holbæk
Duehusvej, Bjæverskov, Køge

 

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Voldbjerg, Ugerløse, Kalundborg

 

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen

 

Tyveri fra køretøjer:

Kongstrup Bakke, Kongstrup, Vipperød, Holbæk
Vestre Havneplads, Kalundborg


Fredag

Brand - Knolden, Roskilde

Kl 10.40 kørte politi og brandvæsen ti melding om røg fra ejendom. Patruljen kunne ved ankomst godt lugte røg og røgalarmen kørte også på stedet. Brandvæsnet tiltvang sig adgang til lejligheden for at sikre sig, at der ikke befandt sig personer derinde. Det gjorde der dog ikke, og det var heller ikke muligt at afgøre, hvor røgen kom fra.

 

Færdselsuheld - Vestmotorvejen, Ringsted

Kl 15.26 skete der et færdselsuheld, da en 68-årig mand fra Trekantsområdet i Jylland overså at bilerne foran ham holdt stille pga kø på motorvejen. Han ramte derfor ind i en forankørende bil, der så igen blev skubbet op i yderligere en bil. Alle tre biler fik skader, og fire personer blev kørt til behandling på sygehuset. Alle ser dog ud til at være sluppet fra uheldet uden alvorlige skader. Uheldet skabte lange køer og motorvejen var i den forbindelse spærret i østlig retning i en times tid.

Kl 17.21 standsede en patrulje en personbil ført af en 51-årig mand fra Fredericia, da der var mistanke om, at han kørte bil i påvirket tilstand. En narkometertest viste da også, at han var positiv for både canabis og amfetamin, hvilket han erkendte. Føreren havde gjort opmærksom på sig selv ved under køkørslen på stedet at have holdt med den ene fod ud af vinduet og ved ikke rigtigt at følge med den øvrige trafik, når denne bevægede sig fremad. Det havde en bilist fattet mistanke til og havde derfor tilkaldt politiet.

 

Brand i kolonihavehus - Balstrupvej, Ringsted

Kl 16.26 kom der melding om brand i et kolonihavehus. Branden var tilsyneladende startet i et solcelleanlæg. Branden nåede at få fat i hele huset, før brandvæsnet fik styr på ilden. Ingen personer opholdt sig i huset.

 

Tissede på gaden - Jernbanegade, Roskilde

Kl 00.56 bemærkede en patrulje i nattelivet, at en 18-årig ungersvend fra Søborg stod og tissede på gaden. Det indbragte ham en bøde på 1000 kroner.
Ti minutter efter var den gal igen, da en 18-årig mand fra København valgte at lade sit vand samme sted. Også han fik en bøde på 1000 kroner.
Det samme gentog sig også lørdag aften, hvor det var en 36-årig mand fra Haslev, der gjorde sig fortjent til en bøde.

 

Stoffer - Vestergade, Køge

Kl 01.00 kom en patrulje forbi parkeringspladsen ved et supermarked og så i den forbindelse, at der sad en person på trappen. Patruljen fik mistanke om, at manden kunne være i færd med at sælge narko og tog derfor kontakt til ham. På stedet blev også truffet tre andre personer. Alle blev visiteret og tre af dem havde små salgsbreve med kokain på sig. Efter afhøring af patruljen erkendte de fire, at de i forening havde solgt narko videre via Snapchat. Et mindre kontantbeløb blev beslaglagt på stedet. Der var tale om fire unge mænd på 17 år fra Næstved, 16 år fra Fakse, 17 år fra Næstved og 17 år fra Rønnede. De fires hjemkommuner blev som følge af sagen orienteret om, at de fire unge var truffet ifm. sag om videresalg af narko.

 

Manglende kørekort - Skovvejen, Jyderup, Holbæk

Kl 01.40 standsede en patrulje en personbil og det viste sig, at den 18-årige mand fra København, der var fører af bilen, ikke havde noget kørekort. Det viste sig desuden, at han havde en peberspray i lommen, så han blev også sigtet efter våbenloven. Ejeren af bilen blev desuden sigtet for at have overladt sin bil til en person, der ikke måtte køre den.

