Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 10. januar 2024.
Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 9. januar 2024 kl. 07.00 til 10. januar 2024 kl. 07.00.
Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Galoche Alle, Køge
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Gl. Nykøbingvej, Svinninge, Nørre-Asmindrup
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Lundevej, Kr. Helsinge, Gørlev Sj.
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Amtstue Alle, Ringsted
Tyveri fra køretøjer:
Ingen
Skunklaboratorium afsløret mv. - Store-Heddinge - Stevns
Kl. 10.00 troppede politiet med en narkohund op på bopælen hos en 53-årig mand fra Store-Heddinge med baggrund i en mistanke om, at han havde etableret et skunklaboratorium via et usædvanligt højt strømforbrug.
Den 53-årig erkendte spontant tyveri af strøm, og politiet fik baggrunden herfor verificeret ved en undersøgelse af mandens bopæl. Politiet fandt nemlig et skunklaboratorium med 25 cannabisplanter, men også godt tre kilo færdigproduceret skunk og noget hash.
Det ulovlige skunklaboratorium og de ulovlige effekter blev beslaglagt som bevis i en sag om overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, idet politiet mistænkte den 53-årige for at producere skunken med henblik på videresalg.
Den 53-årige blev tillige sigtet for tyveri af strøm, så han kan forvente at blive stillet strafferetligt til ansvar for disse lovovertrædelser, når erstatningskravet fra strømtyveriet er opgjort.
Færdselsuheld / narko-/spirituskørsel - Esbern Snaresvej, Kalundborg
Kl. 10.04 var to bilister stødt sammen i det lysregulerede vejkryds Esbern Snaresvej - Klosterparkvej i Kalundborg, hvorfor politiet rykkede ud til uheldsstedet.
Det viste sig, at en 77-årig mand fra Kalundborg var standset på Esbern Snaresvej for rødt lys i lyskrydset ved Klosterparkvej, da han blev påkørt af en bagfra kommende bilist. Der var tale om en 39-årig mand fra Kalundborg, som slap uskadt fra sammenstødet ligesom den 77-årige bilist.
Den 39-årige blev dog anholdt i forbindelse med sigtelser for både spiritus- og narkokørsel i den personbil, som han var fører af, fordi politiets test med både alko- og narkometer begge gav udslag for ulovlig påvirkning af alkohol og narkotika under kørslen.
Politiet løslod den 39-årige efter udtagelse af blodprøver til nærmere undersøgelse for både alkohol og euforiserende stoffer, så han kan forvente at høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringerne foreligger.
Vold i bussen - Marksvinget, Køge
Kl. 10.11 anmeldte en 39-årig kvinde fra Køge, at hun var blevet udsat for vold i bus på Marksvinget i Køge.
Politiet fik ved Boholte-centeret kontakt til kvinden, der kunne oplyse, at voldsmanden efterfølgende var flygtet til fods i retning mod Boholte.
Den 39-årige var kørt med bussen fra Køge station til Boholte-centeret, hvor en mand spærrede for udgangen, da hun ville ud. Ved passage af manden slog han kvinden i ansigtet med en knyttet hånd, hvorefter han flygtede fra stedet.
Kvinden blev kørt på skadestuen for at blive undersøgt for eventuelle skader, og politiet forsøger nu at få identificeret voldsmanden, der blev beskrevet som: mand, lys i huden, 40-50 år, 170-175 cm høj, almindelig af bygning, iført rød strikhue og mørkegrøn jakke.
Politiet efterforsker nu sagen for at få identificeret den mistænkte, som også forsøges identificeret via videoovervågningsmateriale fra bussen. Oplysninger i sagen kan gives til politiet på tlf. 114.
Færdselsuheld - Køge Bugt Motorvejen, Køge
Kl. 10.15 havde en 29-årig mand fra Kalundborg som fører af en varebil i sydlig retning på Køge Bugt Motorvejen formentlig været lidt uopmærksom, fordi han i samme vognbane som sin egen påkørte bagenden af en forankørende lastbil.
Der var tale om en polsk registreret lastbil med en 38-årig mand fra Hviderusland som chauffør, der kørte langsommere end varebilen, da påkørslen skete bagfra.
De tre vognbaner længst til venstre på motorvejen blev afspærret under rednings- og oprydningsarbejdet, der var afsluttet kl. ca. 11.15. En person blev bragt til kontrol på skadestuen, men ingen havde pådraget sig behandlingskrævende skader som følge af sammenstødet.
