Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 18. marts 2024
Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 15. marts 2024 kl. 07.00 til 18. marts 2024 kl. 07.00.
Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Bukkerupvej, Kirke-Eskildstrup, Holbæk
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Engtoften, Lejre
Tjørnelyparken, Greve
Søndergårdsvej, Allerslev, Lejre
Sletten, Benløse, Ringsted
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Fredskovens Engvej, Bjerge Sydstrand, Kalundborg
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Ingen
Tyveri fra køretøjer:
Eleonoravej, Roskilde
Schandorphsvej, Ringsted
Enggårdsvej, Ubby, Kalundborg
Damager, Hvalsø, Lejre
Fredag:
Konfiskation af bil - Holbækvej, Kalundborg
Kl 11.20 standsede politiet en personbil ført af en 33-årig mand fra Ringsted selvom han ikke havde kørekort. Det var tredje gang, at han blev taget i at køre bil uden kørekort og på den baggrund blev bilen beslaglagt mhp. konfiskation. Føreren protesterede over beslaglæggelsen og ønskede den indbragt for retten. Bilen tilhørte en af mandens kammerater.
Påvirket bilist - Rørvangsvej, Holbæk
Kl 12.30 standsede politiet en personbil ført af en 32-årig mand fra Odsherred, da der var mistanke om, at han var påvirket af euforiserende stoffer. Det nægtede han. I bilen blev der desuden fundet en kniv i mandens bukselomme, og han blev derfor sigtet for overtrædelse af knivloven.Bland selv-tyv - Slotsvolden, Holbæk
Kl 13.41 fik politiet melding om, at en 15-årig pige fra Holbæk var blevet afsløret i at snyde med bland selv-slikket. Hun havde fyldt noget i posen og vejet det af, men så fyldt yderligere slik i posen efter at prisen var udregnet. En medarbejder i butikken så det og politiet blev derfor tilkaldt for at sigte den 15-årige for butikstyveri.
Færdselsuheld - Køgevej, Ringsted
Kl 15.01 skete der et færdselsuheld, da en 47-årig mand fra Slagelse-området i bil blev påkørt bagfra af to andre biler. I den 47-åriges bil lå flere spiritusflasker og han blev derfor medtaget til udtagning af blodprøve. Ingen af parterne fik alvorlige skader ved harmonikuheldet.
Færdselskontrol - Grevinge Kanalvej, Grevinge, Odsherred
Kl 16.00 var færdselspolitiet på kontrol. To bilister blev sigtet for at køre i påvirket tilstand, en for at køre uden at have trailerkørekort og for at have en påhængsvogn efterspændt uden at sikkerhedswiren var påsat. Desuden manglede påhængsvognen nummerplade.
Færdselskontrol - Møllevej, Vig, Odsherred
Kl 19.00 fortsatte færdselskontrollen med bistand fra lokalpolitiet. Tre blev standset og sigtet for at køre på ulovlige knallerter og en af dem blev beslaglagt, da det ikke var første gang, at føreren blev taget i den forseelse. I to af sagerne kan føreren se frem til enten eb betinget eller en ubetinget frakendelse af kørekortet. Den ene af de standsede var en 16-årig dreng fra lokalområdet. Hvis han får en ubetinget frakendelse af kørekortet, fordi hans knallert kunne køre for stærkt, vil det også få betydning for, hvornår han kan erhverve sig kørekort til bil.
Lørdag:
Beruset knallertfører - Tinghøjvej, Hørve, Odsherred
Kl 15.32 standsede en patrulje en knallert ført af en 55-årig lokal mand. Der var mistanke om, at manden var påvirket, og han blev derfor medtaget til udtagning af blodprøve. Desuden havde han ikke kørekort til stor knallert.
Påvirket bilist - Vestmotorvejen, Bjæverskov, Køge
Kl 20.24 standsede politiet en personbil ført af en 48-årig mand fra Odense, da der var mistanke om at han havde drukket for meget. Der erkendte manden og han blæste da også promillen op på over det tilladte. Desuden var hans førerret administrativt inddraget.
Tissede på gaden - Jernbanegade, Roskilde
Ved midnatstid var en patrulje forbi nattelivet i Jernbanegade og Hersegade og kunne konstatere, at flere valgte at lade deres vand på steder, der ikke var beregnet til det. Der blev derfor uddelt bøder på 1000 kroner til en 18-årig mand fra Hedehusene, en 26-årig mand fra Slangerup, to 18-årige unge mænd fra Roskilde, en 23-årig mand fra Roskilde samt en 41-årig mand fra Lejre.