 

Uorden i nattelivet - Stationscenteret, Roskilde

Kl 02.58 blev det anmeldt, at to unge mænd på 18 og 19 år fra Lejre-området havde siddet og ventet på bussen, da en tredje mand var kommet forbi og givet den ene af dem et slag og et spark. Personen var meget aggressiv og udadreagerende og begyndte at jagte de to rundt, mens han rev sin egen t-shirt i stykker. En patrulje kom frem til stedet og fik fat i en 40-årig mand fra Roskilde, der blev skønnet påvirket af narko. Han blev derfor taget med stationen og tilbragte resten af natten i detentionen. Den videre sagsbehandling skal nu afgøre, om det også bliver til en voldssag.
Mens patruljen arbejdede på stedet forsøgte to unge berusede mænd på 16 og 17 år fra Hedehusene at blande sig i politiets arbejde. De blev flere gange bedt om at dæmpe sig, men da de ikke efterkom det, blev de begge anholdt og ligeledes taget med i detentionen.

 

Uorden i nattelivet - Vestergade, Holbæk

Kl 03.40 blev en patrulje sendt til en 28-årig kvinde fra Odsherred, der råbte og skreg. Det blev vurderet, at det var nødvendigt at anholde hende og tage hende med på politistationen. I patruljevognen kom hun med flere trusler mod politipersonalet og forsøgte også flere gange at vride sig fri.

 

Lørdag

 

Spirituskørsel – Holbækmotorvejen, Roskilde

Kl. 07.50 blev en 42-årig mand fra Rumænien sigtet og anholdt for kørsel i påvirket tilstand, da han kom kørende ad Holbækmotorvejen mod øst. Manden fik udtaget en blodprøve til sagen, der afgøres på et senere tidspunkt.

 

Påvirket bilist – Ringstedgade, Roskilde

Kl. 09.20 blev en 22-årig mand, der var fører af en bil, standset af en patrulje, da han kom kørende i sydgående retning ad Ringstedgade. Patruljen mistænkte, at manden, der kommer fra Roskilde, var påvirket, hvilket patruljebilens narkometer bekræftede. Manden blev derfor sigtet for kørsel i påvirket tilstand og var anholdt, mens han fik udtaget en blodprøve. Sagen afgøres på et senere tidspunkt. 

 

Påvirket bilist – Gørlev Landevej, Gørlev Sj., Kalundborg

Kl. 09.30 blev en 46-årig mand fra Vanløse sigtet og anholdt for kørsel i påvirket tilstand, da han kom kørende i sydgående retning ad Gørlev Landevej, uagtet at han var påvirket af euforiserende stoffer. Manden fik udtaget en blodprøve til sagen og blev løsladt. Sagen afgøres på et senere tidspunkt.

 

Brand – Kirkerupvej, Kirkerup, Roskilde

Kl. 15.09 blev en 51-årig lokal mand sigtet for overtrædelse af brandlovgivningen, da han havde antændt en halmballe fredag. Resterne af halmballen var blevet flyttet til et lille grønt område, hvor ilden var blusset op og havde antændt et område på ca. 10x10 meter, som blev slukket af brandvæsnet. Manden kan forvente en bøde for overtrædelsen.

 

Brand – Nymarken, Gammel Viby, Viby Sj., Roskilde

Kl. 16.44 blev en 46-årig mand sigtet for overtrædelse af brandlovgivningen, da han i forbindelse med brug af ukrudtsbrænder havde antændt en hæk. Manden forsøgte selv at slukke branden, men den var for voldsom. Brandvæsnet kom frem og slukkede ilden, der gav fem meter høje flammer. Manden kan forvente en bøde for overtrædelsen.

 

Påvirket bilist – Elverdamsvej, Kirke-Hyllinge

Kl. 18.24 blev en 41-årig mand fra Regstrup sigtet for kørsel i påvirket tilstand. En bilist, der havde observeret den 41-årigs ageren i trafikken havde alarmeret politiet, der kom frem til stedet og kunne anholde den 41-årige mand, der blev anholdt for kørsel i påvirket tilstand. Mandens bil blev beslaglagt på stedet, og førerretten blev administrativt inddraget, da mandens promille var så høj, at kørslen falder ind under bestemmelserne om vanvidskørsel. Manden fik udtaget en blodprøve til sagen, der afgøres på et senere tidspunkt.

 

Vold - Dalvænget, Tølløse, Holbæk

Kl 19.50 måtte politiet rykke ud til en 17-årig mand fra Roskilde, der var blevet slået og sparket af 6-8 personer, der var stukket af fra stedet. En hundelufter havde set overfaldet og havde råbt gruppen an og truet med at slippe hunden løs, og det havde fået dem til at forsvinde mod nord ad stisystemerne. Den 17-årige blev kørt til behandling på sygehuset for sine skader. Han forklarede, at han havde mødt nogle, han kendte, og var kommet i slagsmål med dem. Politiet hører gerne fra vidner, der har set gruppen af maskerede unge mænd stikke af fra stedet.

 

Tissede på gaden - Bjerggade, Køge

Kl 20.35 bemærkede en patrulje at en 24-årig mand fra Kalundborg stod og tissede på gaden. Det gav en bøde på 1000 kroner. Fem minutter efter gentog det sig - denne gang for en 22-årig mand fra Kalundborg, der ligeledes fik en bøde.

Påvirket bilist - Lundemarksvej, Holbæk

Kl 23.20 standsede en patrulje fra lokalpolitiet en varebil ført af en 45-årig mand fra Holbæk. I bilen var to passagerer. Den ene havde en joint på sig og den anden en smule amfetamin. Den 45-årige blev medtaget til udtagning af blodprøve på mistanke om, at han var påvirket over det tilladte.

 

Vold - Svinninge, Holbæk

Kl 00.11 blev det anmeldt, at en taxichauffør var blevet overfaldt med flere slag og spark, mens han sad i sin hyrevogn. Overfaldsmanden skulle være en 20-årig lokal mand, der var på vej hjem med taxien. Da hans dankort ikke virkede, blev han sur og det endte så med at gå ud over chaufføren. Han blev anholdt kort efter og sigtet for vold.

 

Søndag

 

Brændeovn gav kraftig røg – Sø Svenstrup Byvej, Viby Sj. – Roskilde

Kl. 16.11 kørte politi og brandvæsen til melding om en bygningsbrand i Viby Sj. Det viste sig dog at være kraftig røg fra en brændeovn, og der var ingen synlige flammer. Brandvæsnet tog sig af sagen og politiet kunne fortsætte.

 

Handlekraftig kvinde afslørede falsk serviceinspektør – Solrød Center, Solrød

Kl. 17.05 fik en ældre kvinde i 80´erne besøg af en kvinde, der sagde hun var serviceinspektør i kommunen, og at hun skulle se, om alt i hjemmet var i orden. Kvinden fra ”kommunen” gik rundt i den ældre kvindes hjem, men da hun gik ind i soveværelset og lukkede døren, fattede den ældre kvinde mistanke til, at noget ikke var som det skulle være. Hun åbnede døren til soveværelset og så, at kvinden stod og rodede i en skuffe.

 

Den ældre kvinde spurgte den fremmede kvinde, hvad hun havde taget. Hun bad om at se, hvad hun havde i lommer, og kvinden viste, at lommerne var tomme og trak herefter mod køkkenet. Da hun blev bedt om at vise et hjemmeplejeskilt, sagde hun, at det havde hun glemt og forlod lejligheden i hast.

 

Den falske serviceinspektør beskrives som:

A: Kvinde, østeuropæisk af udseende, 30-35 år, 170-175 cm, Kropsbygning: Spinkel, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Brun, Yderligere kendetegn: Håret var mørkebrunt og opsat i en knold eller lign. Derudover havde hun meget makeup på., Talte: Dansk med accent, Iført: Kort rød skindjakke, sorte løstsiddende bukser, damesko med hæl., Medbragte: Sort skuldertaske.

Umiddelbart var intet stjålet fra lejligheden, men politiet efterforsker nu sagen om forsøg på bedrageri. Vidner, der har set den beskrevne kvinde i området omkring Solrød Center og kan komme med yderligere oplysninger evt. om et køretøj bedes ringe til politiet på tlf. 114.

 

Fogedsag endte med trusler mod politiet – Ejby, Lille-Skensved - Køge

Kl. 01.09 var en patrulje ved en adresse i Ejby i Lille-Skensved for at anholde en kvinde, som var søgt til fogedretten. Da patruljen kom frem, blev de mødt af en ung mand, som gik frem mod hoveddøren med et pistollignende genstand rettet mod dem. De måtte trække deres våben, hvilket fik den unge mand til at smide sit våben. Han blev anholdt og våbnet viste sig at være en gaspistol.

 

Den unge mand viste sig at være bare 14 år gammel, og hans far blev oprørt over situationen og måtte kortvarigt anholdes for at få ro på stedet. Kvinden blev anholdt og taget med til politistationen og blev fremstillet i fogedretten næste morgen.

 

Den unge mand er under den kriminelle lavalder, og kan derfor ikke sigtets for trusler mod politiet. Gaspistolen blev beslaglagt til sagen, og politiet følger nu op med de sociale myndigheder i forhold til drengen.

Brand i sommerhus – Egevang, Østrup, Veksø - Roskilde

Kl. 01.52 kom et alarmopkald om brand i et sommerhus i Veksø. En nabo hørte larm fra sommerhuset ved siden af og ringede 112. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor der var store flammer i huset, der var lavet af træ. Der var ingen personer i huset, og brandvæsnet fik slukket ilden. Omkring kl. 03.26 kørte patruljen, da der kun var efterslukningsarbejde tilbage. Brandårsagen skal nu undersøges nærmere.

 

Nøgen mand gik i søvne – Hovedvejen, Osted, Lejre

Kl. 03.50 anmeldte en familie i Osted, at der havde været en nøgen mand inde i deres hus. Han havde vækket deres 11 årige søn, der var blevet skræmt og havde råbt på forældrene. Manden sagde han ledte efter sin kone. Faren i huset så den nøgne mand på husets førstesal, og han fik sammen med sine voksne børn smidt manden ud af huset.

 

En patrulje kørte til Osted, hvor de traf en nordmand, der boede hotel med sin kone i nærheden. Han blev sigtet for husfredskrænkelse, og afhørt til sagen, hvor han forklarede, at han havde gået i søvne.

 

Politiet var på vandet i weekenden

Lørdag var der patruljesejlads i Isefjorden med afgang fra Holbæk Havn. Båden lagde vejen forbi Nykøbing Sj Havn, Rørvig Havn og slutteligt Holbæk industrihavn. Der blev kontrolleret 3 sejlbåde, 2 joller, 5 motorbåde og 2 jetski for redningsveste, certifikater samt forsikringer. Det blev til 1 sigtelte af en motorbådsfører for ikke at kunne fremvise forsikringscertifikat. Det gav en bøde på 1000 kroner.
Søndag var der afgang fra Greve Marina. Båden var gennem Køge Bugt og Faxe Bugt og lagde vejen forbi Rødvig Havn, Lund Havn, Bøgeskov Havn, Køge Marina og Mosede Havn. Der blev kontrolleret 9 sejlbåde, 7 motorbåde og speedbåde samt 2 jetski.

En motorbåd fyldt med turister kunne ikke fremvise en gyldig ansvarsforsikring i forbindelse med kontrollen. Føreren af båden fik derfor en sigtelse for dette og en bøde på 1000 kroner.

En ældre speedbåd havde føreren ikke tegnet forsikring på og det gav også 1000 kroner i bøde. Derudover havde han heller ikke havde erhvervet sig et speedbådscertifikat til at sejle båden. Han fik derfor også en sigtelse for dette og en bøde på 5000 kroner.

 

Køge festuge forløb roligt, men flere falske armbånd i omløb.

Politiet har været til stede på Køge Festuge under hele arrangementet. Det blev til meget få sager for politiet, og generelt var der festlig stemning og glade borgere. Der var dog flere episoder om falske armbånd i omløb.

Fredag kl. 18.40 hjalp politiet security med at bortvise fire mænd i alderen 19-27 år, som var hoppet over hegnet til backstage for at skaffe sig gratis adgang. De blev alle bortvist fra stedet.

Falske armbånd

Fredag aften traf vagterne i alt ni yngre festugedeltagere, som forsøgte at komme ind på pladsen på falske armbånd. Ialt seks mænd og tre kvinder i alderen 14-18 år blev  tilbageholdt politiet tilkaldt. Nogle af de unge sagde, de havde købt dem af en yngre mand de havde mødt på Køge Station, men politiet fandt ikke frem til nogen mistænkte i sagen.

De unge købte alle rigtige armbånd og fik lov at komme ind, og de blev ikke sigtet for noget i forbindelse med sagen.

 


 Pressekontakt

 

 

Kommunikationschef Thomas Kristensen

E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

Maria Sander Hansen
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210
Charlotte Tornquist
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

 

8. august 2025

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 8. august 2025

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 7. august 2025 kl. 07.00 til 8. august 2025 kl. 07.00.

7. august 2025

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 7. august 2025

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 6. august 2025 kl. 07.00 til 7. august 2025 kl. 07.00.

6. august 2025

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 6. august 2025

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 5. august 2025 kl. 07.00 til 6. august 2025 kl. 07.00.