Færdselsuheld - Holbækmotorvejen, Roskilde
Kl. 11.32 var en 59-årig kvinde fra Kgs. Lyngby forulykket i sin personbil, da hun kørte ad Holbækmotorvejen ved Roskilde.
Under kørslen var bilen kommet i slinger, så hun mistede kontrollen over den. Herefter endte bilen i rabatten, hvor den rullede rundt. Føreren kunne selv komme ud og var sluppet uskadt fra uheldet, som ikke involverede øvrige trafikanter.
Narkokørsel i bil med forkerte nummerplader - Holbækvej, Jyderup - Holbæk
Kl. 13.00 bemærkede en patrulje en personbil køre kortvarigt i den forkerte side af vejen på Holbækvej i Jyderup, hvorfor patruljen standsede bilisten med henblik på rutinemæssig kontrol.
Føreren var en 46-årig mand fra Store-Fuglede, som kunne mistænkes for at være påvirket af amfetamin under kørslen. Han blev derfor anholdt i forbindelse med en sigtelse for narkokørsel i bilen.
Ved nærmere undersøgelse af bilen viste det sig, at bilen var forsynet med nummerplader, som ikke tilhørte det pågældende køretøj, og som i øvrigt var afmeldte hos Motorstyrelsen. Kørslen var således foregået i en hverken registreret eller ansvarsforsikret bil. Nummerpladerne inddrog politiet med henblik på aflevering til Motorstyrelsen.
Den 46-årig fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer og blev løsladt efter afhøring til sagerne. Han vil nu høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen fra blodprøven foreligger.
Overfaldet efter sneboldkamp - Hovedgaden, Borup - Køge
Kl. 14.41 fik politiet en anmeldelse fra forældrene til en 10-årig dreng fra Borup, som var blevet overfaldet af en vred bilist.
Ifølge anmeldelsen havde drengen sammen med nogle kammerater haft en sneboldkamp på Hovedgaden i Borup. Herunder var en bilist blevet ramt af en snebold, så bilisten var standset og havde taget fat i den 10-årige. Han havde fået både en lussing og fået en såkaldt "vasker" i sneen, inden bilisten forlod stedet.
Bilistens nummerplade var blevet aflæst og indgår i politiets efterforskning af sagen, hvor drengen efter anmeldelsen blev vejledt om at tage på skadestuen for at blive undersøgt for eventuelle skader.
Politiet behandler anmeldelsen som en voldssag, og onsdag formiddag henvendte en midaldrende mand sig til politiet for at lade sig afhøre til sagen, idet manden oplyste at være den involverede bilist. Når alle parter og eventuelle vidner er blevet afhørt, vil politiet tage stilling til, hvordan sagen strafferetligt skal afgøres.
Færdselsuheld - Fløjterupvej, Karlslunde - Greve
Kl. 19.30 var en bilist forulykket på Fløjterupvej i Karlslunde, så politiet rykkede ud for at undersøge omstændighederne nærmere.
Der var tale om en 23-årig mandlig bilist fra Tune, som var sluppet uskadt fra ulykken. Han var kørt i nordlig retning og havde overhalet en anden bilist, hvorefter han mistede kontrollen over bilen. Han gled ud i rabatten og endte på taget. Ingen øvrige trafikanter blev involveret i uheldet, som politiet blot registrerede omstændighederne ved.
Kvinde fuppet af falsk bankmand - Strøby - Stevns
Kl. 19.46 anmeldte pårørende til en 89-årig kvinde fra Strøby, at hun var blevet fuppet til at udlevere både et betalingskort og en æske med smykker til en falsk bankmand, der var dukket op på hendes bopæl. Ud over smykkerne havde hun nu fået hævet 15.000 kr. ved en uberettiget hævning i en pengeautomat.
En patrulje kørte til kvindens bopæl og fik klarlagt, at den 89-årige kl. ca. 17.15 var blevet ringet op af en fremmed mand, der havde præsenteret sig som medarbejder i Nordea. Da hendes bankkonto var blevet hacket, ville et bankbud komme til hendes bopæl for at hente betalingskortet, som skulle bruges ved spærring af bankkontoen. PIN-koden til betalingskortet blev den 89-årige overtalt til at oplyse.
Under en længere telefonsamtale med den falske bankmand dukkede et mandligt bankbud op og fik betalingskortet udleveret. Bankbuddet tilbød på bankens vegne også at passe på hendes smykker, hvorefter den 89-årige udleverede en æske med både guld- og sølvsmykker, som bankbuddet forsvandt med.
Efterfølgende konstaterede den 89-årige, at der var sket en uberettiget hævning af penge fra hendes bankkonto.
Det falske bankbud blev af den 89-årige beskrevet som: mand, 25-30 år, 180-190 cm høj, spinkel af bygning, brunlig hudfarve og dansktalende, iført sort hættetrøje og sorte bukser.
Politiet har optaget en rapport om bedrageri over for den 89-årige, hvis sag nu skal efterforskes i et forsøg på at finde frem til de falske bankmænd i lighed med mange andre sager med samme fremgangsmåde over for især ældre personer.
På det seneste har politiet nu bemærket, at de ældre ud over at blive fuppet til at udlevere et betalingskort med tilhørende PIN-kode også bliver fuppet til at udlevere værdigenstande som f.eks. smykker ud fra et tilsagn fra en falsk bankmand om, at værdigenstandene vil blive opbevaret sikkert i banken.
Tendensen med også at fuppe sig til smykker eller andre værdigenstande hos ældre personer er indtil videre set i Kalundborg kort før jul, men nu også i Holbæk og i Strøby i dette år.
Det gode råd fra politiet ved et uventet telefonopkald fra en person, der udgiver sig for at være fra banken eller en myndighed, er foretage et kontrolopkald via hovedtelefonnummeret for at få afklaret, hvorvidt der er tale om et svindelnummer eller ej. På denne måde vil fupopkald blive afsløret, ligesom et godt råd er at undlade at give personlige eller fortrolige oplysninger i telefonen.
En opfordring skal tillige lyde til de yngre til at tale med især de ældre familiemedlemmer om, hvad man kan eller skal gøre, hvis man modtager et uventet telefonopkald fra nogen, der udgiver sig for at være fra banken eller en myndighed. Det uventede telefonopkald er stort set altid optakten til et svindelnummer.
Narkokørsel - Tranevej, Ringsted
Kl. 23.12 kontrollerede politiet en personbil, der var standset midt på Tranevej i Ringsted og med motoren i gang.
Bag rattet sad en 23-årig mand fra Ringsted, som deltog i en narkometertest, der gav udslag for påvirkning af cannabis. Han blev anholdt i forbindelse med en sigtelse for narkokørsel og blev efterfølgende løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Det viste sig, at den 23-årige var standset på stedet for at samle en mandlig passager op, men passageren kunne ikke mistænkes for noget ved politiets kontrol af ham.
OPFØLGNING
Varetægtsfængsling - Færdselsuheld / vold mod politiet mv. - Greve
En 15-årig ung mand fra København blev tirsdag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Roskilde, hvor han blev sigtet for flere tilfælde af vold mod politiet i forbindelse med politiets håndtering af ham som anholdt.
Den 15-årige havde bragt sig selv i fokus ved at forulykke som fører af en personbil, som han trods manglende førerret førte ad Lillevangsvej mod syd i Greve tidligt tirsdag morgen. En anden bilist bemærkede, at den 15-årige påkørte en snedynge og forulykkede i et solouheld.
Under flugt til fods fra ulykkesstedet anholdt politiet den 15-årige, som skønnedes påvirket af euforiserende stoffer under kørslen i den forulykkede bil, hvorefter han sparkede en politibetjent i hovedet og sparkede ud efter en anden politibetjent uden at ramme. Endvidere udtalte han sig truende mod politiet under håndteringen af ham.
Den 15-årige blev efterfølgende transporteret til et sygehus med henblik på udtagelse af en blodprøve på grund af mistanken om narkokørsel i bilen. På sygehuset lykkedes det den 15-årige at sparke flere gange mod en politibetjent, der dog blev ramt to gange.
Dommeren i Retten i Roskilde vurderede med baggrund i sigtelserne mod den 15-årige, at han skulle varetægtsfængsles og foreløbigt til den 18. januar 2024.
Pressekontakt
|
Kommunikationschef Thomas Kristensen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk |
Maria Sander Hansen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |
Charlotte Tornquist E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |