Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 2. januar 2025
Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 1. januar 2025 kl. 07.00 til 2. januar 2025 kl. 07.00.
Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Jernbanevej, Tølløse
Kærup Parkvej, Benløse, Ringsted
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Mosede Engvej, Greve
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Ingen
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Ingen
Tyveri fra køretøjer:
Egebjergvej, Nykøbing Sj.
Bjergmarken, Holbæk
Mange væltede træer - hele politikredsen
Den kraftige blæst, der ramte politikredsen 1. januar betød, at politiet modtog 18 anmeldelser om væltede træer. De væltede træer blev håndteret af redningsberedskaberne, som sørgede for at fjerne træerne, så trafikken igen kunne passere. Ingen personer kom til skade i forbindelse med de væltede træer.Usikkert stillads - Torvet, Ringsted
Kl. 12.04 modtog politiet en anmeldelse om, at et stillads var til fare. En patrulje kom frem til stilladset, som stod usikkert, idet flere dele havde revet sig løs i blæsevejret, og patruljen vurderede, at det udgjorde en sikkerhedsmæssig risiko, da der var risiko for, at det faldt sammen. Området omkring stilladset blev derfor afspærret, og ejeren af stilladset blev tilkaldt. Kl. 15.03 kunne politiets afspærring ophæves, da stilladset igen var blevet fastgjort, så det ikke udgjorde nogen fare, og trafikken kunne igen passere forbi.
Færdselsuheld på motorvejen - Holbækmotorvejen, Roskilde - Lejre
Kl. 00.21 mistede en mand herredømmet over sin bil i forbindelse med, at han kom kørende i vestgående retning på motorvejen. Bilen endte i grøften. En patrulje kom frem til stedet, hvor manden, der er 24 år og fra København, var sluppet fra uheldet uden at komme til skade. Han blev dog sigtet for kørsels i frakendelsestiden samt for kørsel uden brug af sikkerhedssele. Manden kan forvente at høre mere fra politiet i den sag.