Spring til hovedindhold

Forslag

Midt- og Vestsjællands Politi

Døgnrapport

11. august 2026 09:36

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 11. august 2026

Brand i lejlighed efterforskes som påsat - Mand med kniv ved busstoppested talt til ro - Nye "skud" i bebyggelse var fyrværkeri.

Døgnrapport

 

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 10. august 2026 kl. 07.00 til 11. august 2026 kl. 07.00.


Døgnets anmeldelser vedrørende:

 

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Ingen

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Skeltoften, Kalundborg - Forsøg
Søndre Alle, Gørlev Sj.

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Ingen

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Østergade, Lyndby

Tyveri fra køretøjer:

Personbiler:
Tveje-Merløse, Holbæk - Forsøg

Varebiler/lastbiler:
Ingen

Brand i lejlighed - Chr. Hansens Vej, Svinninge - Holbæk

Kl. 08.35 kom et alarmopkald om brand i en lejlighed på Chr. Hansensvej i Svinninge. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor der var kraftig røgudvikling. Alle personer var ude af lejligheden, og beboerne i nabolejlighederne blev evakueret. Branden blev slukket før den spredte sig, men lejligheden fik omfattende sodskader. Politiet efterforsker branden som påsat, og har mistanke til en person i relation til lejligheden.

Elever på el-løbehjul uden hjelm - Arenaskolen, Greve

I forbindelse med skolestart var nærpolitiet på Arenaskolen i Greve, for at hilse på børn og voksne, og sikre at alle kommer sikkert i skole. Under skoletilsynet mødte lokalbetjentene tre børn i alderen 11-12 år, som kørte på el-løbehjul til skole uden hjelm. De var heller ikke ifølge med en voksen, som det kræves indtil barnet er fyldt 15 år. Børn og forældre fik en påtale, og blev formanet om reglerne for kørsel på el-løbehjul.

Ulovlig knallert - Salløvvej, Gadstrup - Roskilde

Kl.13.10 stoppede en motorcykelbetjent en 15-årig dreng fra området, som kørte på en ulovlig knallert, der kunne køre mindst 70 km/t. Han blev sigtet og forældrene orienteret. Hvis den unge mand kører på en ulovlig knallert igen, vil knallerten blive konfiskeret.

Mand med kniv ved bustoppested - Boserupvej, Roskilde

Kl. 14.46 fik politiet anmeldelse om, at en mand ved et busstoppested på Boserupvej skabte utryghed og havde stået med en kniv fremme. En patrulje kørte til stedet, hvor den 20-årige mand fra Roskilde fremstod uligevægtig og truende. Betjentene indledte en længere dialog med den yngre mand for tale ham til ro, og til sidst lykkedes det at berolige manden i sådan en grad, at han kunne ilægges håndjern uden dramatik. Han blev efterfølgende indlagt til behandling for sin psykiske tilstand.

Butikstyve stjal tøj - Stationscentret, Roskilde

Kl. 15.42 anmeldte en butiksdetektiv, at et par var blevet tilbageholdt i et supermarked i Stationscentret, hvor de havde stjålet tøj i forening. Den ene var gået ind i prøverummet og rev mærker af tøjet, mens den anden holdt vagt. Herefter forlod de butikken sammen uden at betale. Betjentene traf en 38-årig mand fra Rumænien med adresse i Danmark og en 40-årig kvinde fra Fyn. De blev begge sigtet og afhørt, hvor de erkendte at have stjålet en kjole, en trøje og en hårbøjle til en værdi af 497 kr. De fik herefter lov til at gå, men vil senere modtage en bøde i sagen.

Narkobilist med kniv og kokain - Lyshøjminde, Greve

Kl. 18.50 stoppede en patrulje en 18-årig mand fra Køge, som kørte bil i påvirket tilstand. De traf ham i sydlig retning på Lyshøjminde i Greve, og med i bilen var en 18-årig mand og en 15-årig dreng - Begge fra Køge. Føreren blev anholdt og taget med til en blodprøve, og i bilen fandt patruljen en smule kokain og en foldekniv, som føreren blev sigtet for at besidde. Den 15-åriges forældre blev orienteret om sagen, og hvor patruljen havde truffet ham.

Nye "skud" var fyrværkeri - Agervang, Holbæk

Kl. 19.54 kom anmeldelse om, at der høre skud omkring Agervang i Holbæk. Flere patruljer kørte frem og fik hurtigt konstateret, at der var tale om fyrværkeri. Flere vidner havde set, at der blev affyret bomberør, så heldigvis var der ikke tale om en ny skudsag i området. Politiet kørte rundt i kvarteret for at forsøge at finde frem til de personer, som affyrede bomberør, da det skabte stor utryghed. Men ingen blev fundet, og der blev ikke afskudt mere.

 Pressekontakt

 

 

Kommunikationschef Thomas Kristensen

E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

Maria Sander Hansen
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210
Charlotte Tornquist
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

 

10. august 2026

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 10. august 2026

Mænd fængslet i sag om frihedsberøvelse - Chikanekørsel på crosser - Tryghedspatrulje i Grønneparken i Holbæk

7. august 2026

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 7. august 2026

Ulovlige el-"cykler" stoppet - 15-årig taget for narkosalg - Indbrudstyv taget på fersk gerning

6. august 2026

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 6. august 2026

Uenighed endte med slagsmål - Mand anholdt for vold mod ung knallertfører - Alvorligt uheld under overhaling.