Våben i bil - Grøftehuset, Greve
Kl 01.20 standsede politiet en personbil ført af en 30-årig mand fra den københavnske vestegn. En narkotest viste, at den 30-årige var påvirket af narko. Desuden fandt politifolkene i bilen en peberspray, en kniv og et slagvåben. Manden blev medtaget til udtagning af blodprøve og desuden også sigtet for at overtræde våbenloven.
Pige i vandet - Banegårdspladsen, Kalundborg
Kl 01.50 kom der melding om, at en ung kvinde var faldet i vandet. Politi og ambulance blev tilkaldt til stedet og det viste sig, at en 29-årig kvinde fra Vestsjælland i beruset tilstand ved et uheld var snublet og faldet i vandet. Hendes kæreste var dog på stedet og han fik reddet hende op. Begge var noget kolde og chokerede men ellers ok.
Søndag:
Truet med kniv - Køgevej, Roskilde
Kl 10.52 fik politiet anmeldelse om, at en 17-årig ung mand fra Roskilde på vej hjem fra byen kort efter midnat natten til lørdag var blevet passet op af tre-fire andre mænd, der ville have hans jakke. Da den 17-årige havde nægtet at udlevere den, havde en af mændene trukket en kniv og derfor valgte den forurettede at give dem jakken. Han kunne dog ikke give nogen mere præcis beskrivelse af gerningsmændene eller hvor røveriet mere præcist skulle være foregået.
Dødfunden - Havnevej, Holbæk
Kl 12.09 blev politiet tilkaldt, da en mand var fundet druknet i havnen i Holbæk. Det viste sig, at der var tale om en 64-årig lokal mand. Det lykkedes mandskabet fra politipatruljen og ambulancen at få trukket manden ind på land. Der blev forsøgt genoplivning, men mandens liv stod ikke til at redde. Ud fra de foreløbige undersøgelser tyder det på, at manden formentligt er faldet over bord fra den båd i havnen, som han har boet på.
Færdselsuheld - Hærvejen, Store-Heddinge
Kl 16.16 skete der et færdselsuheld, da en 48-årig kvinde fra Køge var på vej mod nord på motorcykel, da en fasan pludseligt fløj hen over vejen. Kvinden forsøgte at undvige og kom i den forbindelse ud i rabatten og væltede. Kvinden blev alvorligt kvæstet som følge af ulykken og blev ved hjælp af lægehelikopteren fløjet til behandling på sygehuset.
Uorden - Dybekær, Gørlev, Kalundborg
Kl 17.54 kom der melding om at der var en uønsket gæst på en beværtning, som ikke ville forlade stedet. Heller ikke politiets formaninger om at han skulle forsvinde havde nogen effekt, så patruljen valgte at anholde manden, der ikke ønskede at oplyse, hvem han var. Ved ankomst til politistationen sparkede manden den ene politiansatte i hovedet. Manden blev identificeret som en 26-årig mand uden fast bopæl.
Overfald - Vestergade, Roskilde
Kl 20.02 kom der melding om, at en 60-årig mand var blevet overfaldet i en lejlighed og trampet og sparket flere gange i ansigtet. Da patruljen ankom til stedet kunne den konstatere, at døren til lejligheden var sparket ind. Der havde tilsyneladende deltaget fem personer i overfaldet. Manden blev med alvorlige skader i ansigtet kørt til behandling på sygehuset. Kriminalteknikere er tilkaldt til at undersøge lejligheden for spor og området er blevet afsøgt med politihunde. Mistanken går på, at den 60-årige forud for overfaldet havde haft en kontrovers med en anden mand i området. Han kom senere søndag gående forbi adressen, hvor han blev genkendt af en patrulje, der anholdt ham. Der er tale om en 40-årig mand fra Roskilde, som mandag morgen fortsat sidder til afhøring hos politiet.
Færdselsuheld - Køge Bugt Motorvejen, Køge
Kl 20.16 skete der flere færdselsuheld, da biler på motorvejen kørte hen over en tabt del af et stillads. En personbil fik begge forhjul punkteret og en efterfølgende varevogn fik slået kofangeren i stykker. Yderligere en personbil punkterede på begge fordæk og det ene baghjul og en sidste personbil punkterede på det ene fordæk. Tre af køretøjerne måtte efterfølgende hentes af vejhjælp. Alle fire vognbaner blev afspærret, mens der blev ryddet op på stedet. Det viste sig, at der lå forskellige metalstykker spredt ud over en strækning på cirka 500 meter. Det vides ikke, hvem der har tabt stilladsdelene.
Pressekontakt
|
Kommunikationschef Thomas Kristensen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk |
Maria Sander Hansen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |
Charlotte Tornquist E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |